Ukendt Kunstner gæstede Radar med support fra Tais og Karl William fra Aarhus musikerkollektivet ’HUKAOS’.

 

Den danske undergrund har for alvor sat sit præg på den danske musikscene. Især den nye bølge af melankolsk og drømmende hiphop/r’n’b, der i løbet af de sidste par år har fået mange nye unge talenter frem i lyset.

[who cares?]

Aarhus har fået et nyt talentfyldt musikfællesskab ’HUKAOS’ bestående af musikerne Karl William, louis rustum og tais. Sidstnævnte startede som support for Ukendt Kunstner og indledte koncerten med overvældende energi og med en hyldest til den melankolske nattestemning, der var aftenens gennemgående tema.

first/tapes er et imponerende første udspil fra musikeren. Numrene flyder sammen, men uden at blive kedelige og oplevelsen bliver sammenhængende trods de forskellige sindsstemninger og fortællinger man føres igennem. Tempoet og energiniveauet til koncerten var dog speedet op i aftenens anledning og pladens mere tilbagelænede tempo var lagt på hylden for en stund.

 

hyldest2
Tais // Fotokilde ukendt

 

Ungt talent

Han har høstet stor hæder og opmærksomhed til trods for, at hans musik kun har floreret på nettet i forholdsvis kort tid. Karl William forsatte som support i et mere afslappet tempo, men mindst lige så overbevisende som sin forgænger. En stemme og lyd, der er langt over hans fysiske alder, og som vidner om, at alder intet har med talent at gøre. I form af tunge og langsomme beats samt drømmende instrumentale melodier og vokal fik publikum blandt andet serveret sangene ’Kostumeramt’ og ’1. Sal’ fra hans EP.

 

hyldest3
Karl William // Foto: Bjørn Giesenbauer

 

En københavner i Aarhus

Hvis du faldt tungt for sangen ‘København’ vil du formentlig elske det nyeste udspil fra Ukendt Kunstner ‘Neonlys’.

Bag Ukendt kunstner står duoen bestående af rapperen Hans Philip og produceren Jens Ole McCoy. I 2012 udgav de albummet ’Hælervarer’, men fik for alvor succes med sangen ’København’ og senere med albummet ’Neonlys’.

Koncerten blev indledt med en ydmyg hilsen om det at være en  københavner i Aarhus, og publikum stod tryllebundet og veltilfreds og vuggede med til musikken. Musikken som i høj grad bar præg af både en tilstedeværelse, kærligheds(- og hads)erklæringer til København og kvinder og en intelligent legen med ord. På albummet er der mere tid til stemningssekvenserne, som man får i form af GPS-anvisninger med en analog og skrattet lyd, lange trompetsekvenser og 80’er citater.

hyldest4
Ukendt Kunster bestående af rapperen Hans Philip og produceren Jens Ole McCoy // Foto: Ukendt Kunstner

 

En hyldest til 80’er lyrik

Albummet demonstrerer et skarpt og intellektuelt tekstunivers med en kærlighed til poesi og lyrik, der høres i adskillige referencer til 80’ernes digtere. F.eks. uddraget fra Nattens Engle i ’81 af Strunge.

“Jeg skriver mest om natten. På grund af roen, på grund af mørket, der ligesom læner sig ind mod ruden. Det er næsten lige før ruden knækker (…) Om natten, der venter man på den næste dag, og hvad den kan bringe. Det er noget med forventninger og anelser og det der med drømmene, der ligesom er undertrykte om dagen. Man føler sig mere magtfuld, eller i besiddelse af evnen til at skabe noget. Man kan gå en tur på gaden, og der er ikke et menneske i flere kilometers omkreds. Byen ligger hen i en pause, den er skindød. og man kan gå der og fornemme, hvordan den næste dag kunne være en helt ny dag, hvor verden kunne være helt forandret.”

Eller F.B Jacs hyldest til kvinder, drømme og København, der meget godt indkredser stemningen på hele albummet;

”Jeg er digter. Døsig. Dyrisk. Dranker. Og 25 år. Jeg har en total frihed til det, jeg gør. Jeg har også en total frihed til at være fantastisk fattig. Men hvis man vil have frihed til penge, så må man først have frihed til fattigdom (…) Mine digte handler om piger og København, det er ligesom dét, der laver mine digte.”

 

hyldest5
Ukendt Kunstner // Foto: Ukendt Kunstner

 

Livet er en luder

Igennem alle numrene bliver der leget med ordene, og når man er god til det, kan man nemt slippe af sted med at rappe; “Livet er en luder og hun kender sin krop. Men jeg elsker hendes sushi og jeg æder den råt” eller de forskellige referencer til bl.a. natten i form af ’neonlys’. ’(…) så dukker der en vis mand frem fra røgen og siger ’du bliver forblændet, når du ser dit navn bøjet i neon” eller ‘tag mig i hånden vi flyver af sted over indre bys neonlys’.

Det bliver spændende at følge Ukendt Kunstner i det nye år, og forhåbentligt ender det, som han selv rapper i det sidste nummer på pladen; ’Fortæl mig at det bare er et mareridt. Fortæl mig at det bare er en drøm. Sig til mig at jeg ikke bare er en parasit, men et faderløs barn, der snart bliver berømt.’