Fantasi, forestillinger og fortællinger er nøgleord i Dragongirls elektroniske musik-univers, og den nye EP er ingen undtagelse. Den delvist aarhusiansk-baserede norske, kvindelige kunstner Dragongirl udgav i midten af april sin anden EP med titlen Tripomatic Fantasies. De fem sange på den nye udgivelse udtrykker hver især den kvindelige DJs fantasifulde leg med forskellige stemninger og stilarter. Den nye EP byder på en intens og unik oplevelse af, hvordan musik kommer til udtryk, når en talentfuld elektronisk kunstner krydser konventioner og italesætter innovation. Det er et slags elektronisk grænseeksperiment. Som lytter skal man være åben, undersøgende og nysgerrig.

I forbindelse med artiklens affattelse lykkedes det at få et par korte kommentarer fra kunstneren selv om sin musikalske stil og vision. Her får man et lille indblik i, hvad vi som lyttere kan forvente at møde på Tripomatic Fantasies.

Tripomatic Fantasies – En eksplosion af flydende stilarter

Kig på coveret til Dragongirls nye EP (se artiklens coverbillede). Du møder en uigenkendelig masse, der tilsyneladende flyder frit og foranderligt i et mørkt univers præget af et blåligt skær. Du betragter en sælsom og ukendt eksistens omgærdet af en undrende mystik. Det er svært ud fra dette første visuelle møde med den nye udgivelse at gætte sig til, hvilken slags musikalsk oplevelse der venter én de næste 15 minutter. Men ens nysgerrighed er pirret til det yderste. Og efter at have lyttet til Dragongirls nyeste værk står det klart, at netop EP-coverets udtryk indkapsler dét møde man har med de fem nye sange. Du oplever, at forskellige stilarter flyder sammen i mørket. Forandrer sig. Og træder med ét frem i det blålige tusmørke som en ekspressionistisk eksplosion af nyskabende samtidskunst.

Mellem dystopi og eufori

Netop coverbilledet giver også associationer til den måde, Dragongirl selv beskriver sin musik på. “Min musik bliver ofte beskrevet som skummel eller dystopisk, men jeg håber også, at den byder på lys, humor og eufori”. Tilsammen forsøger Dragongirl at foranstalte en afstandtagen til, hvad hun selv betegner som ”musik i binære systemer”. “Vi har en tendens til at snakke om musik i binære systemer, men det tror jeg ikke på, og prøver at bevæge mig væk derfra”. Hun har i stedet en anden vision med sin elektroniske musik. “Jeg prøver at lave spekulerende musik, som konstruerer soniske verdener og fantasier”. Hos den norske DJ skal musik ikke været et spørgsmål om enten eller. I stedet handler det på Tripomatic Fantasies om at nå frem til et både og.
Derfor må konventionerne vige.

Et brud med konventioner

Dragongirl holder sig ikke tilbage i sin fandenivoldske omgang med musikkonventionerne. Konventioner, som hun åbner og dekonstruerer. Og ud fra resterne (gen)skaber et metallisk univers af tunge house-beats, lyden af klirrende glas og tung industri, skvulpende væsker, og en pumpende natklubatmosfære. Lyt blot til sangen ”DJ broke my heart on the dancefloor”. En lavmælt intro brydes hurtigt af lyden af ituslået glas og et gennemtrængende elektronisk beat. Det afløses af en energisk house-sekvens, der med en pulserende bas fuldender sangen. Også sangen ”in love and undeath” understreger Dragongirls eksplorative projekt. Her træder man indledningsvist ind i en slæbende dystopisk kulisse, som dog hurtigt må vige for mere slagkraftige rytmer. Det kulminerer til sidst i et rungende lydbillede. Igennem sangen fornemmer man hele tiden en kamp mellem orden og kaos, håb og frygt. Man fornemmer samtidig et forsøg på at overkomme det forventelige og bryde med musikkens binære strukturer.

Regler er til for at blive brudt

Tripomatic Fantasies lykkes i dén grad med at åbne for din musikalske fantasi og udvide din kulturelle horisont. Af den grund ærgrer man sig over, at der ikke blot er én sang mere på udgivelsen, der kunne tage dig endnu længere ind i Dragongirls legende lydkulisser. EP’en kræver dog, at man som lytter på forhånd er åben, og er villig til at lade sig henføre til et sted, hvor musikkunstens regler er til for at blive brudt. Det handler om at forvente det uventede. Men er du, kære læser, parat til at udforske en EP udgivet af en yderst talentfuld og innovativ kunstner, er Dragongirls Tripomatic Fantasies bestemt et lyt eller to værd! Og du kan du selvfølgelig give den nye EP et lyt på Spotify.

Tjek de nye sange ud, hvis du vil prøve kræfter med en kunstner, som går sine helt egne veje i musikkens mangfoldige verden.

God fornøjelse!

 

Coverbillede: // Dragongirl og Exereal