REPORTAGE: Jeg bevæger mig forsigtigt frem mellem røg og vægge. En sprød, lys vokal, lokker mig længere ind i lydlabyrinten. Jeg går i takt til tonerne, med hænderne udstrakt for at fornemme de dele af rummet, tågen skjuler. Efter en mindre kollision med en væg er jeg på rette spor igen. På vej dybere ind i drømmen.
Hvor faen har hun egentlig været henne, tænker du måske? Det skal jeg glædeligt fortælle dig! Såmænd blot til en hybridkoncert, hvor musikken og rummet er sammentænkt. Lyder det stadig underligt? Lad mig forklare nærmere.
I forbindelse med SPOT OFF på Godsbanerne d. 4. maj indgik bandet LA LA LA et samarbejde med en studiebaseret arkitektgruppe kaldet WHATS THE MATTER. WTM har haft et lokale til rådighed, som de har pimpet på fineste vis ved at bygge nogle vægge op inde i rummet, således at der blev dannet en form for labyrint. Et begrænset antal publikummer blev lukket ind til koncerterne, og man fik at vide, at man måtte gøre, hvad man havde lyst til inde i rummet. Gå, sidde, stå, ligge – hvad end der faldt én ind.
Når jeg går til koncerter, så er der en scene med et band. Foran den står jeg og de andre publikummer og klapper, hujer, og hvis det skal være vildt – hopper lidt rundt. Det er vist meget normalt? Alt sammen trygt og rart. Jeg ved, hvordan jeg skal opføre mig i et sådant set-up, og bandet ved, hvordan de skal performe, så jeg klapper af dem. Men denne weekend blev tingene vendt rundt, og min publikumsrolle gentænkt.
At træde ind i en musikers univers
Bag en tung, sort skydedør går det løs. Røg trænger ud gennem en lille sprække. Med ét kan trommer og nogle skingre lyde fra en guitar høres. Nu åbnes døren, og et inferno af røg og blåt lys møder mig. Vi skæver lidt til hinanden, os der står i køen. Hvad er nu det her for noget? En modig person tager det første skridt ind i rummet, og vi andre trisser efter. Vi kommer ind sammen, men så snart røgen og musikken omslutter os, er vi alene med os selv i hvert vores ”rum”.
Jeg har efterhånden overvundet min natteblidhed og begynder at orientere mig efter lydene. Hvor mon sangerinden befinder sig? Søgende, bevæger jeg mig rundt, og støder først på guitaristen, som står vuggende i sit lille teknikrum af effektpedaler, der blinker. Hans melodifigurer spilles ud i rummet, og han introducerer publikum for det første nummer. Jeg vandrer videre, og der står hun jo! I sin egen lille boks af transparent stof og træ. Man kan kigge ind til hende gennem sprækker i stoffet. Trommer og keys sætter ind, og jeg kan mærke rytmerne i kroppen.
Statister i et lydrum
Det er en ny fornemmelse at føle sig omsluttet af et lydunivers. Jeg har følelsen af at kunne “gå rundt” i musiknumrene. De lette og organiske toner understøtter, sammen med røgen og lyset, fornemmelsen af at bevæge sig i en drøm. Jeg tror ikke jeg har lyttet til – eller rettere ”været i” – musik på en sådan måde før.
Samtidig med at jeg drages ind i musiknumrene, bliver jeg dog hele tiden konfronteret med mig selv som publikum, både i kraft af mine egne bevægelser og rute gennem rummet samt de andre publikummers færden. Jeg føler ikke et fællesskab med dem, som jeg ellers ofte oplever ved netop livekoncerter. Dog sker der noget andet, og mere, ved at de andre går rundt. Folk bliver som en slags statister i mit lydrum, og på min rute. De bliver en del af det arkitektoniske set-up og smelter sammen i helheden.
”Som et slags kunstværk”
Den tunge sorte skydedør åbnes efter en halv times tid, i drømmeland. Jeg misser med øjnene, og det føles helt som at se den berømte ende af tunellen, da lyset fra aftengryet fosser ind i rummet og blander sig med røgen.
Efter at have sundet mig lidt finder jeg frem til Elisabeth Hjortshøj Thostrup – en studerende ved Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet. Hun er frisk på en lille snak om hva faen vi egentlig lige var vidne til, derinde i lydlabyrinten:
”Det var en meget overvældende oplevelse. Man havde ingen fornemmelse for rummet til at starte med. Man måtte famle sig frem, og den rolige lyse vokal fungerede som en slags lys i mørket. Rummet virkede i starten også ret stort, men da jeg havde gået lidt rundt derinde, føltes det mindre og mindre.”
Følte du, at du var til en koncert?
”Jeg vil mere kalde det en helhedsoplevelse. Som et slags kunstværk. Det var lidt som at gå rundt i en drømmeverden eller være i en tranceagtig tilstand, især på grund af den megen røg i rummet.”
Kan Aarhus bruge flere ”koncerter” som disse?
“Helt sikkert, det var en helt anderledes måde at opleve musikken på. Det kunne være fedt hvis man lavede fester på den her måde, i store rum, hvor musikken kom fra alle hjørner, og der ikke var et bestemt samlingspunkt, som fx én bar. Det ville være spændende at se, hvordan folk interagerede med hinanden – og rummet.”
Hokus pokus – lydoplevelsen i fokus
Det var en fed oplevelse at få rusket op i sin publikumsrolle. Det faktum, at man fysisk gik rundt på scenegulvet, gjorde, at rollerne publikum og bandet imellem var forandrede. Karen Juhl Jensen – forsangerinden i LA LA LA, udtalte også at: ”Publikum har nærmest mere magt, end vi har”.
I disse tider, hvor alle skal have den berømte x-faktor, og hvor der lægges kraftig vægt på performance, performance, performance, er det befriende, at opleve en helt anderledes tilgang til en livekoncert. ”Bandet får fokus på lyden frem for showet og den visuelle fremtoning” – mener forsangerinden.
Det er oplevelser som denne, der får mig til at se lyst på fremtiden hvad angår den aarhusianske musikscene. Der skal være plads til at lege, og det er fedt, når bands tænker ud af boksen og lader lydoplevelsen komme i fokus, på en alternativ facon.
Mere af det, tak!
Nysgerrig på LA LA LA? – tjek musik og facebookside ud her:
