VINK mødtes med jazz-trommeslageren Christian Windfeld for at tage en snak om, hvordan jazzfestivalen er forløbet i Aarhus. Windfeld kritiserede sidste år festivalen for at være for selvhøjtidelig og konservativ, og vi var derfor interesserede i, om kritikken var blevet imødekommet af bestyrelsen og festivalen i år fremstod forbedret.
I sidste uge lød der jazz alle vegne – alias Aarhus Jazzfestival, og man kunne næppe gå en tur ned gennem byen uden at få en jazznote på hovedet. Men hvad foregår der behind the scenes, hvor musikken ikke spiller, men planlægningen og den øvrige bureaukratiske indsats buldrer?
Kritikken af festivalen årgang 2013
Men hvad gik kritikken 2013 egentlig ud på? Vi sidder i solen udenfor Café Stardust; Windfeld med et glas isvand på bordet, mørke solbriller foran de karakteristiske alvorsøjne og en hvid skjorte hen over den tromme-tonede overkrop.
– Det var jubilæumsår for det første, og så fokuserede man meget på at kigge tilbage på, hvad der egentlig sker og hvor står jazzfestivalen nu og sådan noget. Og det blev en lille smule selvhøjtideligt, hvor man bekræftede hinanden i, at det går så godt og prøv at se alle dem der spiller. Men hvad med bare at sige: Hey, det gør det faktisk ikke.
Jamen hvad var det, der ikke gik godt?
– Igennem de seneste år er der kommet flere unge arrangører, som laver noget, der fortolker jazz-begrebet lidt bredere, og som laver flere arrangementer, der er af lidt mere forskellig art, end hvad der lige er på de officielle scener. Og det har været rigtig fedt. Der var bare nogle af dem, der gik mentalt trætte ned. De var trætte af at stå for bredden i så mange år og synes ikke, at de fik nok igen, så de holdte simpelthen pause sidste år. Det eneste, de ligesom fik igen var, at der en gang imellem kom en anmelder ned og skrev noget i stil med, ”at igen i år er der den lille unge scene, der er lidt skæv – og det er også fint, de er her, men det altid lidt langt ude, men det er også på en eller anden måde godt nok”.
Undergrundsarrangørerne var ikke tilfredse med det samlede brand og ville hellere tænke uden for det. Og det gjorde virkeligt, at da de trak sig, var der et hul i programmet – meget meget tydeligt, og det der stod tilbage, fordi dem, der så ville lave noget alternativt, de var ude, alle undtagen én arrangør, var sådan set de officielle ting, og så ku man bare se, hvor lidt og hvor konservativt det var, og hvor sådan meget begrænset i sit udsyn, det fremstod, synes jeg – desværre.
Så det gik hen og blev lidt borgerligt?
– Ja. Det er ikke fordi, det skal være vildt avantgarde det hele, men den mainstream, der så spillede, var bare heller ikke lige af den mest up to date karakter. Det var sådan lidt: Hey, hvis I vil dét, så kan det også bare gøres bedre. Kom nu liiige. Sådan var det lidt hele vejen igennem med for meget klap mig på skuldrene og så klør jeg dig på ryggen.
Var et af hovednavnene ikke også en stor countrysangerinde?
– Det var vist Bonnie Raitt (singer-songwriter), og sådan har det været flere gang med andre store navne, du kan hive frem, hvor du kan sige, “Prøv hør, det er faktisk nogen, der har spillet her før”, og de er sådan nogle afdankede typer. Hvis der er nogen, der gerne vil booke dem, er det fint nok, det skal der også være plads til, men det var bare så skingert. Det, jeg ligesom sagde, var, jamen nu kan man bare se, når nu de her arrangører har trukket sig ud i år, hvad der så står tilbage. Der var blevet en tendens fra festivalens side til at sige, jamen vi dækker så bredt – og det gør de ikke, det er nogle andre, der tager sig af bredden. Og de (bestyrelsen) havde i virkeligheden et meget lille, kedeligt og konservativt input.
