GRØN MAD – BAGT KARTOFFEL MED GRØNT
Mad

GRØN MAD – BAGT KARTOFFEL MED GRØNT

Det bedste ved denne ret er, at du vitterligt kan bruge alle mulige forskellige slags toppings oven på den bagte kartoffel, og det er derfor muligt at få ryddet ud i køleskabet, så intet går til spilde. Kartoflen er nem at tilberede, da den passer sig selv i ovnen, så du har god tid til at kredse om de forskellige toppings.

Til 2 personer

DET SKAL DER I

2 stk bagekartofler
1 spsk smør
2 spsk revet ost
1 løg
olivenolie
1 spsk balsamicoeddike
1 spsk honning
¼ spidskål
1 dåse kikærter
½ granatæble
1 dl creme fraiche
1 spsk kapers

SÅDAN GØR DU

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Skyl og skrub bagekartoflerne rene. Snit et kryds i midten og pak dem ind i alufolie. Bag kartoflerne i ovnen i 60-70 minutter afhængig af kartoflens størrelse.

Løgene skæres til ringe og brunes på en pande i olivenolie i 2 minutter. Tilsæt herefter balsamicoeddike og honning. Lad det simre ved svag varme i cirka 10 minutter til løgene er bløde og karamelliserede.

En kvart spidskål skylles og snittes til meget fine strimler.

Kikærterne skylles godt i en si og duppes tørre.

Kapers hakkes groft og vendes i creme fraisen, som smages til med friskkværnet peber.

Anret kartoflen:

Den bagte kartoffel åbnes – smør og ost moses ned i kartoflen. Drys med salt.

Fordel spidskål, kikærter og løg over de to kartofler. Øverst fordeles creme fraichen og afslutningsvis granatæblekerner.

 

//Illustration: Ingrid Møinichen

Skriv en kommentar