Catch the Breeze – Et portræt af en kontinuerlig kreativitet

Catch the Breeze – Et portræt af en kontinuerlig kreativitet

Den erfarne rock-trio Catch the Breeze står klar til at sende et spritnyt album i din retning i morgen, fredag d. 26. august. Albummet Into the Wide er en kulmination på tre års intenst arbejde, Corona-afbrydelser, omvæltninger i hverdagen og en kreativ dyrkelse af det ukendte og udefinérbare. VINK har været forbi Monorama-studiet i Åbyhøj til en snak med bandet om den kommende plade, musikalsk kreativitet og alt derimellem. Læs med nedenfor, og bliv klogere på et band, som gør en dyd ud af det eksperimenterende og grænsesøgende. Og som forsøger at indfange den øjeblikkelige spontanitet i den musikalske proces. 

På en sensommerlig mandag eftermiddag i august tager jeg forventningsfuldt en bus ud til Åbyhøj for at mødes med rockbandet Catch the Breeze til en snak om deres nye plade Into the Wide. Da jeg ankommer, møder jeg Aage Kinch, bandets forsanger. Han er i fuld gang med at gøre øvelokalet hos MONO klar med al deres udstyr. Kort tid efter ankommer resten af bandet. De er alle i strålende humør, klar til en snak, og klar til et par timer i øvelokalet.

Vi opdager dog hurtigt, at det bliver for varmt at sidde indenfor. Det ville i stedet være oplagt at finde en bænk langs Brabrandstien. Stemningen er afslappende og uhøjtidelig. Og de grønne omgivelser og den rolige atmosfære skaber de ideelle betingelser for at samle tankerne. I løbet af den næste halve time drøfter vi det flygtige og uudsigelige ved at skabe noget musikalsk meningsfuldt i kunstens krogede verden.

Lyden af genreoverskridende synergi

Hvordan lyder Catch the Breeze egentlig? Hvem er de? Og hvad er bandets musikalske identitet? Ligesom med meget andet kan det være svært at svare præcist på. Nogle betegner Catch the Breeze som pionérer inden for den drømmende nordiske shoegaze-poprock. Andre har beskrevet dem som et indierock-band med psykedeliske undertoner. Måske hører de til et segment af eksperimenterende artrock med impulser fra 70’ernes kraut-rock strømninger? Bandets tre medlemmer oplever at blive associeret med lidt af hvert når de læser pressens anmeldelser. Men selv har de ikke det store behov for at bekende sig til én bestemt genre eller stilart. Deres lyd behøver ikke nødvendigvis at blive defineret i præcise vendinger.

Faktisk hviler deres opmærksomhed på noget helt andet, når de mødes i studiet. Der skal skabes en musikalsk kemi, som ord ikke nødvendigvis kan indfange. Der skal være en naturlig synergi i dét, de skaber sammen. Men vigtigst af alt skal der være plads til kreativitet. Plads til eksperimenter og frihed til det enkelte medlems kunstneriske udtryk. “Vi kan faktisk godt lide bare at være os tre. Det giver plads til større individuel kreativitet og forskellige inputs fra hinanden”, understreger forsanger Aage Kinch og trommeslager Andreas Bundgaard.

Netop dynamikken i en tremandskonstellation var i sin tid grundlaget for dannelsen af Catch the Breeze. “Vi ville gerne prøve noget nyt, at lave musik sammen som en trio. At sætte et punktum, og så kaste os ud i noget nyt”, udtaler Aage Kinch. Han henviser til afslutningen på Yellowish-projektet i 2014 og skabelsen af den nuværende rocktrio. Selv udtaler bassist Lars Madsen, at det for ham “bare gav rigtig god mening på det tidspunkt at skabe noget nyt”. Blandt de tre medlemmer er der enighed om, at Catch the Breeze bæres af “en naturlig nysgerrighed på at afsøge forskellige områder indenfor en masse genrer”. I 2014 var de alle tre klar på at tage et spring sammen ud i noget nyt og ukendt, og skabe bandet Catch the Breeze.

Bandfoto af Catch the Breeze. Fra venstre Andreas Bundgaard (trommer), Aage Kinch (vokal, guitar), og Lars Madsen (bas). Foto: // Zuhal Kocan

“Fang vores energi, fang vores lyd”

Beslutningen om at afsøge nye veje i musikkens verden opstod ret spontant blandt de tre venner. En dag i øvelokalet i 2014 under en indspilning af et Yellowish-nummer blev idéen om Catch the Breeze pludselig født. Idéen opstod som en umiddelbar reaktion på en ny vej, som deres lyd var ved at tage. Deres kreative forhold til de spontane idéer udgør nu kernen i Catch the Breeze-universet.

