Med højenergiske og dansevenlige singler som “Vegan” og “Uppercut” står EmmaDop solidt på den aarhusianske popscene. I fredags udgav duoen et brag af et debutalbum, der slår fast, at de er kommet for at blive.

I et dårligt isoleret kolonihavehus sidder Line Søndergaard og Ole Larsen i 40 graders varme. Her sidder de seks dage i streg sammen med den engelske hit-producer Jonathan Quarmby, hvor de skaber duoens debutalbum: Superstar. Om processen fortæller duoen i en pressemeddelelse, at Quarmby heldigvis var “helt cool med de lidt ‘usle’ forhold”, og at han nød godt af “smørrebrød, danske sild på glas og Lines klasse-omelet.” Under disse kummerlige forhold sammenstrikkede EmmaDop et bundsolidt album, man kan beskrive som alt andet end ‘kummerligt’. Ja, faktisk mistænker jeg lidt, at kolonihavehusets dårlige isolering skyldes, at albummet ganske enkelt har blæst taget af.

// Foto: Tue Ahlgren

Musikdrømmen er kommet for at blive

På blot 26 minutter og 7 numre leverer EmmaDop et på én gang bredt omfavnende og yderst sammenhængende album – både tematisk og musikalsk. Fællesnævneren for teksterne er det personlige udgangspunkt i duoens egne livserfaringer. Den musikalske fællesnævner er den høje håndværksmæssige kvalitet, deres distinkte alt-pop-lyd og en klokkeklar følelse af at de har haft en kæmpe fest med at lave det.

Albummet åbner med “Crawling”, hvor Line synger om at kæmpe sig tilbage efter en invaliderende hjernerystelse. En hændelse der blev en kæp i hjulet på EmmaDops drøm om en musikkarriere, og som smed Line ned i en mental afgrund. Lines vokal emmer af en opløftende kampgejst og insisterende viljestyrke. Vokalen er akkompagneret af et dansevenligt, letpumpende groove, som er vædet i lækre synthesizers. “Crawling” er et åbningsnummer der demonstrativt slår fast, at drømmen er kommet for at blive.

En tydelig og alsidig enhed

Titelnummeret “Superstar” handler om at finde sin indre styrke, om at genvinde troen på sig selv, og om at gøre op med samfundets forventning til en: “Fuck the radio / Sing young superstar / You’re better than you think you are”, synger Line med en smittende selvtillid på den dansevenlige hit-single.

Genremæssigt kan man betegne Superstar som et alternativt synthpop-album der, på elegant vis, trækker alverdens genreelementer ind i sit storslåede univers. På “Unicorn” bevæger duoen sig i en mere folk-inspireret retning, “Stupid” har en disco-rocket Kylie Minogue-vibe over sig og “Sorry” er en smuk sjæler, der giver et dynamisk stemningsskift fra albummets højenergiske numre. Albummet runder af med den ekstatiske “Love Has Run Wild”, der lyder af fuldkommen hengivenhed til en neon-belyst dansefest.

På SUPERSTAR står alle numrene knivskarpt. De er hver især en del af en tydelig enhed, der alle bidrager med et budskab og en stemning der repræsenterer elementer af alt det EmmaDop er og kan.

Gør dig selv en tjeneste, og lyt til debutalbummet Superstar her.

// Foto: Tue Ahlgren

// Coverbillede: Tue Ahlgren