Asbjørns bachelorfest

Asbjørns bachelorfest

Nu på torsdag er du inviteret med til Asbjørns rytmiske afgangskoncert i Rytmisk Sal i Musikhuset.

 

 

Første gang jeg hørte Asbjørns musik var til BlueSPOT i 2011 på Bispetorvet, hvor navnet var et lidt andet, nemlig Asbjørn And The Strange Ears, og hvor ingen rigtig kendte noget til den unge fyr. Jeg kan huske, at jeg blev fuldstændig blæst væk af hans fine stemme, melodiske rytme og fantastiske danse-moves! Han levede sig fuldstændig ind i musikken og forsvandt nærmest oppe på scenen, sammen med os som publikum, ind i et andet univers. Med Asbjørn på scenen var et stort symfoniorkester, hvilket selvfølgelig også var med til at skabe en magisk stemning. Alt i alt en musikalsk oplevelse, der kun fik min nysgerrighed og interesse til at stige.

D. 16. april 2012 udgav Asbjørn sit debutalbum ”Sunken Ships”, hvor der blev holdt release på ATLAS. Asbjørn har lavet albummet med en kammerat helt selv, hvor alt musik er håndspillet uden backtrack. En grundigt bearbejdet plade, der er blevet nusset rigtig meget omkring. Tjek live optagelse (filmet af undertegnede) ud fra release-festen her.

Siden han blev spottet til BlueSPOT i 2011, har han spillet hvert år på SPOT festival siden, og senest her d. 3. maj 2013, hvor Asbjørn var i godt selskab med Lulu Rouge. Sammen har de lavet dette nummer her.

Ifølge ham selv er musikken ”organisk elektro-pop, som giver en rigtig live-følelse”. Jeg vil supplere med tillægsord som funky, elektronisk, melankolsk og lækker dansemusik.

Udover Asbjørn Toftdahl, kan man opleve en række andre dygtige konservatoriefolk – både før og efter, så man kan tilbringe en hel eftermiddag + aften fyldt med god musik. Bl.a. synger Astrid Cordes, fra bandet Like A Tiger, kl. 20.00. Nu er der vist ingen undskyldning for ikke lige at kigge forbi Rytmisk Sal, til et brag af en afgangskoncert med selveste Asbjørn himself samt en masse andet lækker musik!

 

Hvad: Asbjørns bachelorfest.
Hvor: Rytmisk Sal i Musikhuset.
Hvornår: Torsdag d. 13/6, kl. 15.00-15.30 – kort, intens lynkoncert!
Hvorfor: Fordi Asbjørn er en fantastisk performer og sanger – og fordi du gerne vil bruge din torsdag eftermiddag på at lytte til god musik & få dig en lille svingom, som optakt til NorthSide!
Mønt: Gratis!
Links: Læs mere om eventet her, tjek Musikhusets kalender ud her og se hele programmet for de rytmiske afgangskoncerter her.

Skriv en kommentar