FågelFlux har stjålet min jazzkoncertsmødom

FågelFlux har stjålet min jazzkoncertsmødom

Søndag den 4. februar i kælderen på HeadQuarters vil fra dags dato stå som en mærkedag i undertegnedes snart 26 årige unge liv. Det var nemlig her, at jeg for første, og bestemt ikke sidste, gang oplevede at være i audiens hos live jazzmusikere. FågelFlux hedder den dansk-svenske jazzkvartet, som i forbindelse med Vinterjazz 2018, havde indtaget HeadQuarters denne eftermiddag, og som på trods af misforståelser alligevel endte tage mig og resten af publikum i kraven og bade os i dejlige jazztoner. Det her er historien min første jazzkoncert.

Alle ved, at den første gang kan gøre en lille smule ondt og ikke altid fungerer helt optimalt. Min første gang fandt faktisk sted på en tårefremkaldende kold februar søndag klokken 16.00 i kælderen på HeadQuarters, og blev samtidig et enormt øjenåbnende spark lige i skridtet. Med retrospektive briller kan jeg faktisk se tilbage på det med stor fornøjelse. Det var egentlig ikke så slemt. I en lille time modellerede den dansk-svenske jazzkvartet FågelFlux nemlig min kærkomne og altid højtelskede søndag eftermiddag om til en uforglemmelig én af slagsen. Og det er selvom jeg ikke ved en fløjtende om jazz. Én ting fandt jeg dog hurtigt ud af. Det ikke er sidste gang, jeg tager til en jazzkoncert.

En jungle af misforståelser

Sandheden er faktisk, at jeg var på HeadQuarters, allerede en time inden FågelFlux indtog den lille forhøjede platform af en scene. Jeg gad inderligt, at min tidsmæssige omhu var et tegn på grundig forberedelse, men jeg må tilstå, at det simpelthen var en misforståelse. Et ærligt forsøg på at forstå de utallige og modstridende informationer om tidspunktet for koncertstart. Det skal dog siges, at jeg ikke var den eneste, som også var faret vild i misinformationsjunglen. Vi sad nemlig en lille gruppe i den dunkle kælder til lyden af allerede lavmælt jazz sivende ud af diverse højtalere og duften af en popcornmaskine, som var kørt i stilling til søndagens formål. Jeg var nemlig blevet en del af en lille gruppe søndagsjazzgængere, som alle sad med samme forvirrede mine og ventede i spænding på, at jazzkvartteten skulle gribe deres instrumenter, tage os i kraven og bade os i jazztoner.

 

// Alle fotos: Siri Hilton Gammelgaard

 

Den nye dreng i klassen

Til koncerten var jeg flankeret af mine gode kollega David Thystrup Mehlsen, som, modsat mig og min ikke-eksisterende jazzviden, ved en ting eller to om jazz. Han stod klar med dybdegående viden som en anden professor i den ædle jazzkunst, og var behjælpelig til at udviske min uvidenhed. Og når vi nu alligevel sad og ventede, kunne vi ligeså godt udnytte tiden og gennemgå jazzkoncertsreglementet. Lidt ligesom når en børnehavepædagog instruerer et barn i institutionens regelsæt for puderummet.

Jeg ville så vidt muligt ikke virke totalt uvidende og meget gerne udvise en anelse greb om den rytmiske musikart. Derfor tænkte jeg, at det var klogt at starte med kutymen omkring bifald. Her har jeg i hvert fald før været på udebane og tænkte, at hvis jeg havde styr på den del af reglementet, så var jeg fint klædt på.

David fortæller, at ofte smelter publikum og musikere sammen i én stor interaktion, hvor musikanterne løbende tildeles korte klapsalver efter endt solostykke. Det skrev jeg mig bag øret.

Klokken nærmede sig koncertstart, og bordene var efterhånden fyldte. Mindre grupper sad og småsludrede, drak en slurk kaffe, øl eller noget tredje. Popcornmaskinen havde netop leveret en omgang nypoppede, som lå i bunden af maskinens glasmontre.

Jeg skyndte mig i baren, og tænkte, at her var der fri leg, de andre koncertgæster og deres bestillinger taget i betragtning, og bestilte en kold øl uden megen tøven. Det var jo trodsalt søndag eftermiddag, og min første jazzkoncert var lige på nippet til at starte.

