Bob Dylan – allerbagerst på et tæppe

Bob Dylan – allerbagerst på et tæppe

Da jeg engang i vinters hørte de første rygter svirre om, at Bob Dylan ville gæste Danmark, vidste jeg, at jeg – uanset pris – skulle opleve ham. Hans plader har flere gange været soundtracket til mit liv, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dér, hvor jeg skulle høre ham live første gang, skulle være dér, hvor mit hjerte bor: Aarhus.

 

To billetter til Woodstock, tak!

Solen havde braget igennem hele dagen og skabt en stemning af eufori og tropiske fornemmelser i hele landet. Vi var gået gennem Rådhusparken, hvor der var pakket med aarhusianere, der håbede på at høre et par af Bobs udødelige toner. Vi kom lige til øllet og eftersom størstedelen af publikum havde taget plads på tribunen foran scenen, slog vi os ned på et tæppe helt omme bagved. Her købte vi et par øl og satte os til at betragte de fremmødte.

 

Aarhus og sine indbyggere viste sig denne aften fra deres bedste side. Indtrykkene var mange og stærke, og overalt mødte mit blik smilende øjne fyldte af forventning og nostalgi. Der var ingen tvivl om, at vi med vores henholdsvis 24 og 22 år trak aldersgennemsnittet gevaldigt ned, men her fandtes mangfoldighed og der var plads til alle. Vi følte os i dén grad velkomne og høstede da også et par anerkendende nik for kærestens dreadlocks.

IMG_31963

Der var fotoforbud ved koncerten, så det blev kun til få billeder med min iPhone // Alle fotos: Josephine Holm Bach

 

 

Sitrende stemning

Opvarmningen var singer/songwriter Ida Gard. Som et ivrigt barn muggede jeg over, at jeg skulle vente yderligere på at se giraffen, men lagde mig tilbage på tæppet og iagttog skyerne, mens en lidt nervøs pige slog de første akkorder an på sin elguitar. Og hvilken fin lyd! Jeg tror ikke umiddelbart, at alle var ligeså betagede som jeg, men hvis man er en sucker for singer/songwriters med nordisk lyd og melankolsk føling, var man tryllebundet. Til trods for lidt megen snak mellem numrene (men alle snakker jo meget i forhold til Bob Dylan?!), synes jeg, at hun gjorde et fint stykke arbejde; hun var høflig, ydmyg og enormt beæret over sit gig.

 

Efter opvarmningen hang der en forventningsfuld summen i luften og ventetiden var næsten uudholdelig. Adskillige gange forsøgte publikum at klappe bandet frem, men de lod ufortrødent vente på sig. Endelig kom bandet ud først og til sidst trådte Bob Dylan ind på scenen klædt i lyse toner og med hans karakteristiske hat, der naturlig matchede jakken. Og hvor var det ventetiden værd!

 

 

IMG_3204

Regnbuen kastede sine nærmest psykedeliske farver ned over os og skabte rammerne for en magisk oplevelse.

 

 

Følelsesmæssig overload

Da jeg, med mine 160 cm, ikke har den optimale koncerthøjde, lagde vi os i græsset og lyttede til musikken. Jeg ved ikke om jeg i mit tidligere liv, har oplevet Bob Dylan, men koncentrationen af gamle hippier med bare tæer og langt hår, den sødlige lugt at deres pakkede piber, Olafur Eliassons regnbues magiske lys og Bobs sprøde stemme, der kravlede helt ind under huden på mig, fyldte mig med glæde, nostalgi og af en eller anden grund vemodighed i en sådan grad, at der skulle blinkes hyppigt, for ikke at blive for rørt over oplevelsen. For det var det, det var; en oplevelse.

Jeg følte mig transporteret tilbage til en tidslomme, hvor håret var længere, ymeren bredere og karsen knæhøj. Og aftenens festlige indspark i form af Albert, en aldrende hippie, der havde oplevet Bob Dylan intet mindre end 34 gange før, gjorde ikke oplevelsen mindre autentisk. Han fortalte vidt og bredt om meningen bag ”gode gamle Bobs” tekster, mens han simultant hældte fadøl ned og opfordrede tilfældige forbipasserende til at blive på deres pladser, da bandet tog sig et kvarters rygepause midt under koncerten.

 

IMG_3213

Mit univers under koncerten: mit persiske tæppe, en nyindkøbt Bob Dylan plakat og vedhæng.

 

 

Alt sammen kom ned til stemmen

Nogle vil mene, at forsangeren med rette kunne have kvittet smøgerne et par årtier tidligere, da de – og antageligvis andre rusmidler – har sat sine præg på hans stemme. Men hos mig, min kæreste, Albert og de to heavy metal fyre, der havde slået sig ned sammen med os, var der bred enighed om, at rygepauser skal der til, da det om muligt har gjort hans stemme endnu mere sprød og lækker med årene.

 

Set i bakspejlet er jeg slet ikke den optimale til at anmelde denne koncert. For det blev sgu personligt mellem mig og Bob. Og ja, måske kender jeg ikke alle sangene, er ikke som sådan vokset op med hans musik og har ikke noget at sammenligne med ift. hans liveoptræden, men det er også lige meget! For hvis en person med så ”nyligt” et bekendtskab til ham, kan gå derfra med en sådan helhedsoplevelse – og så uden sådan rigtigt at se koncerten, så har man altså gjort noget rigtigt!

 

Skal jeg koge det ned til én sætning, må det lyde som følger: Bob er som en god vin, han bliver kun bedre med årene!

 

Aftenens klare favorit: Tangled up in blue

Skriv en kommentar