SOAKED COVER EP - Sarah Hartvigsen Juncker
Aarhusianske ANKAH har ofte søgt mod havet for at finde fred, når tankerne fylder for meget. I fredags var det dog ikke bølgerne, men EPen SOAKED, der skyllede ind over landet. SOAKED er en fortælling om at lade sig gennembløde af havet, af livet og følelserne og komme stærkere ud på den anden side.

Hvem er ANKAH?

Foto // Sarah Hartvigsen Juncker

ANKAH spillede på Lille VEGA og SPOT festival, allerede før hun overhovedet havde nået at udgive musik. Med en vokal, der besidder en dybde og råstyrke, skiller ANKAH sig ud i mængden og fanger lytteren ind i et musikalsk univers, som kan beskrives som soultronic eller neo-soul.

Bag kunstnernavnet ANKAH finder vi Anna Kathrine Rask Christensen. Hun er sangskriver og komponist – og så kender hun Aarhus som sin egen bukselomme, da hun både er født og opvokset i byen. 

Som artist har ANKAH dog ikke været bange for at forlade de trygge og vante rammer. De seneste år har hun forladt Danmark for at rejse det meste af verden rundt, hvor hun har udforsket scenekunst, dans og ikke-vestlige musikkulturer bl.a. i Brasilien og Ghana. 

På rejserne har ANKAH spillet sammen med de forskellige musikere, hun mødte på sin vej – både i uformelle sammenhænge og til koncerter. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at den nye EP SOAKED har en særlig, international lyd. 

På EPen udfordrer ANKAH den traditionelle soul-lyd ved at tilføje synth-flader, harmoniseret saxofon og vand-samples. Detaljerede korharmonier bølger frem og tilbage bag en pirrende vokal, som udgør samlingspunktet for den musikalske fortælling. Fortællingen tager blot 15 minutter at lytte igennem, hvilket føles alt for kort. Men hvert sekund er udnyttet til det fulde, når ANKAH laver en lyrisk undersøgelse af alle de forventninger og tabuer, som præger tilværelsen særligt i starten af voksenlivet. ANKAH uddyber:

»Gennem teksterne inviterer jeg lytteren helt tæt på, i håb om at vække en genklang eller oplevelse af at føle sig mødt og set. Det er essentielt for mig at skabe rummet for en sådan oplevelse gennem min musik.«

Og det er svært ikke at føle sig set eller mødt på de tre numre, der udgør EPen. Nummeret “Oceanview” handler om at vaske et negativt selvbillede væk i bølgerne.  Der er en dybere selvransagelse på spil, som man fornemmer i ANKAHs vokal. Den føles øm, men indeholder samtidig en mere insisterende og ærlig nerve. 

På det efterfølgende “Quiet” åbner ANKAH op for at turde italesætte tabuiserede følelser. Her smelter en stakkeret, rytmisk vokalpræstation sammen med et groovy lydtapet. Nummeret føles som en følelsesmæssig forløsning – som lytter får man lyst til at danse dét ud, som man har gået og pakket ind alt for længe.

flxamG6o
Foto // Sarah Hartvigsen Juncker

Det sidste nummer ”Painted” fortsætter i følelsernes spor. Her handler det om at finde ind til vreden og bruge den som et sundt pejlemærke for, hvornår nok er nok: ”’Painted’ handler om manipulation og mistillid i et parforhold. Jeg skrev sangen, fordi jeg havde brug for at mærke min vrede for at kunne stå fast i, at det var rigtigt at gå fra min partner,” uddyber ANKAH om tankerne bag nummeret. 

SOAKED giver associationer til kunstnere som Solange, Lianna La Haves og H.E.R., men ANKAH er stadig helt sin egen. 

Gør sig selv en tjeneste og lyt til EPen SOAKED.

Coverbillede // Sarah Hartvigsen Juncker