Vink var med, da en af de første koncerter under åben himmel i 2020 løb af stablen en solskinsfredag i juni. Sammen med det århusianske band Bogfinkevej blev GrimFests vante grønne rammer fyldt op med 500 forventningsglade koncertgængere på en aften, hvor vi alle næsten fik lov til at glemme de sidste par måneders stilstand. Da Vink møder bandet efter koncerten, er det tydeligt at mærke en længeventet glæde over atter at være blandt musikfans igen, dog på en helt ny måde.

Som de første i Danmark løb De Grimmeste Aftner af stablen en solskinsfredag i juni måned. I GrimFests ånd blev det til en stor og hyggelig havefest. Her var plænen fyldt op med solbriller, Birkenstock og et publikum i alle aldre, som higede efter musik og festivalsstemning. Og hvordan kunne det så lade sig gøre i et land, som stadig står i coronaens tegn, tænker du måske? Jo, arrangørerne Grimhøjgaard, som normalt afholder GrimFest på plænen, havde bestemt taget deres forholdsregler. Ca. 30 frivillige guidede med klare instrukser alle publikummer på plads, væbnet med træpinde, som kunne måle afstanden fra næsetip til næsetip. Alle de der havde bestilt det på forhånd, blev udstyret med en mad- og drikkebillet, som man så løbende kunne række op i vejret, når sulten eller øltrangen meldte sig. Et lidt omstændigt arrangement, der dog blev modtaget af tålmodige gæster, som alle udviste stor forståelse for retningslinjerne. Særligt kreativt havde de da også været med konceptet ‘Trillebør-bar’, som til alles fornøjelse kørte rundt med kolde forfriskninger.

Mad- og drikkebilletterne blev flittigt benyttet igennem aftenen. // Foto: Kio Jørgensen

Verdens Sidste Idé

For at fange festivalsstemningen blev både startdans (sid stille når musikken spiller, og dans siddende, når den stopper) og bilkortspil sat i gang af konferencieren Jesper Kirkegaard, inden aftenens opvarmer gik på scenen. Som enemand fra 6-mandsbandet Verdens Sidste Idé gik Asbjørn Hvelplund storsmilende på scenen, mens han selv klukkede “hvorfor ikke prøve at spille solo for første gang foran 500 mennesker.” Mens Asbjørns sarte toner og smukke lyrik flød udover de grønne plæner, blev aftensmaden lystigt spist. Optimismen var bestemt at finde hos musikeren, som tappert erklærede, at “det trods alt er bedre at sidde ned og ønske, at man kunne danse end omvendt.”

Festivalsstemningen levede helt op til Bogfinkevejs solrige humør. // Foto: Kio Jørgensen

De frivillige hænder bar aftenen

“Politiet skal jo nok kigge forbi,” klukkede en ældre frivillig kvinde, da jeg spurgte ind til aftenens corona-sikkerhed. Men det gjorde de ikke. I stedet blev aftenen forvaltet ganske gnidningsfrit, og ved 20-tiden gik det århusianske band Bogfinkevej endelig på scenen. Et band oplagt til hygge, som hurtigt erklærede at “vi endelig bare skulle blive siddende, for sådan er reglerne jo.” Som noget af det første fik bandet klappet af og rost aftenens frivillige til de blå skyer. Bogfinkevej havde tydeligvis forberedt et mere stille og længere set til det siddende publikum, men måske helt uden grund. Da Vink møder bandet efter koncerten, var glæden bestemt heller til at skjule. “Det var nok en af vores fedeste koncerter nogensinde,” erklærer de tilfredst, og fortæller begejstret at “man da sagtens kan gøre det igen og holde fast i dette koncept efter coronaen. Det var virkelig den perfekte blanding af intimitet og folk, der alligevel gav den gas. Det passer perfekt til vores musikstil.”

Et siddende publikum kan sagtens være oplagt til fest alligevel. // Foto: Kio Jørgensen

“Det er fedt at mærke, at folk ikke har glemt os.”

Selv var det bandets første officielle koncert i 2020 og i mellemtiden har de brugt tiden flittigt på at skrive nye sange, og sangen ‘Sort Magi’, der udkommer 10. juli, blev, som premiere, spillet i aftenens anledning. Og selvom nervøsiteten over det nye koncept havde indfundet sig hos bandet, var det alligevel tydeligt at mærke deres begejstring over endelig at stå foran et publikum igen. “Det var som om, at fordi publikum sad ned, havde de ekstra meget lyst til at vise deres begejstring, med bølger og klap. Det var så fedt at mærke publikum. Det var faktisk helt svært at gå ned fra scenen, vi havde jo bare lyst til at blive hængende deroppe, og stå og snakke med folk,” fortæller sangeren Søren Karim. Sangen ‘Smilets By’, bandets hyldest til hjembyen, blev også spillet flere gange under koncerten, måske til ære for aftenens nederlag for AGF og borgmesteren, som med sin familie også var at finde blandt aftenens publikum.

Så selvom tæppernes klare linjer blev mindre optegnet, som aftenen skred frem, og øllene røg indenbords, behøver konceptet med siddende koncerter under åben himmel måske ikke at forsvinde sammen med virussen – i virkeligheden var det nok tiltrængt for både band og publikum, at vi alle fik lov at glemme de sidste par måneder. Og selv hvis konceptet ikke holder ved, lovede Bogfinkevej mig, at det ikke er sidste gang vi får dem at se i år: “Lur mig, om der ikke er en eller anden, som beder os om at spille til festugen alligevel! Ellers stiller vi os sgu bare op ved Klostertorv eller Viby Torv.”


De Grimmeste Aftner afholdes fortsat den 3. juli med bandet I’ll be damned og afslutningsvist den 17. juli med Jonah Blacksmith Trio.