Torsdag i sidste uge blev scenen på Head Quarters indtaget af en hær af levende ord. En benhård mundtlig poesieksamen med censur i form af et tilfældigt udvalgt dommerpanel blandt publikum. En eksamen i faget Poetry Slam.

 

vinkmainimgfileacUXfINRdpyHONOGMzbqxWIsIXAOFIWauVaHEpIOfXwELIkOrVKTubwXnmbN
Mark Jensen Skougaard, nyligt udråbt Aarhusmester i Poetry Slam. Foto: Niclas Facius

Vi befinder os på trapperne udenfor Head Quarters. En lille kæderygende stime af mennesker. Vi venter på, at dørene åbner til et potentielt ret vildt arrangement; Aarhusmesterskabet i Poetry Slam.

 

Det er en eftermiddag med tordenfluer og spænding sitrende i luften. Arrangementet, der ellers skulle have foregået udendørs på Amfiscenen ved Musikhuset, er i sidste øjeblik blevet flyttet indenfor i de vante rammer på HQ. På grund af vejret. Nu er den danske sommer dog vendt stærkt tilbage. (Som i selvfølgelig). Alle involverede er lidt utilfredse i modsolen, der ler os direkte ned i vores ansigter. Flabet, faktisk.

 

En litterær snack. HAPS!

Det er foreningen HAPS (Hele Aarhus Poetry Slam), der står bag arrangementet, det første Aarhusmesterskab i Poetry Slam, der nogensinde er blevet afholdt. Poetry Slam er en eksplosiv, verbal konkurrencedisciplin – et spraglet genrehybrid, der bevæger sig mellem spoken word poesi, comedy, historiefortælling og battlerap. HAPS er blevet et veletableret element i det litterære miljø i Aarhus. De har lige afholdt deres 25. show og (næsten endnu vigtigere) fik de tilegnet sig en lille sketch i årets kasernerevy. Then you just know.

 

Spygirl fra 8000

Jeg sniger mig rundt med en listig smøg i mundvigen og forsøger at opsnappe et par ord om forventninger, odds i hjørnerne og måske endda lidt trashtalk om en slammer eller to, men alt levende, jeg får øje på, hilser og siger tak for sidst (det er simpelthen så svært at gå undercover som spygirl indenfor sit eget postnummer. Mens man forsøger at spionere folk, man helt sikkert har festet med på Kakaobar adskillige gange).

Da dørene åbner, og flere mennesker ankommer, opdager jeg dog, at publikummet er ret alsidigt. Jeg spotter forstadsforældre i hjørnerne. Tyndbenede drenge iført hatte. Nyudklækkede studenter og kasernefolk. Et band ved navn Lemon Brothers. På trappen en lille alfeagtig pige med en gul plisseret nederdel.

 

HVORDAN LYDER ET TI-TAL?

Stemningsøjeblikke fra dagen. Video: Niclas Facius

 

Dagens slam poeter har alle i løbet af foråret kvalificeret sig til en plads i dagens show. Normalt er det frit for alle at stille op.

 

De tilfældigt udvalgte dommere bliver tildelt deres pointtavler. Den mytologiske figur og det legendariske facebookfænomen, Excelman, bærer sin lænestol op i spotlyset, hvorfra han i bløde omgivelser skal udregne deltagernes point i sit hjemmelavede excelark (derfor navnet). Han har efter sigende to eksemplarer af alting og er fast inventar på scenen, hvor det krølhårede værtspar og stifterne af HAPS, Mathias Bundgaard (gadedrengeagtig Aarhuspoet og tidligere Danmarksmester i slam) og Mai Ørskov (karismatisk slammer og netop hjemvendt fra KBH i dagens anledning) skyder første runde i gang. Med en øvelse, hvor publikum ved hjælp af deres støjniveau vil give deres mening til kende i pointgivningen. Som i: HVORDAN LYDER ET TI-TAL?).

 

Lauge Christensen, dagens første slammer, præsenterer os for et jeg, der er omringet af egne gener i et klaustrofobisk forsamlingshus til søsters konfirmation; en familiefest, der eskalerer i absurde retninger og ender med en afbrænding af familiens klamme onkel (Mor og far fatter hvad der foregår og bygger et bål i forsamlingshuset).

 

Mænd i tights

Et vrængende diss fra AK Kat Bagai til mænd i tights (de kalder det den bløde omskæring). Senere dedikeres et slam til en Fie, en spirende flirt, åbenbart. Young love. Et sandsynligvist bittert dommerpanel smider straks manden ud af konkurrencen. Lykkelig kærlighed. Ad ad. Ad.

 

Et slam, der falder i de unges smag, er Esben Staugaards undersøgelse af næsen som fænomen (næsen er tilstede i dit ansigt på en ret “in your face-agtig” måde).

