Nana Rashid og hendes gruppe gav en stærk releasekoncert for sin EP Sorrow in Sunlight, der beviste at jazzen i 2017 stadig er aktuel og kan formidle både personlige og samfundsrelaterede budskaber. Vores gæsteanmelder David Thystrup Mehlsen tager dig her gennem aftenen.
Jazzen levede på havnen i Aarhus
Det er fredag, klokken er 18:02, og jeg går på Jægergårdsgade i januarkulden med retning mod havnen. Det er allerede mørkt og I baggrunden rager siloerne, som for snart en uge siden blev brugt som kulisse til åbningen af årets kulturhovedstad, op. Efter at have gået et par minutter til er jeg nu nået frem til det lille studie på havnen, hvor aftenens udgave af Jazz og Venner finder sted. En lille perle i jazzmiljøet, hvor man ganske gratis kan få tapas og jazzmusik.
Jeg træder ind i varmen. Sonny Rollins’ store hit fra 1957 “St. Thomas” lyder legende fra højttalerne. Der er allerede mødt mange mennesker op for at spise tapas og sikre sig en god plads til aftenens koncert, der skulle vise sig at være så velbesøgt, at det var svært for alle at få et glimt af aftenens hovedperson og hendes gruppe.
I aften er en særlig aften for Jazz & venner, for i aften har jazzsangerinden Nana Rashid nemlig aarhusiansk releasekoncert på sin EP Sorrow in Sunlight. Forventningen summer i folks småsnak, og øl åbnes bag den improviserede disk. Jeg har dagene op til koncerten lyttet til den nyudgivne EP, hvor Rashid smukt akkompagneres af Anders Fjeldsted på bas, Rasmus Meyer på trommer samt svenske Petter Rylén på klaver.
Pladens numre er alle hentet fra den amerikanske sangskat – men ikke nødvendigvis fra fra den mest berømte del af den. De fire numre fremstår velvalgte og står hvert især for et vigtigt budskab i en plade, som er intens og dragende, men samtidig simpel og skrøbelig. Der er flere ligheder mellem Nana Rashid og Nina Simone, som har skrevet pladens åbningsnummer “Four Women”. Et nummer der handler om fire afroamerikanske kvinders skæbner. Dette er nemlig ikke “easy listening”, det vil mere end det.
Da klokken endelig slår 19:30 går aftenens hovedperson på scenen med aftenens gruppe, som dog ikke er helt den samme som på pladen. Der er i aften ikke nogen trommeslager med, mens Nana Rashid flankeres af den svenske duo – førnævnte Petter Rylén og nu Björn Lindberg på bas.
Der sænker sig en helt tung stilhed i lokalet. Buen sættes for bassens strenge og mørke toner flyder ud i lokalet, inden klaveret byder ind med lette antydniger. Aftenens første nummer er en Beatles-fortolkning fra pladen, nemlig “A Taste of Honey”. Det er både sparsomt, nordisk og bluesy på samme tid. De fine og sælsomt skrøbelige takter fra pladen er også det, vi hører live denne aften.
Men vi får også lov til at høre andet end blot de fire numre fra Sorrow in Sunlight. Espressomaskinen fra det tilstødende lokale brummer indover Nana Rashids præsentation af aftenens anden sang jazzstandarden “No Moon at All”, der ikke er blandt de fire numre fra EP’en. Sigende for Nanas musikalske udtryk fortæller hun om, hvordan hun på den legendariske jazzklub La Fontaine i København mange gange har hørt dette nummer i uptempo-versioner til natlige jamsessions. Hendes version er helt modsat. Fyldt med tid, plads og detaljer. Noget som i det hele taget karakteriserer sammenspillet mellem musikerne og det fælles udtryk, som de har sammen. Både på pladen og denne aften i et afsidesliggende studie på havnen i Århus.
Koncerten fortsætter i samme stil. Vi hører Lilac Wine fra EP’en og nummeret Johnny Guitar, som er fundet i en western. Til tider har musikken været så skrøbelig, at jeg knapt turde stille min øl fra mig af frygt for at larme. Det er intenst, men også udfordrende som lytter. Nana Rashids vibrato holder publikum fanget, og det er ekstra effektfuldt, når gruppen endelig bygger op, og Nana bevæger sig op i et lysere register og giver slip.
Som lytter higer jeg nu efter det store klimaks, hvor musikken når en ny bølgetop, vi endnu ikke har hørt. Den får vi i aftenens sidste nummer – førnævnte “Four Women”. Her får vi blandt andet en besnærende og fandenivoldsk klaversolo at høre, som løfter koncerten til sit klimaks. Koncerten slutter med en tiltrængt kraftudladning.
Ekstranummeret Charlie Chaplins “Smile”, der for aftenens hovedperson handler om at turde tvivle på sig selv – “at tvivle med ære”, som hun siger. Trioen får et fortjent bifald for musikken, inden aftenens jam går i gang. På en aften hvor Nana Rashid, Petter Rylén og Björn Lindberg viste jazzens vedblivende aktualitet. Både rent musikalsk, men også i forhold til at formidle spørgsmål om forskellighed og tvivl på sig selv. Også på en kold januaraften på Sydhavnen.
