Islands pt. største musikalske håb, Ásgeir Trausti, svævede henover Train.
Train sludrede derudaf i minutterne op til Ásgeir Traustis indtræden på scenen i går. Kærestepar var her masser af, og enkelte singler af begge køn ventede på at give sig hen til det blot 21-årige, islandske stjernefrø. Der skulle ikke mere end en ubestemmelig lyd til, før salen forstummede i håb om at se ham træde frem på den blåligt oplyste scene.
Og så skete det endelig. Et flerstemmigt mandekor fyldte med ét det mørklagte rum, og allerede her vidste man, at lyden af islandsk mystik ville danne grundlag for en drømmende oplevelse af høj musikalsk klasse.
Koncerten indledtes med den fine “Aó Grafa Sig Í Fönn”, hvor Ásgeir hurtigt beviste sin skrøbelige, men usvigeligt sikre, vokals formåen. Til rytmen af en let marcherende lilletromme, som iøvrigt steppede flittigt afsted gennem store dele af koncerten, samt et hypnotiserende jazzmaster-fingerspil, fløj han allerede her afsted henover himlen – højt hævet over Aarhus’ tage. Følsomheden i den komplekse vokal havde en intrigerede virkning på de lyttende sjæle, der stod med åben mund og mærkede kuldegysningernes stride strømme.
Genert og ydmyg
Titelsangen “Dýrð í dauðaþögn” satte for alvor gang i salens vrikkende hoveder, og det var som om, forventningerne så småt var indfriet. Ásgeir kikkede genert ud på publikum og dvælede ved enkelte blikke. Den nyfødte stjerne er blevet kritiseret for ikke at favne sine omgivelser live, men jeg er sikker på, at han med sit ydmyge blik smeltede et par sjæle her.
De efterfølgende klapsalver hev dog kun et anerkendende nik ud af frontmanden. Han sagde ingenting. Først efter tredje nummer fremstammedes et beskedent ”tak”.
I efteråret 2013 udkom den engelske udgave af “Dýrð í dauðaþögn”: ”In The Silence”. Dog mistede stemningen en anelse mystik på disse engelsksprogede numre, og lettelsen var da heller ikke til at tage fejl af, da Ásgeir forsikrede om hovedsageligt at synge på islandsk. På modersmålet bliver han helt sin egen – langt fra associationer med Bon Iver’s Justin Vernon eller James Blake.
Country og cover
Bandet, inklusive egen bror på både synth, bas og guitar, blev kort introduceret. Og så lod den kære vulkan-øboer ellers musikken stå for de tilrøgede Eyjafjallajökull-udbrud.
Aner af country-genren luftedes med udførelsen af den hurtigere ”Sumargestur”, der passede eminent med bandtets påklædning, der for tre af musikernes vedkommende talte flotte cowboyhatte.
Der var også plads til coverversionen af Nirvanas smukke ”Heart-Shaped Box”. Dette blev koncertens engelsksprogede højdepunkt leveret med en til tider nærmest grædende stemme. Det klassiske klaver og trommernes dans på henholdsvis tammer og bækkener kontrollerede dynamikken på fineste manér. Bandet viste eminent sans for vigtigheden af netop styrkeforholdet instrumenterne imellem. Dette kom til udtryk når Trausti’s stemme blev efterladt solo. Kun akkompagneret af et nøgent klaver brød det flot op enkelte steder i nummeret. Meget afbalanceret. Meget betagende.
Lyset blev dæmpet og salen ytrede åbenlyst ønsket om mere mystik, da bandet havde forladt scenen efter sættets sidste nummer.
Sit eget univers
I et ekstra flimrende scenelys blev den islandske saga atter genoptaget. Med det vel nok bedst kendte track ”Leyandarmál” gennemløb forløsningen publikums sjæle, og slutteligt klappedes der i takt til tonerne af det, der uden tvivl var en stille aften af de helt store. For selvom Ásgeir blot svævede henover Train, så formåede han med sin ydmyge levering af følsomme mesterværker at grave sig dybt ind i én. Her gemmer han sig trygt i sit helt eget univers. Og tak for det.
Svæv med på dette track
https://www.youtube.com/watch?v=kCCbQEDf_z0
Smukt cover af Nirvanas “Heart-Shaped Box”
