Poul Lynggard Damgaard har i mange år været et aktiv på den aarhusianske litteraturscene, og han har også optrådt udenfor byens grænser. Digteren og maleren udgav en digtsamling 1. december 2013; den har jeg læst, vurderet og snakket med ham om.
Fragmentarisk univers
”Forladte parkers ringgadebro
over togskinner der gemmer
et andet lands flod i de susende
linjer. Godsbanen læser op af sig
selv, når togene for længst er forsvundet.”
– s. 5 fra digtet ”Lyttende rejsende”
Pouls sprog er ofte fragmentarisk, og læseren forsvinder ind i de små billeder, der træder frem mellem linjerne. Nogle af digtene bevæger sig som knuste malerier fra en by, vi kender; Aarhus, der kigger frem i forskellige anstrøg. Og jeg kan ikke få billedet af Godsbanen, der læser op af sig selv, ud af hovedet. Sætningerne sætter sig fast som små frø, der vokser, når man giver dem plads og tid.
Der er noget aforistisk og melankolsk over mange af digtene, men meningen går ikke tabt i de tunge ord; selvom meningen somme tider skal eftersøges, hvilket jeg oplever som en positiv ting. Digtene stikker i mange forskellige retninger, hvilket går godt i spænd med sepias oprindelige betydning: blæksprutte.
Der er ingen tvivl om, at Poul kan skrive. Digtene varierer fra at være tunge, til at have legende lette toner gemt i sine halvskjulte rim og den måske bedste egenskab er, at de fremhæver deres egen vaghed. Jeg er personligt meget til den undrende, den vage, den læserengagerende litteratur – og skal man holde af Boks Sepia – er det nødvendigt, at man er parat til at engagere sig i disse hyperpoetiske digte. Der er selvfølgelig en fare ved denne måde at skrive digte på; læseren kan godt blive tabt et sted, hvis man ikke fokuserer kraftigt på digtene.
Tidløs og undersøgende i en tidsbundet og overfladisk tid
Digtene er tidsløse på den måde, at de bevæger sig frit gennem luften som små bobler, der forklarer en sammenpresset erkendelse, og de undersøger byens skjulte fortællinger under overfladen. Nogle gange er disse erkendelser og fortællinger dog svære at finde, så man skal være indstillet på at lede.
Og jeg søgte længe efter en tydelig forklaring i digtene, den oplevelse ’at alt gav mening lige pludselig’, men efter lidt tid gik det op for mig, at den ikke kom, og at jeg gud-ske-tak-og-lov et eller andet sted, ikke skulle læse endnu en samling ’der kun drejede sig om én persons privatliv’. I stedet har jeg læst en samling, der har fået mig til at kigge indad, til at opleve, til at mærke, til at undres og til at glæde mig til at læse mere.
Digtene er ikke for alle, man må ikke forvente, at digterens intention er klar, og kan man undvære den klarhed, skal man bestemt ikke snyde sig selv for denne samling. Selvom samlingen er relativ kort, er det til fordel for det samlede indtryk. Læseren er mættet, og hvis samlingen havde været længere, ville den komme til at træde vande.
Snakken med Poul
Da Poul og jeg ofte bevæger os gennem det litterære miljø, og af og til mødes til snakke om litteratur, steder, mellemrum og har læst op sammen i diverse sammenhænge, falder vores snak meget naturlig, når det kommer til digtsamlingen.
Har der været en bestemt drivkraft bag din digtsamling?
”Det startede med, at jeg opdagede, at nogle digte begyndte at stå i forhold til hinanden, og at flere nye digte stod i relation til dette. Noget af skriveprocessen var en oplevelse af byen og det at være til dér. Og noget af skriveprocessen udsprang af at læse nogle af digtene op forskellige steder i byen, og det pegede i en ny retning.”
Jeg konfronterer Poul med, at hans digte er meget fragmentariske, og han er selv klar over, at digtene vil sin læser forskellige ting: ”Flere af digtene består af forskellige selvstændige billeder, som står og gnubber op ad hinanden, eller netop står hver for sig i digtet som en helhed. Men der er også digte af surreal karakter, hvor man kan spørge sig selv, hvad sker der egentlig her? Mens andre står som helt afrundede scenarier, som øjet netop kan opfange.”
Hvilken rolle spiller Aarhus i samlingen?
”Digtsamlingen er skrevet i denne by, og måske er byen i digtene netop her, og måske et andet sted. Byen er som en forestilling, men jeg vil ikke benægte at steder ville kunne genkendes, selvom de ikke står med navn. Der må være en by derude, som endnu ikke er blevet set.”
Og fremtiden …
Poul arbejder i skrivende stund på sin næste samling, der i særdeleshed kommer til at dreje sig om levesteder. Digtene bliver, som Poul selv siger det: “Digte man måske kan flytte ind i”. Den sætning afslutter måske meget godt den proces, jeg har været igennem ved at læse Boks Sepia, der på mange måder er digte, der kræver tid, at man sætter tempoet ned og måske netop lader digtene flytte ind i sig; bevægelsen kan altså være dobbelt.
Her er lidt oplæsning (ikke fra samlingen):
Hvem: Poul Lynggaard Damgaard
Hvad: Digtsamlingen Boks Sepia, 52 sider
Hvor: Samlingen kan bestilles hjem her
Hvorfor: Digtene er noget for dig, hvis du er til metaforisk-melankoli-sprængte-bybilleder i aforistiske rammer
Mønt: 129.95 kr
