REPORTAGE: Hvornår er du sidst stået tidligt op for at tage til alkoholfri morgenfest på en ganske almindelig hverdag? Nå, aldrig? Så skulle du tage at prøve det! Nu har du chancen for at gøre det til en fast tradition, når Performing Arts Platform hver måned inviterer glade aarhusianere til at danse søvnen ud af øjenkrogene og nyde en lækker økologisk morgenmad til Beats ’n’ Breakfast. VINK var i tirsdags med til det første arrangement i Aarhus, og her kan du læse om, hvordan det var.

beats1
Konceptet Beats ‘n’ Breakfast startede i London i 1980’erne, og for et par år siden kom det til København. Tirsdag var det for første gang i Aarhus, hvor det fremover vil være en gang om måneden // Alle fotos: Anna Osowo

 

Tidlig morgen i Aarhus

Den insisterende lyd af min vibrerende telefon vækker mig tidligere end normalt, og udsigten til de helt mørklagte lejligheder over for min gør, at 6.30 føles som et absurd tidligt tidspunkt at starte dagen på – og så endda med morgenfest! I mit værelses stilhed tænker jeg på, om vi mon bliver 45, ligesom Beats ’n’ Breakfasts facebookbegivenhed viser, eller om de andre tilmeldte uforstyrret sover videre, ligesom alle personerne i min boligblok tilsyneladende gør. Da jeg tre kvarter senere træder ud på gaden og begynder den friske gåtur mod morgenfesten, bliver jeg overrasket over, hvor mange mennesker, der faktisk er oppe og ude, og jeg sætter farten op for at følge med i travlheden, der allerede definerer gadebilledet.

beats2
Det var tydeligt at mærke, at alle var kommet for at have det sjovt og starte dagen med en svedig svingom.

 

Godmorgen DJ

Jeg bliver mødt af en fjern lyd af tunge elektroniske beats, så snart jeg træder ind ad døren til bygningen på Frederiks Allé, hvor Beats ’n’ Breakfast finder sted. Mens jeg søgende følger musikken op ad en trappe, hører jeg folk sige godmorgen til hinanden, hvilket virker underligt fremmed i kombinationen af mørket og den elektroniske musik. På anden sal er jeg ikke i tvivl om, at det er her, det sker: Musikken kommer fra et stort lokale, hvor lamper kaster grønt lys på en håndfuld barfodede mænd og kvinder, der alle allerede ser ud til at være i dyb kontakt med sig selv og musikken med deres lukkede øjne og store, langsomme og snoende bevægelser. Jeg tager sko og jakke af og træder nysgerrigt ind i lokalet med mit kamera over skulderen.

beats3
DJ Casper Zoan fra Soul Safari er vant til at spille op til dans til Beats ‘n’ Breakfast i København og skal fremover også være med i Aarhus for at sikre den samme gode stil og stemning.

 

Plads til alle

DJ Casper Zoan fra Soul Safari sørger for de bedste elektroniske rytmer, der skiftevis giver mig associationer til sydamerikansk samba og danske natklubber. Med den drejende diskokugle i loftet, de farvede lys i mørket og det stigende antal danseglade mennesker, der hæmningsløst hujer, hopper og hvirvler rundt, er der tale om en vaskeægte fest – også selvom det er tirsdag, januarkoldt, og kl. er 8. Jeg er overrasket over, hvor stor aldersspredningen er, og det er tydeligt, at dét, der binder folk sammen, er glæden ved at bevæge sig til musik. Folk danser så vildt og så meget, at de smider deres T-shirts i varmen og afslører deres svedglinsende kroppe. Den bitre lugt af sved lægger sig som et usynligt røgslør i rummet, mens kondensvand løber ned ad de kander med koldt postevand, der er stillet frem til de dansende.

Der er noget ærligt ved at danse så intenst. Ingen selvbevidst trippen i store grupper som man kender det fra nattelivet – nej, her er der rent faktisk plads til at bevæge sig, hvilket jo er en fordel, når man er kommet for at danse! Et øjeblik glemmer jeg tid og sted, indtil jeg pludselig lægger mærke til, at det er blevet lyst udenfor, og at det snart må være tid til morgenmad.

beats4
Arrangørerne havde været tidligt oppe for at kunne servere økologisk morgenmad til alle de deltagende.

 

En succes

I lokalet overfor står arrangørerne klar med grød, frisk frugt, kaffe og juice, og ved bordene sidder nogle af de danseglade mennesker og får pusten og en snak. Der har været flere tilmeldte, end arrangørerne havde regnet med, og de kalder det en succes, at der er så mange, der støtter arrangementet allerede første gang, det afholdes i byen. Imens vi sidder dér ved morgenmaden, titter solen nærmest idyllisk frem, og jeg kan næsten ikke forestille mig en bedre måde at starte dagen på.

Beats ’n’ Breakfast kommer til Aarhus igen tirsdag d. 23. februar, og da vil dansen foregå på skøjtebanen ved Musikhuset, hvis vejret tillader det. Priserne er endnu ikke helt fastsat, men cirkapriserne vil være 50 kr. for dansedelen og 20 kr. for morgenmaden. Skal du med?

Hold øje med Performing Arts Platforms facebookside for kommende begivenheder.