Gadekär-3
Den 6. april udgav den aarhusianske elektropop-duo Gadekær deres første EP Over Kæret og gav for nyligt releasekoncert på HeadQuarters for et kærligt omfavnende publikum.

Hvem er Gadekær?

Duoen Gadekær består af Nikolaj Anton Berg og Freja Nørager, der med hver deres forskellige musikalske baggrunde, mødes med en gensidig nysgerrighed, der manifesteres i deres fælles projekt. De forskellige musikalske baggrunde fornemmes på EPen Over Kæret, der både byder på atmosfæriske korvokaler, dubstep-beats, R&B-lyd og synth-flader, der til tider leder tankerne hen på retro arkadespilsmusik. Albummet, der tematisk omhandler kærligheden til det larmende og pulserende byliv, men også behovet for at trække sig og finde ro i naturen, er indspillet og produceret i diverse sommerhuse i Jylland. Til koncerten blev Nikolaj Anton Berg og Freja Nørager akkompagneret af et yderst veloplagt band.

Et legende og intimt lydunivers

Foto // Mads Cornelius

Uden introduktion begynder Gadekær deres releasekoncert med EPens åbningsnummer “Ser Du Mig Helt?”, der står nøgent og sårbart med Freja Nøragers både fyldige og luftige vokal. Ligesom på EPen, ledes publikum på næsten umærkelig vis ind i nummeret “Slå En Ring Om Dig Selv”, der byder på mere korvokal og R&B-vibes med en synth og bas, der får kroppen til at runge og gynge. Nikolaj Anton Bergs helt rolige, næsten hypnotiserende vokal spiller sammen med og op imod synth-fladerne og Freja Nøragers overlegne vokalregister.

Med nummeret “Du Får Mig til at Ryge Smøger” kommer vi helt ned i tempo til lyden af et melankolsk-klingende keyboard og en varm knitrende lyd, som kom tonerne fra en vinylplade. Lydbilledet leder tankerne hen på kunstnere som Hans Philip og Melody’s Echo Chamber. “Du Får Mig til at Ryge Smøger”, lyder på mange måder som ung længsel og trangen til både at passe ind og samtidig afgrænse sig selv. 

“Enebarn, Alenebarn” står som et eksperimenterende nummer, der rummer dubstep-beats og elektroniske undervandslyde. Også på koncertens afslutningsnummer “De Udstrakte Hænder” er der ligeledes højt tempo og et elektronisk mangfoldigt lydbillede, der skaber associationer til den danske elektro-popgruppe When Saints Go Machine. Instrumentalen både modarbejder og understøtter vokalen – i en dynamisk kakofoni af keys.

Gadekærs EP taler ind i tematikker om at være ung og splittet. At have brug for ro og eftertænksomhed, men også at være tilstede i nuet, larmen og byens mange muligheder og de udfordringer, der kan være i dette spænd. Om forventninger, perfekthedskultur, identitet og om at blive set og omfavnet som et helt menneske i et komplekst samfund, der accelerer derudaf.

Over Kæret er et intimt, kærligt og legende album, der taler til de omskiftelige forårsfølelser. Gør dig selv en tjeneste og tag EPen Over Kæret med i ørene og ud i det (til tider) skønne forårsvejr.

Over Kæret er tilgængelig på streamingtjenester. 

Foto // Mads Cornelius

Coverbillede // Mads Cornelius