Let’s Talk Radio er et seminar til SPOT+, hvor Carsten Holm (Danmarks Radio) som moderator styrer slagets gang, og Tobias Nielsen (Bauer Media), Eik Frederiksen (Sony Danmark) samt Lars Trillingsgaard (Danmarks Radio) har indtaget de høje stole til diskussion med hinanden og publikum om, hvad radio er og kan. Og ikke kan. Jeg er til seminaret, fordi jeg egentlig aldrig rigtig hører radio længere – eller gør jeg?
Jeg har ikke en radio, og har ikke haft en de sidste små femten år. Jeg har tit drømt om at have en – faktisk to. En i køkkenet, en på badeværelset. Til baggrundsmusik. Når jeg alligevel lige laver noget andet, der binder mig til rummet. Og som ikke kræver, at mine hænder er tørre til at skifte nummer på den sorte skærm, når humøret ikke er til det, der dukkede op. Min far har en bilradio installeret i køkkenet. Jeg elsker at høre radio i bilen.
Lær mig noget
Kendetegnende for de tre steder – køkkenet, badet og bilen – er mine hænders funktion. De er bundet. Og min opmærksomhed rettet mod noget. Det gør det muligt for radioen at undslippe min vilje, der kan rette sig mod noget, andre har bestemt. Befriende. Radio som underlægning til livet – eller blot multitasking – var ét emne til seminaret. Fremkommet af en deltagende, der spurgte kritisk til radioindholdet, affødt af det faktum, at den klassiske radiolytning i høj grad er erstattet af streaming på tjenester som Spotify, og den realitet, at lytterskaren blandt de 16-24-årige er for nedadgående, og i stedet er havnet på netop streamingtjenester. Den deltagende savnede den education, som han sagde, radio i høj grad havde været for ham. Lærdom, og særligt om musik. Jeg giver ham ret – mange radiokanaler er tom snak om ligegyldigheder. Det er længe siden, jeg blev for gammel til P3.
Folk orienterer sig globalt og specialiseret, var Lars Trillingsgaards svar på det med en konsensus i panelet om, at vil lytteren have lærdom, finder han det i specialiserede podcasts. Det er ikke længere nok, at den er gengivet af en radiovært i Danmark, det lille land langt væk. Jeg kom til at tænke på, hvorfor det er, jeg elsker at høre radio i bilen. Fordi jeg netop vil have en lærdom, jeg ikke vidste, jeg ville have. En, jeg ikke selv har opsøgt, men som radioværten har bestemt for mig.
Nyt er farligt
Det er naturligvis musikradio, vi taler om. Når nu vi har det frie valg til stort set at vælge hvad som helst på streamingtjenester, der tilmed præsenterer os for ny musik, som algoritmer har udregnet, at vi sandsynligvis vil kunne lide, hvilken funktion skal radio så have?
Udover at det er rart til tider at lægge valget i andres hænder, er et andet emne fra seminaret udbredelsen af ny (dansk) musik. Her har radioværter, igen med konsensus i panelet, et ansvar. Et ansvar for at værdifuld musik bliver hørt, så det ikke kun er delinger og lyttertal, der afgør musikkens skæbne. Et ansvar for at de rigtige slår igennem. Fiskes op af den mudrede pøl den enorme musikproduktion efterhånden udgør.
Og det er efter sigende ikke så let. Som Lars Trillingsgaard pointerer, er det et stort arbejde at massere ny musik igennem. Lyttere vil hellere have musik, de ikke kan lide, end musik, de ikke kender. Og her har radio mulighed for at fastholde en tro på et nummer, selvom det ikke fungerer efter ti minutter.
Radio har mulighed for at snige musik ind i vores bevidsthed, som forældre sniger grøntsager i frikadeller. Pludselig kan vi lide et nummer, blot fordi vi har hørt det flere gange. Som vi pludselig kunne lide koriander eller kaffe. Eller jazz.
Og har vi ikke den store tiltro til visse kanaler, er der heldigvis (stadig) en del at vælge imellem.
Så hvorfor radio?
Hvad der kunne ligne radioens langsomme død, er det ikke nødvendigvis. Som Eik Frederiksen pointerer, er det et oldschool medie, men med et enormt potentiale, hvis ellers man kan navigere ordentligt i det.
Så hvad kan radio (stadig), som streamingtjenester ikke kan? Den kan, i form af radioværter, præsentere musikken. Den kan give os en lærdom og en sammenhæng. Den kan give os ting af værdi, som ikke er båret af flest lytninger og bredest smag – men af musikalsk, æstetisk værdi.
Den kan frigøre os fra evindelige valg og give os noget, vi ikke vidste, vi ville have. Og stadig være tilgængelig som podcast, når vi alligevel gerne vil vælge lidt.
Men det kræver engagerede, vidende værter. De findes heldigvis.
Og jeg tror, jeg vil give radioen en, for mit vedkommende, revival. Og selvom der ikke længere kræves et radioapparat for at lytte til radio, kunne jeg stadig godt bruge to.
Radioen længe leve.
// Coverfoto: Illustration fra SPOT Festivals program
