REPORTAGE: På Aarhus Brætspilscafé får smartphonen lov til at blive i tasken. Her er der fokus på samvær gennem god, gammeldags, analog underholdning.
Store reoler fulde af farverige spilæsker fylder væggene, og på vintagehippe mormormøbler sidder skiftevis vennegrupper og par på dates optaget af forskellige brætspil. Henslængt happypop siver lavmælt ud af højtalerne og blandes med snakken fra bordene. Rundt omkring nynner folk med, mens de venter på, at det bliver deres tur. Det er tirsdag aften i februar, og der er næsten fuldt hus på Aarhus Brætspilscafé. Overraskende mange har som jeg trodset det våde og blæsende vintervejr, og ifølge Jacob Sand, der er manden bag baren denne aften, er dette faktisk en stille én af slagsen på caféen. Siden åbningen i begyndelsen af september sidste år har masser af aarhusianere fundet vej inden for i varmen til kaffe og brætspil.
”Vi har alle mulige forskellige slags kunder. Unge mennesker, familier, par, internationale folk. Alle er velkomne her,” fortæller Jacob, mens han skænker kaffe op. Ifølge ham har stedet også allerede resulteret i nye fællesskaber, der har fundet hinanden i spilleglæden og nu mødes jævnligt på caféen.
Spilleguruer giver nye idéer
I midten af rummet sidder en gruppe unge fyre samlet om spillet ”Ticket to Ride”, der handler om at bygge togruter. Nikolai, Nicolaj, Anders og Christoffer studerer til daglig sammen på Erhvervsakademiet. Ifølge vennerne var brætspilleriet med til at binde dem sammen, da de mødte hinanden over studiearbejdet.
”Vi spillede rigtig meget. Tit spillede vi faktisk i stedet for at lave vores opgaver,” griner Nicolaj, og de andre stemmer i.
I aften er vennernes andet besøg på caféen, som tilbyder tiltrængt afveksling fra de to brætspil, de efter eget udsagn har ”spillet ihjel” derhjemme. Caféens frivillige såkaldte ”spilleguruer” har derfor introduceret dem til flere nye spil som eksempelvis aftenens valg.
Samvær over bræt og brikker
”Hej! Nu må I bare sige til, hvis I mangler hjælp til noget,” siger en ung mand smilende til min spillemakker og mig, da vi har placeret os i de bløde møbler.
Mads Fløe er én af de brætspilsentusiaster, der frivilligt står til rådighed som spilleguru på caféen. Hos ham kan de besøgende hente hjælp i form af spilanbefalinger, forklaring af regler og gode råd. Ifølge Mads tilbyder brætspillets analoge rammer et særligt nærvær:
”Her kommer folk ikke for at drikke sig fulde eller sidde alene med deres computer. Folk er her for at være sammen med hinanden,” fortæller han.
Nærværet er også til at få øje på denne aften. I en antik, gulmønstret sofa med et patinafyldt hul i armlænet sidder et ungt par og kigger nyforelsket på hinanden over spillebrikkerne. Fra et bord i den anden ende af rummet høres lyden af terninger, der danser i et bæger. Her er tre venner i dyb koncentration om et Yatzy-lignende spil. Bag dem oplyser et skilt på disken modvilligt om wifi-koden – for “you should be playing games”, som der står.
”Der findes mere end Matador og Ludo”
Caféens ejer, Jesper Overgaard, fortæller, at idéen om en brætspilscafé voksede ud af hans egen genfundne spilinteresse, der blev vakt, da han og en gruppe venner for fem år siden begyndte at mødes ugentligt til brætspil. Dette resulterede i en større spilsamling, der blev første del af de nu cirka 350 spil, der i dag fylder caféens vægge.
”På et eller andet tidspunkt begyndte jeg at synes, det var synd, hvis de bare skulle stå der og ikke blive brugt,” fortæller Jesper.
Ifølge ham agerer spillebrættet også en udmærket icebreaker, da det tilbyder et fælles udgangspunkt for samtale. Netop derfor er caféen også blevet et populært sted for smånervøse par på første dates.
”Vi prøver også altid at være lidt ’Kirsten Giftekniv’ hernede og få sat nogle drenge op med nogle piger igennem spillene,” siger han med et smil.
Først og fremmest er formålet med caféen dog at udbrede brætspilsformen som et socialt samlingspunkt og introducere folk til nye spil.
”Det er sgu bare rigtig hyggeligt. Der er bare en god stemning omkring et brætspil. Og jeg vil gerne vise, at der findes mere end Matador og Ludo i brætspilsverdenen,” fortæller Jesper.
Ægte, analog nostalgi
Hos vennerne i midten placeres aftenens sidste togskinner, og spillet er ved at være slut for denne gang. For dem er der en løbende intern konkurrence, der er mindst lige så vigtig som de hyggelige rammer:
”Nu har Anders for eksempel tabt to gange i aften,” siger Christoffer drillende.
”Ja, så nu snakker jeg ikke med de andre i en uge,” spiller Anders med, og de griner alle indforstået.
De fortæller mig, at det bestemt ikke er sidste gang, de besøger caféen i Vestergade. Jeg forstår dem godt, for der er nu noget særligt autentisk over at flytte brikker rundt på et spillebræt. Spillene afkræver en koncentration og tilstedeværelse, som nægter distraktioner adgang og åbner op for samvær. På den der ægte, gammeldags, analoge måde. Nærværet er simpelthen en indskrevet del af præmissen. Og da jeg bevæger mig tilbage ud i februar-mørket, føler jeg mig helt nostalgisk efter en aftens tiltrængt pusterum fra digitaliteten.