Udover de fine fornemmelser, der måske eller måske ikke stiger bestyrelsen til hovedet, den smalle bredde og de underpåskønnede undergrundsarrangører, nævnte Windfeld andre organisatoriske problemer, som tærer på festivalen. F.eks. at man glemte at søge et statstilskud i tide, som har lavet en betydelig økonomisk flænge i festivalsdugen, som vil kunne mærkes mange år frem. I det hele taget falder meget af kritikken tilbage på bestyrelsen:
– Hvis man havde en lidt mere professionel linje, så ville det også være nemmere at få mere støtte fra staten, kommunen, Aarhus by – men også i virkeligheden at få nogle private midler i spil. Der er også noget at vinde dér.
Festivalen 2014
Hvordan så det så ud i år?
– Nu i år er undergrundsarrangørerne vendt tilbage og der er kommet lidt udskiftning i bestyrelsen i Jazzfestivalen også. Der er kommet to unge med – og det er ikke fordi, at det skal være ungt – der er bare kommet nogle nye kræfter til, sådan tror jeg hellere, jeg vil sige. Nogle af dem i bestyrelsen er selv musikere og har en lidt mere professionel tilgang til tingene. Mere end restauratørerne med deres lidt kommercielt ansporede interesser.
Samtalen drejes igen over på penge og jeg spørger, om der ikke er en masse penge at hente i anledning af byens snarlige status som kulturhovedstad.
– I de her dage, hvis man går rundt og lægger mærke til, hvor meget gang i den, der egentlig er på folks eget initiativ og hvor stort et brand det her, det faktisk er for Aarhus by, så er det lidt pudsigt, at man ikke gør mere for det fra officiel side. Der er Jazzfestivalen og så er der Aarhus Festuge. Det er ikke så stort som Aarhus Festuge, slet ikke, men det er faktisk et ret stærkt internationalt brand. I går spillede jeg en koncert, hvor der var en journalist fra BBC. Så der jo nogen, der holder øje med os..
Det er faktisk nogle ret billige kulturkroner, og det er ikke fordi staten eller kommunen skal betale det hele, men der er noget der, man kan sige, man godt kan punge noget mere ud i, synes jeg.
Så indtil videre handler det om at få flere penge, en mere vovet og effektiv bestyrelse og at anerkende undergrundsscenen?
– Det er jo det, der er en udfordring sådan generelt for en by af Aarhus’ størrelse, det er, at man lever lidt af sine ildsjæle her, men de kan også brænde lidt ud, hvis der kommer for lidt tilbage.
Er det f.eks. dét, du mener med billige kulturpenge?
– Sådan nogle som dem, de skal i virkeligheden ikke have særligt meget at lege med før de laver store ting, som også sår frø. Det er jo netop at prøve at lave noget, der ikke bare er et event, men prøve at lave noget, der er faktisk også gror i løbet af året.
Mere jazz f.eks.?
– Ja, det bør være én af organisationens store opgaver. Der er jo et stort publikum i år og de er ikke alle tursiter, mange af dem er folk, der er ude at kigge. Opgaven er da at sørge for at fastholde dem i mere end en uge. Derudover er det oplagt, synes han, at Aarhus bruger sine lokale kunstnere noget mere. Lige nu spiller de på små caféer, men han synes, at de skal op på de store scener side om side med de mere anerkendte kunstnere; at man skal brande sig på sit lokale talent og ikke kun på de store internationale navne, man kan hive hjem. Dertil har disse lokale kunstnere spændende musikalske netværker – også internationalt, da mange af dem bor i Berlin og lignende steder, som kunne lukke op for en masse nye og interessante samrabejder.
Inden vi skilles på Stardust taler vi også om, hvordan f.eks. Aros bør være lidt mere på banen. De har haft en række koncerter i deres regi, som har været stemplet moderne i programmet, men Windfeld siger, at der ikke er noget moderne over det, der er blevet spillet. Han har den største respekt for de kunstnere, der har spillet på museet, men det har ikke været moderne, men traditionel jazz. Det er såmænd også fint, men netop på et moderne kunstmuseum, forklarede han, kunne man godt vove pelsen lidt og byde publikum noget, der vitterligt er grænsesøgende. Folk er jo indstillet på en kunstoplevselse i dere regi, så muligheden er lige til at gribe.
Summa summarum: Windfeld synes, at festivalen i år er blevet bedre med de nye kræfter i bestyrelsen og genkomsten af undergrundsarrangørerne, men bestyrelsen skal stadig oppe sig ift. effektivitet og den store brandingsopgave, som Jazzfestivalen er, hvis den virkelig skal skinne – også i mere end én uge om året.
