NorthSide svømmer i professionelle koncertanmeldelser. VINK vil hellere høre, hvad de største fans har at sige om musikerne. Henrik er i hvidt kaninkostume og har klædt sig på til lejligheden. Og Susanne er taget på NorthSide udelukkende for at se Gnags. Nu får de muligheden for at udedele stjerner til det Aarhuskære band.

Der er folkevandring mod Blå Scene fredag eftermiddag, når Aarhus-bandet Gnags gæster Northside 2019. En koncert flere af Northsides gæster har længtes efter. En gruppe venner står helt forrest iklædt hvide kaninkostumer. På ryggen står der: ”De hvii’e kaniner.” Et tydeligt tegn på, at vennerne er mere end godt kendt med både Aarhus og Gnags.

”Vi så, at Gnags kom, og vi skulle da høre de vilde kaniner, den lå lige til højrebenet,” fortæller Henrik på 47 år, der også fortæller at kaninkostumerne er skræddersyet til netop denne koncert.

“Danmark”: Velkommen her!

Selvom klokken er over fire om eftermiddagen skråler publikummet med på ”Den dejligste morgen,” der er den første sang ud af en halvanden time lang koncert.

Hvis Northside forsøgte at skabe Helmig-effekten ved at bringe en Aarhuselsket musiker på scenen, er det ikke lykkedes helt. Der er slet ikke nær så crowdet i den forreste pit denne eftermiddag, som da Thomas Helmig gæstede NorthSide for to år siden. Til gengæld er festen blandt de tilhørende mindst ligeså folkekær.

Da bandet spiller sang nummer to, ryger energien helt i vejret. Det er nemlig sangen ”Danmark,” der sætter gang i fællessang blandt publikummet. En gruppe mænd stemmer i: ”Lige meget, hvem du er, lige meget, hvor du er, så velkommen her!”

Flag fra hele verden viser sig på storskærmen bag bandet. ”Hvor er det nice og politisk ordentligt,” siger en mand til sine venner. Henrik mener også, at Peter AG´s politiske budskab er fedt.

”Han har de rigtige værdier. De danske værdier. ”Danmark” er god, og mere end aktuel, selvom den er gammel,” siger Henrik.

Henrik og seks venner har valgt at dedikere deres påklædning til Gnags og deres største hit “Vilde Kaniner” // Alle fotos: Jonas Kjærsgaard

Hvii’e kaniner

Peter AG´s grålige og lange hår er efterhånden blevet vådt af sved, eller også var det vandet fra de to flasker han hældte ud over sig halvejs inde i koncerten. Nu er koncerten ved at lakke mod inden. Et par ikoniske trommeslag lyder og endnu før de øvrige instrumenter når at stemme i, har publikummet allerede strakt armen i vejret og lader nu to fingre stritte mod himlen.

”Vi er de vilde kaniner med meget lange ører,” synger Peter AG.

Fra forreste række synger Henrik i kaninkostumet. Ved siden dem står Susanne, en superfan på 57 år, der kun er taget på Northside for at se et af sine yndlingsbands live.

”Jeg er alene til koncerten, så det at møde en hel flok hvide kaniner, og så synge med på Vilde Kaniner med dem, det er højdepunktet,” siger Susanne, der har set Gnags mange gange, selvom det efterhånden er en del år siden.

”Jeg måtte rette på Peter AG, han kunne ikke alle teksterne. Det kunne jeg,” fortæller Susanne og griner.

”Den var fandme god”

Da publikum begynder at strømme væk fra den blå scene og videre til andre koncerter bliver Susanne og Henrik tilbage, for at give VINK deres vurdering af koncerten.

”Den var fandme god. Endelig kom der, noget godt musik,” siger Susanne. Henrik giver hende ret.

”Præcis, den var fremragende!”

Hvis seks er det højeste, hvor mange stjerner gives der så til koncerten fra den forreste række?

”Seks!” lyder det enstemmigt fra de to Gnagsfans.