Under dette års Karrierekanonen, som er et fast indslag på Spot Festival, stod et særligt navn ud hos VINKs musikredaktion. Dette var duoen Ravi Kumar. Med høje forventninger til en energisk liveperformance tog vi derfor et smut forbi Radar fredag eftermiddag. Læs mere her:

 

Med hæmningsløse beats og sangtitler, der kan få enhver pensionist til at få kaffen galt i halsen, er der ingen tvivl om, at Ravi Kumar er noget helt særligt på den danske hiphopscene. Og der skal her ikke herske nogen tvivl om, at der bag sangtitler som ”Staring at my dick” ligger en immanent kritik af verdenen omkring os – samtidig med, at det under eftermiddagens koncert bragte et stort smil på alle de fremmødtes læber.

 

Det var ved denne lejlighed en særdeles veloplagt duo, som lørdag eftermiddag fik rusket en hver snert af tømmermænd ud af koncertgængerne. Der var fart over feltet – og frontkvinden Sharon Kumaraswamys stærke flow og fandenivoldske energi skabte en sand eftermiddagsfest på det mørke spillested. Med en enorm humor og et blink i øjet tog Ravi Kumar os med til et sted, hvor det er okay at være både rowdy, ligeglad og at have præcis den attitude, som man nu har lyst til at have. Der var ingen selvhøjtidelig og kun enkelte usikkerheder at spore i det 20 minutter lange sæt, hvor der efterfølgende var en higen efter mere Ravi Kumar hos publikum – og hvor der på vejen ud summede af de flabede catchphrases fra duoens numre.

 

Hvis vi hos VINK havde høje forhåbninger for Ravi Kumar, så står det efter koncerten på dette års Spot Festival klart, at Ravi Kumar om noget er et af de mest interessante navne på den danske hiphopscene lige nu. Med de ganske tydelige referencer til stærke kvindelige artister som Princess Nokia, Silvana Iman, M.I.A. og Missy Elliot, og en bred inspiration fra alverdens musik rundt om i verden, er der ikke mange der lyder som dem. Det var her også tydeligt, at der er tale om et act med massere af kant, som i denne liveoptræden, skabte brede smil over hele linjen! Ravi Kumar har altså et enormt potentiale – og en af de stærkeste kvinder på den danske upcoming musikscene i front!

Vi glæder os hos VINKaarhus til at se meget mere til Ravi Kumar!

 

// Anne Møller Christensen