 

Koncertstart med vuggende fod

Kort efter indtrådte de første jazztoner fra Alberte Sofie Svenningsens blankpolerede saxofon, efter Rasmus Elhøj Jensen havde slået takten an på trommer. Joel Holmessons dybe toner fra kontrabassen faldt hurtigt ind, og gav et dybt og rungende underlæg, som jeg hurtigt lærte at holde af. Pianist Petter Worland sad allerede med en foroverbøjet kropsholdning, som ville skære de fleste ergoterapeuter i øjnene, og med begge hænder dybt begravet på klaverets hvide tangenter. Koncerten var i gang, og min øl var halvtom.

 

Efter fem minutter havde alle kvartettens medlemmer budt ind med hver deres, og stemningen i den lille intime kælder var gået fra en småsludren ved bordene til nu fuldkommen ro og med øjne og vuggende hoveder rettet mod scenen. Saxofonist Alberte Sofie Svenningen trådte pludselig til side, og fokus var nu på Petter Worland, som rakte ud efter publikum fra sin plads bag klaveret. En kort solo hvor hoveddelen af klaverets hvide tangenter blev bragt i spil efterfulgt af en klapsalve. Jeg selv, som nu uden større eftertanke havde ændret kroppositur til siddende med det ene ben over kors og med vippende højre fod, var én af de første til at klappe. Sådan føltes det i hvert fald, da jeg efterfølgende kiggede rundt.

Petter Worland sendte derefter stafetten videre til bassist Joel Holmesson, som efter kort tids banken på strengene sendte den videre til Rasmus Elhøj Jensen på trommer. Publikum, mig selv inklusiv, tog imod med åbne arme.

Improvisation og Cirkus

Koncerten forsætter med at swinge af sted. Min øl er imidlertid blevet tom, og jeg skynder mig i baren efter en bytter. Jazz, øl og søndag harmonerer egentlig fint. Det må blive den altoverskyggende konklusion.

Rasmus Elhøj Jensen tæsker stadig elegant med sine trommestikker, som var det asiatiske spisepinde, improviserende og skiftevis i up- og slow tempo på sit hvide trommesæt. Alt sammen i perfekt samklang med sine medmusikanters toner. Efterfølgende blev jeg gjort opmærksom på at, hvad, der for mig virkede perfekt indøvet, i virkeligheden var improvisation. Sådan er jazz åbenbart. En kendsgerning som bestemt ikke påvirker min i forvejen store begejstring. Tværtimod.

”Man spiller nogle overordnede temaer, og så afviger vi hver især med en solo. Så ved man ikke, hvordan de andre reagerer på det. Det hele bliver ligesom nyt, og man blotter sig selv, hver gang man spiller en solo. Det er fedt,” fortæller saxofonist Alberte Sofie Svenningsen, og forsætter:

”Det bliver mere ægte, når det er improviserende. Jeg føler ligesom, at man er mere i live. At det er lige nu, det sker, og publikum er med til det. Det er det fedeste, når publikum bare er med.”

Koncerten er ved at nå sin ende. En lille time var der gået. Bassist Joel Holmesson står efterhånden konsekvent med sammenknebne øjne, imens han lader sine fingre danse op og ned af sin store bas. Fuld kontrol og indlevelse. Det der for mig står som det perfekte billede på enhver livekoncert. 

Inden kvartetten valgte at imødekomme publikums ønske om ekstranummer, inviterede de os endnu engang ind i deres jazzunivers med nummeret Cirkus, der straks indplantede sig på undertegnedes nethinde, og som fra dags dato har sikret sig en plads på min søndagsliste i Soundcloud.

Jeg gad egentlig godt, at jeg kunne sætte nogle flere ord på koncertens følelsemæssige virke. Men det er jeg simpelthen ikke i stand til. Det er nok stadig min ukyndige jazzviden, som sætter en stopper for den del. Fremtidigt anser jeg mig dog alligevel som søndagsjazzgænger, og det skyldes i høj grad FågelFluxs eminente jazztoner. Det må være facit.

 

 

 

 

Skriv en kommentar