- Vi Sidder Bare Her. Også når vi spiller live. // Foto: Information.dk
Lyset i den rytmiske sal dæmpes. Publikum sidder bare der. Ventende.
Så kommer han gående ind på scenen med små skridt. Langsomt finder han vej til en gammel, polstret stol, der står længst fremme. Ingen er i tvivl om, at her kommer han til at sidde under hele koncerten. Bevares. Manden er efterhånden 76 år gammel og er netop draget på Danmarksturné.
”Vi Sidder Bare Her” er en spoken-word sammenslutning af Tour de France-kommentatoren, den tidligere danske konsul på Haiti, forfatteren, journalisten, filmmageren og drømmeren Jørgen Leth, filmkomponisten Frithjof Toksvig og musiker Mikael Simpson.
Grundidéen er improvisation. Numrene er skabt ved ren improvisation. Hjemme hos Toksvig. Til koncerterne og på det netop udkomne tredje album ”Ingen Regning Til Mig” bliver de nedskrevne improvisationer så oplæst. Det er sådan, trioen arbejder, det er sådan de optræder. De sidder således bare der og fremfører tidligere improvisation.
Første track er nøje udvalgt: Ankomst. ”Man ankommer et sted,” starter Jørgen med sin nasale, dikterende stemme. Salen smiler allerede i en rus af det velkendte. Den stemme er så unik. I dette nummer beskrives, hvordan det føles at ankomme i lufthavnen i en fremmed by – denne fra albummet Ikke Euforisk (2010). Toksvig og Simpson spiller henholdsvis på keyboards og guitarer. Simpson har et stort udvalg af effektpedaler med, der kommer i brug fra start. Rumklangen på guitaren er enorm og får Leth’s forunderlige ord om nysgerrigheden til livet til at svæve.
Det specielle ved Leth er, at han på mange måder er meget banal i sit sprog og sine tanker. Det er ikke kompliceret at forstå hans tekster, tværtimod. Det er så simple beskrivelser af meget store følelser og indtryk fra oplevelser, at alle mennesker kan forholde sig til det. Leth forstår om nogen livet narrativt, og det mærkes fra start, at han er meget bekymret og optaget af eget ve og vel. Det er sandsynligvis også derfor, han er så let påvirkelig og sanselig over for selv det mindste indtryk. Jeg synes, det alligevel er leveret med en hvis selvironi, der gør hans univers meget ærligt og troværdigt.
Modsat sidst jeg hørte ham i jazz-projektet ”Leth and Reverse”, er Leth temmelig snaksaglig her til aften og taler en hel del mellem numrene. Det er tydeligvis til stor glæde for et veloplagt, siddende publikum i musikhusets Rytmisk Sal. Han fortæller om bandets tilblivelse og kommer her ikke udenom jordskælvet på Haiti, der er pejlemærket i hans måde at dele hændelser op på. ”Jeg sidder på en restaurant i København, før jordskælvet vel og mærke, da Simpson ”approacher” mig. Det er altid smigrende når en ung musiker approacher én. Det er det altså,” fortæller han. Simpson præsenterede idéen for Leth og opstilte et enkelt dogme: ingen stednavne i teksterne. Samme dag sad de alle bare dér i Toksvig’s studie og improviserede. Og nu sidder de bare her.
Leth blotter sig, åbner op for sin skrøbelighed, da han i nummeret Den Hvide Serviet beskriver, hvordan en hårdt strøget serviet kan give ham tryghed og gøre det ud for en bodyguard. Han tildeler genstande, der for mange andre er ligegyldige, stor betydning, men blotter samtidig også sin skrøbelighed. Det er noget, der kendetegner Leth. Han er ikke bange for at vise følelser, for ham er det af stor betydning at være ærlig i sin tackling af følelsesmæssige rutsjeture, og han kommer i samme ombæring ind på, at han er en mand, der, selvom det er skamfuldt, græder.
Først i nummeret Gennem Danmark, som Leth forsikrer bliver koncertens eneste brud på stednavne-dogmet, leverer Simpson/Toksvig noget, der betegnes som et reelt beat. Det får da også Leth til at vrikke let med hovedet, imens han sidder solidt plantet, lettere nedsunket i stolen. Ellers er musikken mere en summende baggrund til Leth’s ord. Det må jeg sige. Kærligheden til Danmark er stor. Det er der ingen tvivl om. Den ældre herre refererer kort til døden, da han taler om, at han måske har set Himmelbjerget for sidste gang. Goddag og farvel. Han er bevidst. Bevidst bekymret.
At han er blevet ældre, og er bevidst herom, kommer fint til udtryk i det tragikomiske nummerKalkunhals. Balanceproblemerne, han har fået med alderen, det er noget lort. De stive ben. Hørelsen irriterer ham ligeledes voldsomt. Det er også noget lort. Han har lyst til at gå gennem livet med faste skridt, ikke slingrende. Til sidst ender vi ved kalkunhalsen. ”Det er noget møg. Jeg vil ikke have kalkunhals, så jeg spørger folk, om de synes, jeg har kalkunhals. De svarer altid: du ser skide godt ud, Jørgen. Det er virkelig noget, jeg tager til mig. Så beder jeg dem gentage det. Mener du virkelig, at jeg ikke har kalkunhals? Jørgen, du har ingen kalkunhals.” Salen bryder ud i mild latter.
Efter atter et par brud på stednavne-dogmet og nogle eminente, forførende mundharpe-sekvenser, der fjerner fokus fra Leth på en meget behagelig måde, får Aarhus også et par ord med på vejen. ”Byen er meget mere livlig i dag end i 60’erne, jeg bliver mere og mere vild med at komme her. Det er min hjemmebane.” Folk klapper.
Efter en følelsespirrende koncert takker de tre siddende mænd af. Leth får en hånd til at komme op fra stolen, og de stive ben skal lige vækkes, før de reagerer. Salen rejser sig ligeledes og klapper uhæmmet. Leth har fået os til at blotte følelser. Det forårsager også, at klapsalverne ingen ende vil tage, da trioen forsvinder ud. Jeg lyver ikke, når jeg siger, der bliver klappet i 5 minutter i håbet om bare en lille bid mere af Leth og co.
Trioen entrerer atter scenen, men har, ifølge Leth, simpelthen ikke mere på repertoiret. Det kommer på en måde som en overraskelse for publikum, at en trio baseret på improvisation ikke kan levere ét eller andet der ligger udover repertoiret. Samtidig sætter det en tyk, tyk streg under, at Jørgen i sin egen natur ikke bryder sig om uventede udfordringer. Publikum lavede et benspænd, som Leth ikke kunne hoppe over. Det fratager koncerten en topkarakter, men underbygger samtidig Leths evige og ærlige selvkontrol. Stor respekt for dét.
