CAFEANMELDELSE: Et hav af smagsbomber har sat mine sanser ud af kurs. Jeg forsøger at samle mig om, hvad det er, jeg netop har oplevet – prøver at finde de rigtige ord. Men hvilke ordkombinationer kan beskrive smagsoplevelser, som fylder langt mere end de ord min mund kan forme? Den her isbutik er særklasse.

 

Passion som drivkraft

Misto hedder isbutikken, den helt specielle isbutik. Stedet emmer af drivkraft og interesse, og vi møder en storsmilende Nabil – manden bag magien, da vi træder ind af glasdøren. Der bliver serveret den ene smagsprøve efter den anden, og snart er vi lullet ind i historien om den dybe passion, som Misto utvivlsomt er for manden på den anden side af disken. Her er både plads til små anekdoter, samt detaljerede forklaringer og beskrivelser af dagens varianter.

 

IMG_8461_copy
Misto // Alle fotos: Gruenbaum

 

Forskellige dage, forskellige smage

Det italienske ord ”Misto” betyder mix, og isen her er netop et mix. Et mix mellem de sikre gengangere, som altid er at finde i fryseren og de overraskende nye smagsoplevelser, som hele tiden skiftes ud. Det hele laves fra bunden, og nogle dage finder man fersken-cheesecake, flødebolle eller kiwismag – andre dage indbydes til helt andre fristelser. (Tip! Misto er åbne overfor specialbestillinger, hvis man har en helt særlig yndlingssmag, som man kunne tænke sig til et arrangement!) Derfor er det altid både spændende at besøge Misto, men også en lidt hård kamp med lysten til at smage på det hele. (Heldigvis deles der gladeligt smagsprøver ud, hvis man spørger pænt)

 

IMG_8498

 

Den besynderlige blå

En speciel variant er der rigtig mange, som med kritiske øjne ønsker at smage på. Det er den besynderlige blå Spicurli, som er både meget populær og omtalt – fortæller Nabil. Den blå farve er så kraftig og iøjnefaldende, at de fleste har svært ved at tro på, at farven rent faktisk er 100% naturlig. Selve smagsoplevelsen virker også som et trylleriværk, hvor den fyldige smag af vanilje, hvidchokolade og nødder skaber en drømmende smagsrejse. (Prøv den!)

 

IMG_8496

 

Vær med uanset!

Friske råvare og økologi er vigtige værdier, som præger Misto. Det skaber nogle enormt delikate og kvalitetsfyldte smagsoplevelser, når man vælger at nyde sine fristelser her. Derudover er det værd at huske, at man kan tage alle sine venner med herhen! Det kan man nemlig fordi, Misto selvfølgelig tager højde for alverdens allergier og forbehold. Det vil sige, at man altid finder både laktosefrie-, sukkerfrie- og veganske specialiteter! Isvaflerne er glutenfrie og her findes ikke et eneste kunstigt farvestof! Der laves usædvanligt god is af naturens gaver, men kun af naturens gaver.

 

IMG_8500-0011

 

Lyse rammer

Nabil fortæller selv, at man bør spise is – ordentlig is! Og at alle skal have mulighed for at spise is. Derfor vælger Misto altid at tage særlig hånd om råvarerne til isen, og det er vigtigt, at man som kunde fornemmer den både ærlige, rene og åbne fremstilling. Det går hånd i hånd med selve indretningen. Butikken er et stort lyst lokale, hvor der er indbydende kurve med frisk frugt og man kan lure ud til ismaskinerne bagved, som kører dagligt. Der serveres løbende friske smoothies, proteinshakes, lækre kaffespecialiteter og hjemmebagte cookies. Så spis naturens is, og lad Misto forføre dine smagssanser. Spørg ind til dagens varianter, og lad dig selv blive både overrasket og inspireret.

 

IMG_8519-0011

 

Hvad: Misto – Italiensk is og smoothies!
Hvor: M.P. Brunsgade 60 Århus C
Hvornår: Mandag – lørdag fra 11-22, søndag fra 11:30 – 22.
Hvorfor: Fordi Mistos udvalg er en lang række fortryllende smagsoplevelser, som giver smil og energi selv på sommerens regnfulde dage. (Og fordi alle kan spise med!)
Mønt: 23kr for 1, 30 for 2, 37 for 3 og 44 for 4 kugler is. (Lav et gratis kundekort, og få 10% på alt!)
Links: Facebook

 

IMG_8548-001