Litteraturen er et frirum // Interview med tre aarhusianske bogbloggere #1

Litteraturen er et frirum // Interview med tre aarhusianske bogbloggere #1

På Instagram er der opstået et kæmpe fællesskab af bogelskere, eller #bibliofile #bookstagrammere, som de kalder sig. Bogbloggere indgår samarbejder med forlag, og deres anmeldelser tæller lige så meget, når du køber en bog på fx Saxo, som en anmeldelse i landets største dagblade. I denne serie interviewer VINK tre aarhusianske bogbloggere Nina Johanne, Camilla og Sif om bogbloggens potentiale til at formidle litteraturen. I første del af serien er det Nina Johanne (@ninajohannee), som har været på Instagram siden marts 2019. 

Hvorfor startede du din bogblog?

“Jeg startede den, fordi jeg blev alenemor. Det var rigtig hårdt for mig at blive forladt af barnets far. Jeg havde ikke det samme frirum, som jeg havde før. Jeg manglede et sted, der var mit, hvor jeg kunne dyrke mig selv. Med tiden udviklede det sig til en Instagram med en masse litteratur. Udover det opdagede jeg hurtigt et netværk af andre, der også elsker litteraturen. Jeg har fået en del nye bekendtskaber på Instagram. Vi mødes så ofte vi kan til litterære events.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig om din bogblogs profil og indhold?

“Jeg poster hovedsageligt billeder omkring litteratur, og hvordan den og kunsten hjælper min hverdag til at være mindre angstfyldt, og hvordan jeg bruger bøgerne til at skabe mig et lille rum, hvor jeg bliver fyldt op med positiv energi. Billederne er ofte med sensuelle undertoner. Gerne bar hud, smukke omgivelser, fine kjoler og en god bog.”

I hvor høj grad går du op i det æstetiske (pæne billeder, skrifttyper mv.)?

“Jeg går i høj grad op i, at billerne ser godt ud. Som regel prøver jeg at fotografere og fange den stemning, bogen giver mig. Jeg bruger meget min egen krop til at udtrykke dette. Det er en spændende kombination, synes jeg. Nogle ser nok kun det sensuelle eller seksuelle, men jeg er ikke bekymret for, at det overskygger litteraturen.”

Hvad vil du gerne formidle til dine læsere i forhold til litteraturen?

“Jeg håber, at kunne gøre litteraturen mere sexet. Der er så fantastisk meget, vi kan lære om os selv, verden og andre i bøgerne. Selv har litteraturen hjulpet mig igennem en dyb depression, angst og kærestesorger. Jeg opdagede, at forfatterne skrev om netop dette. På den måde føler jeg mig aldrig alene. Jeg synes, det er fantastisk at læse. Det giver mig så meget – og jeg nyder at dele, snakke og fortælle om litteratur. Det er skønt, når folk spørger om råd til, hvad de skal læse eller deler noget af det, de selv læser og gennemgår i deres liv.”

Hvorfor tror du, bogblogging er blevet så populært, som det er?

“Der er et stort forum for det, og det er SKØNT. Det er fordi, god litteratur aldrig bliver umoderne. Det overraskede mig i starten, at der var så mange med en interesse for litteraturen – og lige så mange måder at formidle det skrevne på. Det er dejligt at se, og det giver mig troen på, at folk virkelig gerne vil vægte nærvær (både i litteratur og kunst) frem for det elektroniske, der gør os så fraværende.”

Kan bogbloggernes anmeldelser noget andet end eksempelvis anmeldelser af bibliotekarer og litteraturanmeldere på aviser som Information og Politiken?

“JA. Det synes jeg helt sikkert. Det er knap så “tørt.” Og der findes mangle profiler med folk, der læser en bestemt genre og har gjort dét til deres niche. På den måde synes jeg, det bliver meget personligt og professionelt.”

Hvad læser du lige nu?

“Lige i øjeblikket læser jeg Benny Andersens digtsamling At elske eller ikke at elske. Den handler om kærlighed, at miste og turde elske. Hans lyriske univers har altid fascineret mig. Han formår at gøre store ord simple og med hans humoristiske, små indspark, bliver tunge emner letlæselige.”

Hvilken bog vil du anbefale til VINKs læsere?

“Uha, den er svær. Jeg har en yndlingsbog af Antoine de Saint-Exupéry kaldet Blæsten, Sandet og Stjernerne. Han har skrevet Den lille prins, som de fleste kender. Denne bog tog mig med storm, og jeg har den ofte fremme. Den er egentlig forhistorien til Den lille prins. Saint-Exupéry beskriver blandt andet et flystyrt i en ørken – og det er simpelthen en af de mest medrivende bøger, jeg nogensinde har læst. Jeg vil anbefale den til ALLE. Den er nem at komme igennem og sindssygt smukt skrevet.”

 

//Illustration af Amanda Aviaja

Skriv en kommentar