Det er sangskriver og sanger Gry Colding Ebbesen, der er motoren bag MoonBee. Og MoonBee er ikke bare et navn eller et band. Det er et væsen, vestjyske Colding har skabt til formålet. Et væsen hun kan putte følelser i, og som kan rumme mere end hendes jordiske jeg.
Vi – de jordiske – kan til gengæld prise os glade for skabelsen. For månebien er landet, og den har, akkompagneret af The Astronauts og strygekvartetten Who Killed Bambi, taget en dobbelt-EP med: Come Move in Another Dimension – Part l & Part ll.
Det er de same seks sange, der pryder begge EP’er, blot i forskellig rækkefølge, og de byder dig velkommen ind i et univers af både leg og løssluppenhed, men også alvor og intimitet.
Valget er dit.
EN TUR I RUMMET
Part l af Coldings dobbelt-EP leder an med nummeret We Are Not A Lonely Planet, og det er Coldings stemme, der lurer os ind til en af pladens bedste sange. I afrundingen på det meget velafbalancerede popnummer konstateres det, at ”You are not a lonely planet, you are not a lonely star.” En kærkommen påmindelse, skulle man være gået hen og blevet i tvivl i den ensformige, grå masse, vi stadig kalder ’dage’ – især når den leveres sådan her, med tråde ud i hele galaksen og den samlede, særegne klang.
Hele Part l er liveindspillet uden finurligheder, og måske er det derfor, man mærker musikken leve, uanset om den får fuld plade på synthesizeren i nummeret Run Run Run, eller hovedbestanddelen af sangen blot består af Coldings stemme og ét fortryllende beat på repeat, som i Part l’s afsluttende sang Raining Moons.
Lukker man øjnene her, er det næsten svært at narre sig tilbage til jorden. Det er, som om Raining Moons kræver det af dig, at du svæver roligt i et rumskib, mens du ser på jorden og galaksen fra langt, langt borte, fra dit helt eget univers.
KONTRASTERNE BÆRER
Men tempoet kan godt skrues yderligere ned. Helt ned, endda. Og det gør det på den alvorlige søster, Part ll. Måske er det ’den indbyggede patos’ som Colding selv beskriver strygekvartettens ufravigelige egenskab, der gør, at teksterne står lidt tydeligere, pladsen mellem sangerinde og lytter bliver lidt trangere.
Som i balladen Tiger, der helt fra starten har været simultant-født i både sin indiepop- og strygerform. Den grundlæggende melodi og rytme er i begge versioner den samme, men unægtelig er det, at Colding i Part ll inviterer ind i et rum, der føles mere intimt, og hvor det musikalske og sangtekniske står særligt tydeligt frem.
Hver plade har sit eget univers, følger sine egne regler, og det er helt afgørende for, at de fremstår så gennemarbejdede. De fungerer, fordi sangversionerne netop er deres egne, så de kan leve forskelligt videre inde i os.
Det eneste, der er tilbage at spørge om, er: vil du en tur ud i rummet?
Du kan lytte til dobbelt-EP’en på Spotify, og du kan i øvrigt selv træde ind i MoonBees visuelle univers lige her.
