Lightwave Empire: Genkendeligt og nyt!

Lightwave Empire: Genkendeligt og nyt!

På Red Stage spillede Lightwave Empire deres første NorthSide koncert. I aftenssolens sidste stråler blev vi præsenterede for et nyt og frisk pust fra den danske musikscene, og samtidig var det en genforenings glæde med en velkendt lyd. 

 

// Alle fotos: Johanne Teglgård Olsen

 

Lightwave Empire er relativt nyt og ukendt i Danmark. Den første EP Kill me with Love udkom så sent som forrige år. Bandet har bl.a. fået tildelt spilletid i radioen med et nummer som eksempelvis “Plesaure and Pain”. Det er lyst, det er lækkert, og det er god elektronisk rock, som ikke mindst har en meget genkendelig vokal, da vi kender forsangeren Bjarke Niemann fra det danske band Spleen United.

 

Og i dette tilfælde er flere af bandmedlemmer fra Lightwave Empire en del af det gamle og velkendte Spleen United, men nu i en helt ny rammesætning. Foran Red Stage kunne man sagtens genkende Niemanns vokal, og ikke mindst spillede Lightwave Empire en lyd, som har referencer til det tidligere. Og dog, helt anderledes.

 

 

 

Niemann var i første nummer alene på akustisk guitar, som iøvrigt lige skulle stemmes, ellers ville det, med hans egne ord, “lyde helt ulideligt”. Sandt nok, og hyggeligt med lidt snak og humor. Humoren var også at spore, da Niemann i spøg refererede tilbage til den sidste NorthSide koncert i 2013, som ikke gik for godt. Alt er glemt, og nu griner vi bare af det. Resten af bandet viste sig også fra en energisk udadvendt side, der blev endda uddelt en skål i øl fra scenen. God og oldschool musikerstil!

 

 

 

Resten af bandet indtrådte efterfølgende på scenen og spillede velkomponerede indie-numre i lette og up beat-toner. Niemann beholdt sin guitar, og var god til at guide publikum med præsentationer til hvert nummer, hvor de fleste havde referencer til det gamle, og lidt tunge elektroniske Spleen United, men samtidigt med det friske og mere rockede pust, som kunne minde om noget a la Oasis fra de gode gamle britpop dage. Not bad.

Især nummeret “To Close to the Sun” var til aftenens koncert et højdepunkt, og ikke kun en, men hele to gange. Nummeret fik vi både æren at at høre som indledningsnummeret i en akustisk version, og senere hen i sit fulde brag i den afsluttende del af koncerten.

 

Nummeret “Heart of Noise” havde en kvalitet og lyd, som adskilte sig en smule fra resten af Lightwave Empires setup, her var lyden som taget ud fra et lækker 80’er ballade og popsang. Jeg håber at høre mere til denne sang i fremtiden.

 

 

Lightwave Empire er et stilet band. Musikken er gennemført, der er ingen slinger i valsen, selv under koncerten lader medlemmerne til, at ville sørge for, at alt lyder som det skal, ved eksempelvis at bede lydfolk om at skrue op og ned på monitoren. Der er tjek på tingene, og det er rart. Man kan dog håbe på, at bandet snart formår at skabe mere fodfæste i det danske musikmiljø, så vi får til at opleve dem oftere, også i en setting, hvor vi bliver mere bekendte med deres musik. Det ser vi frem til.
Lightwave Empire er et band, som passer godt til en solbeskinnet dag, gerne på en festival og med en kold øl i hånden. Men bliver faktisk kun glad af det.

 

 

Skriv en kommentar