“Når vi står i øvelokalet, og en af os skaber en lyd, så forsøger en af os andre at tage fat i dén lyd og arbejde med den i forskellige retninger. Og inden du ved det, hvirvler der en sang frem. Det er i en form for spontan jam-situation, at vi skaber vores musik sammen”, forklarer bandets bassist Lars Madsen.

Resten af gruppen nikker genkendende til, at deres lyd ofte springer frem af deres mange timer sammen i øvelokalet. Og selvom det kan tage tid at få skabt en færdigindspillet sang, ligger kimen til hver udgivelse i den eksperimenterende synergi, som har udviklet sig over adskillige år blandt de tre venner.

Catch the Breeze er ikke kun shoegaze, ikke kun artrock og ikke kun poprock. Nogle gange er de mere det ene, nogle gange mere det andet. Selv betegner Aage Kinch det som “et privilegie at arbejde med forskellige lyde og genrer”. Bandet udtrykker i dén forbindelse også stor glæde og taknemmelighed ved at arbejde sammen med Kasper Staub (Lowly) på deres nye album. For dem har samarbejdet udmøntet sig i en masse spændende lydspor af synth og elektroniske kollager. De nye elementer har bidraget til det kommende albums dynamiske lydkulisse og musikalske variation.

Gruppens åbenhed overfor forskellige musikalske inputs giver det nye album “en ny, storladen sfæriskhed og musikalsk storslåenhed”, nævner Aage Kinch med blikket hvilende på Brabrandstiens grønne omgivelser. Into the Wide er spækket med energi og kreativitet, dyrket og indfanget igennem de sidste tre år, og kanaliseres nu ud til lytterne. “Fang vores energi, fang vores lyd”, er forsangerens poetiske opfordring når du lytter til Catch the Breeze og deres kommende album.

Into the Wide – Et album af sin tid og til sin tid

Bandets naturlige kærlighed til den spontane og eksperimenterende kreativitet flettes på smuk vis sammen med eksistentielle omvæltninger og mødet med det ukendte i tilværelsen på albummet Into the Wide. Albummet er en foreløbig kulmination på den kontinuerlige kreativitet, som den Aarhus-baserede rocktrio har været i besiddelse af i adskillige år. Og til trods for de seneste par års Corona-afbrydelser, har bandet fortsat det intense arbejde med albummet. Nu er det endelig lykkes for dem at skabe dét, som gruppens bassist Lars Madsen kalder “et helstøbt album. Et album, der skal høres og opleves i sin helhed”.

Albummets ti sange inviterer lytteren ind i et drømmende tekstunivers suppleret med et sfærisk og storladent lydtæppe. Sange som “Rise”, “Into the Wide” og “Echoes from the Underground” viser henholdsvis en levende, medrivende og hårdtslående side af Catch the Breeze-lyden. Tekster som “Move ahead like the dark is not there. Fade into, life somewhere” på sangen “Embrace” indgyder dét håb, som er nødvendigt for at kaste sig ud i morgendagens ukendte vidder. Og som vækker en tro på, at livet skal leves forlæns og ikke baglæns.

Albummet Into the Wide er en krystallisering af bandets mangefacetterede kunstneriske udtryksformer. Catch the Breeze skildrer på elegant vis deres eksperimenterende omgang med genrer som shoegaze, indierock, grunge og psykedelisk rock. Iblandt bandets genreoverskridende synergi og skiftende stilarter finder man dog i albummet alligevel en kerne. En kerne skabt af sin tid. Men også skabt til sin tid. Albumtitlen Into the Wide er inspireret af forsanger Aage Kinchs nye hverdag med sin familie i de åbne naturområder syd for Saksild, langt væk fra det velkendte storbyinferno i det indre København. Med en ny hverdag følger der en forandring i dagligdagen, nye udfordringer og et møde med det ukendte.

I en verden som er under konstant forandring, er hverdagsomvæltninger og mødet med det ukendte relatérbart for mange. Men det kan samtidig være angstprovokerende at skulle forholde sig til en forandret dagligdag. En ny dagligdag, som lige pludselig står åben og ugenkendelig overfor én. Her kan man lade sig inspirere og motivere af den erfarne rocktrios naturlige nysgerrighed på livet og musikken. “Vi prøver hele tiden at opdage nogle nye ting, at skubbe lidt til grænserne og forsøge at udvikle os i nogle nye retninger”, udtaler bandet. Gruppens eksperimenterende kreativitet er kontinuerlig – men også foranderlig. Ligesom tilværelsens hverdag kan være det.

Lyt til det nye album fra Catch the Breeze, og fang dem til deres release-koncert på spillestedet Radar d. 26. august, og gå ‘into the wide’ med tro på tilværelsen og lyst til livets foranderlighed.

 

Coverbillede: // Zuhal Kocan

Skriv en kommentar