SPOT 2017: Bandet Franske Piger indtog Godsbanen lørdag på SPOT Festival og leverede en solid, drømmende performance med et poetisk tekstunivers.

 

Jeg kendte ikke til Franske Piger, før jeg hørte dem på Godsbanen. Og ligesom det måske overrasker, at Franske Piger egentlig består af fem danske drenge, så overraskede bandets performance mig også meget – på den positive måde. Bandet har kun udgivet to singler, men er allerede spået til stor succes. Og med god grund.

 

Franske piger. // Alle fotos: Julie Kristensen

 

 

God stemning og højt til loftet

Franske Piger indtog scenen – alle klædt i sort. Én havde mavebluse på, en anden havde en sort choker og bar sneakers med sølvglimmer. Hvad der slog mig først var, at det her band, på trods af deres nylige opstart, er et band, der allerede virker til at hvile i sig selv. Både i deres visuelle udtryk, såvel som det musikalske. Der er plads til at være sig selv. Et slags broderskab. Stemningen var fra start vildt god og ret afslappet. Der blev givet smil blandt bandmedlemmerne, og så gik musikken i gang.

 

 

Kreativt og poetisk lydunivers

Publikum vuggede med til de poetiske toner og det langsomme og drømmende beat. Det var næsten umuligt at lade være. Jeg lagde især meget mærke til teksten. For gennemgående for koncerten, og Franske Pigers lyriske univers er, at det er kreativt og poetisk. For eksempel synges der i sangen ”DU”: ”En revne i din eurofori / har ledt mig til en tom kopi”. Også i sangen ”Bedringskys” synges der: ”En nedsmeltning af en ubestemt karakter / brænder mere og mere og mere og mere / da du mistede dit lys / faldt du sammen og jeg fandt bedringskys.”

 

 

Velness

Bandet er i øvrigt en del af musikkollektivet Velness, der blev stiftet i 2015 og blandt andre tæller bands såsom Sjæl i Flammer, Kvindekamp, Hong Kong og Ecstasy in Order. Til lørdagens koncert optrådte Franske Piger med et nummer fra kollektivets Mixtape Vol. 2, der netop blev udgivet i april, hvor også de andre medlemmer optræder.

 

https://soundcloud.com/franskepiger/bedringskys

 

//Lisa Larsen