Artist- og labelkollektivet KÔS inviterede til koncertrækken “KÔS Løvfald Tredjeperson X Slørede Linier X Kasper Abild” den 24. oktober i UngK for med egne ord at “sætte fokus på undergrunden og binde den sammen på tværs af landet”. Udover KÔS’ eget band Slørede Linier bød aftenen på to artister fra Aarhus, nemlig Tredjeperson og Kasper Abild. Forud for koncerten, og midt i lydprøven, mødte VINK to af stifterne af KÔS, Asbjørn Rud Mathorne og Kristoffer Højkvist fra Slørede Linier til en snak om kreative fællesskaber, en konservativ musikbranche og den bæredygtige musiker.

Musikfællesskaber og kollektiver er de seneste 10 år eksploderet. Bedst kendt i Danmark er blandt andet hiphop-kollektiverne Hukaos fra Aarhus med navne som Karl William, og Cheff Records fra Nørrebro med navne som KIDD og TopGunn, som begge storhittede i 2010’erne. I dag gemmer Danmarks musikalske vækstlag stadig på mange spændende musikfælleskaber med fede musikere, spændende arrangementer og nye kunstneriske universer. Et af de nye musikfællesskaber I skal holde øje med, er artist- og labelkollektivet KÔS, som VINK har talt med.

Slørede Linier til KÔS Løvfald Tredjeperson X Slørede Linier X Kasper Abild den 24. oktober i UngK. // Foto: Aske Frydenlund-Vad

Et kollektiv skabt af kunstnere fra vækstlagsscenen

Asbjørn (forsanger i Slørede Linier): KÔS er nogle tanker der er startet hos mig, da jeg skulle til at udgive mit eget, og jeg så at rigtig mange af mine venner også selvudgav. Samtidig synes jeg, at musikbranchen er enormt konservativ i Danmark. Det er meget svært at få et ben ind, og der er meget lidt villighed til at komme med på nye veje. Der er også meget få aktører, hvilket gør det svært, hvis du kommer som ny kunstner, at få booking, management eller nogle til at skrive om dig. Jeg så en kæmpe mulighed for at stå sammen med nogle andre, som for eksempel (Kristoffer) Højkvist, og lave et fællesskab for at vise, hvad der bevæger sig.

Kristoffer (Guitarist i Slørede Linier): Der er også bare så mange bands fra vækstlaget og det miljø vi befinder os i, som er virkelig fede, og som bare har gjort deres ting i virkelig lang tid uden at få noget opmærksomhed.

Tredjeperson til KÔS Løvfald Tredjeperson X Slørede Linier X Kasper Abild den 24. oktober i UngK. // Foto: Asbjørn Rud Mathorne

Den bæredygtige musiker

Asbjørn: Vi snakkede meget om at være en bæredygtig musiker. Det er at have en tilgang, hvor man ikke er defineret af at skulle bygge en karriere op eller en bestemt lyd, men mere defineret af at skulle være et udtrykkende menneske. Så jeg tror, det vi kigger efter er, at man kan mærke noget, eller vi kan mærke noget, og det bliver jo totalt personligt.

Kristoffer: Vi skal i kontakt med flere forskellige personer, så vi ikke ender med at være en samling drenge i København. Det kunne være fedt at få flere kvinder og folk med fra andre byer med. Prøve at arbejde imod, at det bliver indspist.

Asbjørn: Vi vil meget gerne ikke blive et Københavnerkollektiv. Det er vi lige nu, men det kunne vi godt tænke os ikke at være. Det gør vi blandt andet ved at sætte to artister op fra Aarhus i aften (Kasper Abild og Tredjeperson).

Kasper Abild til KÔS Løvfald Tredjeperson X Slørede Linier X Kasper Abild den 24. oktober i UngK. // Foto: Oscar Stenbæk Andersen

En sund musikkultur.

Er kunstnerfælleskaber fremtiden?

Kristoffer: Ja, det synes jeg helt klart.

Asbjørn: Det synes jeg også. Der er jo en grund til, at der kommet en masse artistfælleskaber lige nu. Det er fordi, folk har oplevet nogle problematikker og prøvet at gøre noget ved det. Vi vil gerne åbne flere kanaler på den danske musikscene, for der er meget få kanaler.

Kristoffer: Små undergrundskoncerter i Danmark kan godt blive lidt elitære og ekskluderende, og jeg synes det kunne være rart at kunne gøre det lidt mere tilgængeligt. Jeg har en oplevelse i musikbranchen af, at kortene bliver holdt meget tæt til kroppen, fordi man godt vil klare sig selv. Jeg tror, det er en sundere kultur, at hvis man kan gå sammen om at vise vækstlaget og vise hinanden frem.

 

Tjek KÔS ud på deres hjemmeside her: https://koskoskos.dk/Overview