Naked – a singer and a piano finder sted for ottende år i træk på SPOT.
Fire musikere, alle med tilknytning til Aarhus, stripper deres sange ned til vokal, kun i følgeskab af en pianist på sit yamaha-flygel.
Kunstnerne er Kjartan Arngrim (Folkeklubben), Sarah Mariegaard (Soleima), Simon Olsen (BAEST), og Jenny Rossander (Lydmor). Alle har de tilknytning til Aarhus.
Pianisten er, som sædvanligt, multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren.
Dagen er lørdag, og lokationen er Rytmisk Sal i Musikhuset, hvor vi har siddet i kø i en time og fået en plads midt i salen. Det vidner om en populær koncert, som også blev spillet fredag.
Konceptet og set-up’et er velkendt. Hvad der er nøgent er det enkelte nummer. Det får lov at fremtræde i sin rene form, uden det fyld og de omgivelser, der indskriver det i genrekoder og til bestemte lyttere. Hvad der derfor også er nøgent, er publikums øre og modtagelighed. En mulighed for en oplevelse på ny af en velkendt sang; eller en oplevelse, man ellers ikke havde fundet sin vej til.
Kjartan Arngrim lagde ud med en folkelig fortællekoncert. Teaseren var en fortælling om hans livsline fra 1979, peakende i 1985 og havnende i psykiatrien. Som numrene skred frem, gav den fortælling mening. Troubadourisk charmerende fortalte han sine historier gennem lyrik og fortællinger, og om at bringe galskaben frem i såkaldt almindelige mennesker: “Hvis man vil undgå indlæggelse, er det nu, man skal skride”. Trods han havde medbragt nye numre for, som han sagde, at sørge for, at det ikke blev for rart for ham selv, mødte galskaben mig kun enkelte gange, og var ellers lidt formelt distanceret.
Det var ikke tilfældet for Sarah Mariegaard, der åbnede kækt og sluttede rørende. I sin version af Allan Olsens Stille Glød i Mørket græd hun vist en smule selv, og jeg selv gjorde en hel del. Det samme i hendes sidste nummer, hvor hun havde snydt lidt og medbragt en vocoder til harmonisering af sin stemme i Low Life. Fremhævelsen af hendes stemme blev dermed mangedoblet i et stærkt udtryk. Naked-konceptet blev allerstærkest, når Sarahs stemme kom til syne i dens allermindste spinkelhed, der i sit næsten-fravær fyldte hele rummet.
Tårerne blev tørret bort og stemningen blev løftet af en humoristisk og i dén grad charmerende Simon Olsen, der jokede lidt med sin metalgenre. Her var den største forskel fra numrenes oprindelige udtryk, som fik en helt anden karakter. De mindede mig om en blanding af Jeff Buckley og Tom Waits. Jeg blev sendt i en helt anden retning end metal, og bad til, at han ville indspille akustiske numre, så jeg igen ville kunne lytte til hans overraskende bløde stemme på denne nøgne måde. I løbet af sine fire numre indtrådte han mere og mere i sin metalkarakter, hvilket vist blev for meget for kvinderne foran mig, som fnisede sig gennem hans sidste to numre, og dermed gik glip af muligheden for et overraskende nænsomt møde med en ellers hårdtslående genre.
Intensiteten øgedes af Jenny Rossander, der, efter en ultrakort hilsen, indlevede sig så meget i sine numre, at hendes blik selv på afstand sugede mig ind, og lod mig mærke den affekt, hun Björk-agtigt, næsten aggressivt, fyldte rummet med. Og det, selvom hun åbenlyst var glad. Særligt Shanghai-nummeret fra hendes kommende konceptplade om hendes getaway til Shanghai fra, hvad hun kaldte sin kvartvejskrise, placerede mig næsten mærkbart på det badeværelsegulv, hun beskrev. Hun afsluttede sit sidste nummer ved at træde væk fra og foran mikrofonen og synge, uforstærket ud i rummet og dermed skabe det klare budskab: I disse få øjeblikke måtte vi stivne. Selv den mindste lyd ville kunne overdøve, så vi måtte droppe alt for at eksistere i disse få linjer. Lige nu var dette stykke musik det vigtigste. Lige nu skulle vi ikke bevæge os, ikke gøre noget, blot lytte, give plads til og eksistere i musikken.
Lad dette budskab stå nøgent frem. Ikke nogen indpakning. Ikke noget støj. End ikke forstærkning. Blot musik.
