ANMELDELSE: Der er altid forventninger, når man skal til koncert, men jeg må indrømme, at jeg havde store forventninger til Callahan, eftersom at jeg ofte er forsvundet i hans lyriske og melankolske univers. Ikke desto mindre blev mine forventninger indfriet.
Baggrunden for begejstringen
Det skete for 1½ års tid siden, at jeg sad ved en ven, der pludselig satte et album på med en musiker, jeg ikke kendte. Albummet hedder Apocalypse (2011), og musikeren viser sig at være Bill Callahan. Der var noget sært intenst over stemmen, musikken, universet. Men rejsen for Callahan starter langt tidligere og under et andet navn.
Bandet Smog udgav allerede i 1990 deres første album, Sewn to the sky, og stemmen var født. For er der noget, som kendetegner hele universet omkring Callahan, er det stemmen. Når man er singer-songwriter, er det vigtigt, at man har en stemme, der kan skille sig lidt ud – og derudover skal man kunne skrive tekster, der får selv poeter til at misunde den sproglige præcision. Callahan har både stemmen og det skrevne ord i sin magt.
Efter en række udgivelser under navnet Smog blev det til første soloalbum i 2007 med albummet Woke on a Whaleheart, to år efter sidste Smog-udgivelse. Der er stor lighed mellem Smog og Callahans soloprojekt; men det er også hans tekstunivers, der bærer begge projekter. I alt er det blevet til 15 albums.
Den eneste frygt, jeg havde forud for koncerten, taget min begejstring i betragtning, var, at det måske kunne blive ’for stenet’ at se live. Somme tider kan det være svært at genskabe stemningen, når den er så lo-fi som hos Callahan, uden at det kan resultere i, at man som publikum begynder at kede sig en smule.
Forret: Alasdair Roberts
Den skotske sanger og sangskriver startede med at give publikum ca. en halv times drømmelandskaber med dybe rødder i folk-musikken, som man f.eks. kender den fra Irland og omegn. Det var en meget fin indledning på aftenen, hvor stemningen blev sat og de lyriske udbrud var meget solide.
En halv time var også passende, da det er begrænset, hvor længe én mand og hans guitar kan optræde, uden at ensformigheden indtræffer. Den var begyndt at snige sig ind på flere blandt publikum, men han stoppede i rette tid – og endte derfor med at være en ret god opvarmning – normalt er hans musik heller ikke skåret så meget ind til benet som denne aften.
Hovedret: Bill Callahan
Callahan med band kom listende ud på scenen, og der gik et par sekunder, før publikum opdagede, at de var ude. Hvilket medførte store klapsavler fra det blandede publikum, unge som gamle. Der fulgte en kort pause, roen, forventningen, inden koncerten for alvor begyndte. Denne forventning blev med det samme forløst med sætningen: ”I painted names on boats” fra nummeret ”Summer Painter”, der er fra albummet Dream River (2013). Jeg kiggede rundt og så tilfredsheden hos folk omkring mig. Det er i sig selv også et fantastisk nummer at åbne med, med sit syrede univers og den melankolske stemning skjult i sommerens normalt lyse årstid.
Callahan havde tre andre musikere, guitaristen Matt Kinsey, bassisten Jamie Zuverza og trommeslageren Adam Jones, med. Jeg lagde især mærke til, at Jones spillede mange af numrene med bare hænder på sit alternative trommesæt, der bl.a. indeholdt conga, og generelt havde en meget interessant stil. Zuverza må være den mest stenede bassist, jeg nogensinde har set; men det passede ind, og på et tidspunkt opdagede jeg endda et smil, efter et blik fra Callahan tilsyneladende havde signaleret et eller andet. Bandet virkede som et samlet hele med et mix af kølighed og elegance, der er meget sjælden hos en singer-songwriter.
Mange af numrene har et stille udgangspunkt og folder sig ud i en blanding af syret guitar og Callahans dybe stemme; der var en stor variation gennem koncerten, hvor nummeret ”America” fra Apocalypse især viste, at han også kan have en ironisk distance til, ja, Amerika, og nummeret blev leveret med en løssluppenhed, der gjorde, at live-versionen tog sig bedre ud end album-versionen.
Pludselig var der gået 1½ time, og vi ville have mere. Publikum klappede og klappede, hujede og prøvede at få bandet ud til ekstra numre. Det lykkedes desværre ikke. En lille skuffelse på en ellers stor aften. Manglen på ekstranummer skal dog ikke tage noget fra bandet, der viste, hvor lo-fi-skabet skal stå!
Dessert: Youtube
Her følger et par videoer, hvor I kan høre lidt fra Bill Callahans univers. Nyd det. Og se mere live-musik: det er sundt for sjælen (husk ørepropper).
Først “Tiny desk concert” (mini koncert):
Og så “America”:
Tak for en dejlig aften.
