For os dødelige som står udenfor jazzverdenen kan det virke uoverskueligt at få sat sin fod indenfor i varmen. Skal man ikke kende en masse navne og vide en helt masse om jazz-genrerne? Fortvivl ej kære læser, for nu skal vi to ind i varmen hos jazzen sammen! Læn dig blot tilbage, og glæd dig til at gå ind i vinteren sammen med jazzen.
Lad mig starte med at være helt ærlig med dig, kære læser: Jeg ved ikke synderligt meget om jazz. Jo, jeg har da vugget med til nogle koncerter ved Aarhus Jazzfestival, stødt på ordene fusionsjazz og Nina Simone, men har alligevel altid fundet mig i selskaber, hvor jeg helt tydeligt var den der vidste allermindst om genren. Og det har ærlig talt givet mig en kæmpe portion berøringsangst overfor hele jazzverdenen – for hvor i alverden starter man, når man ikke ved ret meget?
Hvis du sidder og kan genkende nogle af disse følelser, kan jeg berolige dig med, at du nu er landet det helt rigtige sted. For nu tager vi den lige sammen, én gang for alle, så vi sammen kan blive lidt mere trygge i jazzens verden, og hvem ved – måske er det dig, der lige kan namedroppe de nyeste band eller styre samtalen over det næste glas rødvin?
Jazzens historie
Folkelig dansemusik, improvisation og oprør. Tre ting som var helt essentielle, da jazzen blev født. Året var 1900 og byen var New Orleans. I takt med Jim Crow-lovgivningen, som tvang den store gruppe farvede afroamerikanere til leve side om side med den hvide privilegerede befolkningsgruppe, blev en ny slags musik født, som blandede de to befolkningsgruppers lyde og rytmer til én; hermed havde jazz set lyset. Op igennem 1900-tallet havde hver sin jazzgenre sin egen periode, hvoraf swing-æraen, bebop-stilarten og fusionsjazzen blot er få at nævne. Vigtigt er det dog at vide, at lyden i de forskellige perioder ofte var styret af samfundsændringer og normer som blev brudt.
“Jazz var blevet født i New Orleans i starten af 1900-tallet, var vokset op som en danseglad teenager i 1930’erne, var blevet voksen og sofistikeret i 1950’erne, og var nu, med 1970’ernes kommen og gåen, lagt i graven – fuldstændig uigenkendelig i forhold til den oprindelige form.” – Kirsten Bjerregaard.
Og hvordan ser det så ud i dag? Nogle mener at fusions- og avantgardejazzen ’slog jazzen ihjel,’ eller i hvert fald opløste de skarpt optegnede linjer man førhen havde set mellem stilarterne, og andre mener, at jazz aldrig har været mere levende og magtfuld end nogensinde før. Sikkert er det dog, at de mange genrer i dag eksisterer side om side, og at de nu bruges til at skabe nye undergenrer af jazzmusik, hvor særligt de unge nye jazzmusikere tager fra flere hylder og kombinerer den moderne teknologi med de gamle toner.
Jazzens ABC
Okay okay, så langt så godt. Men hvad hjælper jazzens historie mig egentlig, når jeg står til den fest og bare gerne vil fyre noget klogt afsted? Fortvivl ej, for her kommer nemlig din helt personlige ABC til jazzen:
New Orleans jazz: Det mest genkendelige ved New Orleans-jazz er ’den kollektive improvisation’, som er det magiske, der sker, når en gruppe dygtige solister tømrer sammen og kører hver deres individuelle show, som lyder fuldstændig fantastisk. Det kan lyde kaotisk, men ’don’t be fooled’ – intet er tilfældigt ved musikken!
Avantgarde: En jazz-stil som opstod i 1950’erne. Her gik man skridtet længere end eksperimenterende jazz, og man overgik bevidst de normer, som ellers lå nedover jazzen. Man var i en efterkrigstid hvor samfundsnormer som eksempelvis kernefamilien fik sig en rusketur, og dette afspejles i denne jazz.
Fusionsjazz: Denne jazz-periode opstod i 1960’erne og var resultatet af Miles Davis’ opgør med den nuværende jazzform. Miles udskiftede de akustiske instrumenter med elektroniske og kombinerede det med elementer fra funk- og rockgenren. Her begyndte jazzmusikerne også ligefrem at tage stilinspiration fra hippiebevægelsen, og pludselig så man jazzmusikere med langt hår og trompetbukser.
Lingua Franca: Okay, nu bliver det en smule langhåret for os jazz-newbies. Lingua Franca defineres som ’jazzens musikalske sprog.’ Det er altså en måde at kommunikere på, som er ens for alle jazz-musikere, og som alle der ved noget indenfor jazz er bekendte med. Dette ’sprog’ lærer man bla. på de mange jazzuddannelser og et eksempel på dette er det store repertoire som de fleste jazzmusikere bare skal kunne – numre som ’My Sweet Valentine’.
Blod på jazztanden
Hvis du er blevet inspireret til at åbne lugen en smule for jazzen, men stadig ikke ved, hvor du skal begynde, har jeg her fundet de helt gamle travere frem. De her mennesker er jazzen, for jazzen havde intet været uden dem. Det er koryfæer som Miles Davis, Charlie Parker og Herbie Hancock, som alle har båret jazzbyrden tungt på skuldrene. Er du mere nordisk interesseret er Jóhann Jóhansson og Lars Jansson ej at komme udenom, ligesom danske Niels-Henning Ørsted bestemt er et lyt værd.
”Okay, Karoline det er super fint. Men hvad så hvis jeg gerne vil lytte til noget lidt mere moderne jazz?” Fortvivl ej (igen) kære læser! For jazzen er ikke glemt på en støvet hylde eller forbeholdt de grå isser. Tværtimod har jazzen aldrig været mere eksperimenterende, og som jeg beskrev tidligere, er det spændende i dag at de unge jazz-musikere blander genrerne som var det en kæmpe buffet. Her er danske Mathias Heise et fænomentalt eksempel på en ung gut, som er værd at holde øje med i dag.
Over de kommende uger vil vi på VINK musikredaktionen tage dig i hånden og introducere dig til jazzens historie, give dig de lækreste anbefalinger til jazz-spillesteder i Aarhus, servere et portrætbillede af nogle af de nye drenge indenfor dansk jazz og endelig også kigge på jazzens fremtid? Smæk fødderne op og nyd vores kommende serie, som vi virkelig har kredset for! Velkommen ombord.