 

Der er ord, som gør mig liderlig, boremaskine og bryllupsinvitation. Passagen er direkte hentet fra Bianca Fløe. Og ordene opremses i stimer i hendes fabulerende slam, blandt andet (…ord, som får mit hjerte til at banke hurtigere, vanvidsbilist og virkelighedsflugt. Der er ord, som jeg selv har fundet på, automatkritisk og klæbehjerte og toilettapir. Det første jeg kan huske, er ord som mammut og tørretumbler, og måden m’er får læberne til at svulme op, og måden m’er ligner små elefanter i flok.)

 

SULT OG HAD

Excentriske Anders Jakob (ophavsmanden til sætningen Hemingway er feng shui), leverer et vidunderligt misantropisk slam med kontrapunktisk heliumagtig stemme. Han beskriver sin drømmekvindes kvaliteter: (Et pessimistisk og opgivende syn på livet og tilværelsen/En vrede som aldrig bliver til mere end sølle brok/og en højtråbende og lettere ynkelig optræden…). Spotlyset tænder ham ikke, som han pikant konstaterer fra scenen. Han ender med at skrige SULT OG HAD med publikum som back-up.

 

I pausen mellem første og anden runde forsøger vi (fotograf Nicklas og jeg) at indfange publikummer, der vil tale om konkurrenternes præstationer i første runde. Vurderinger af de enkelte slammeres chancer. På bedste sportsjournalistiske vis. Lykkes kun delvist. Publikum er simpelthen for imponerede. Hvilket vi slet ikke kan bruge til noget.

 

Et digt om at ha’ det lissom dubstep

I anden runde er feltet blevet reduceret til seks slammere. Et højdepunkt er Esben Staugaards digt om at ha’ det lidt lissom dubstep, der blandt andet involverer en karpe som en central figur (slår man karpen op på Wikipedia står der følgende: Karpen er en karpefisk i karpefamilien. Den er altså rimelig insisterende på den måde).

 

En poet, der skiller sig ud, er Mark Jensen Skougaard med sit rappede flow og smadrede tekster. Vi trækkes tilbage i et ubehageligt institutionsmørke, og vi befinder os i et problembarns krop. (Svigtet, forladt og kastet ind i folkeskolens anarki/Ansigtet blev hurtigt forhadt og plastret ind i en advarende poesi/Og med et faderskab der prioriterede at fyre en ske og en fed/Blev jeg hurtigt ham de andre ikke måtte lege med.) Ordene sikrer ham en plads i finalen sammen med Esben Stougaard og Lauge Christensen.

 

I pausen mellem anden og tredje sitrer forventningen blandt publikum. Det underligt aflange rums røde belysning omslutter kroppene. Intensiteten stiger, da værterne påny springer ind i spotlyset på scenen.

 

Screenshot_2014-06-30_22.37_.15_
Vi indfanger et stykke publikum i pausen. Et begejstret ét af slagsen. Foto: Niclas Facius

 

 

Manden, der namedropper organer

 Esben Stougaard dedikerer denne gang sin optræden til ørerne (evt. hans signatur som slammer: der hviskes måske snart om ham fyren, der beskæftiger sig med ansigtets organer. Og kunne det tænkes, at han udvidede repertoiret til at dække andre områder af kroppen?, ville man spørge hinanden om. Benene? Armhulerne? Neglene, evt.?) Jeg savner næsen fra første runde. Det med, at væggene har ører. Og at Gud lugter alt. Lauge Christensen har også, efter min mening, peaket i første runde med slammet om lillesøsters konfirmation, hvor onkel får sit endeligt. Noget af en mærkedag for familien.

 

Det bliver Mark Jensen Skougaard, der løber med sejren. Han belønnes for sit portræt af det ødelagte barn fra Aalborg. Råheden og destruktionstrangen i en barndom. Og vejen ud bestod ikke i folkeskolepædagogernes foreslag om at tælle til ti før et raserianfald (tæl dig ud af problemerne/Når du føler dig allermest vred/Tæl til ti/Tæl til ti/Repeterede de).

 

Tvær folk verbalt. Yau!

Som Mark demonstrerer i dag ligger løsningen og sejren i ordene: De sagde tal hvor de burde sige ord/De sagde tæl til ti hvor de burde sige forsvar dig med sproget/Tal nytter ikke og bliver ikke husket for noget/Tvær folk verbalt når det virkelig gælder/For når det ringer ud og skoledagen går på hæld/Er det ikke de talte tal der tæller/Det er det talte ord der bliver husket og gør den helt store forskel.

 

Da jeg skriver til ham samme aften for at få fingrene i hans tekst, afslører han, at han har valgt festerne fra til fordel for sin seng og sin playstation. En træt slammer med en controller i hånden; midt i et slag FIFA. Simpelthen så velfortjent, synes jeg. Tusind gange tillykke!