VINK VAR VILD MED ORD PÅ GODSBANEN

VINK VAR VILD MED ORD PÅ GODSBANEN

Litterære pessimister vil påstå, at litteraturen anno 2019 har trange kår. Denne tendens afspejlede litteraturfestivalen, der dette år blev afholdt den 22.-23. februar på Godsbanen, imidlertid ikke. Her strømmede læseglade aarhusianere i hobetal til. VINK var også til stede og bringer her en række highlights fra festivallen. 

 

Forestil dig en større menneskemængde et hvilket som helst sted – på et hvilket som helst tidspunkt. Man hører dem, selvom man ikke kan se dem: de taler, griner og pludrer med garanti – medmindre de er instrueret til andet. På den måde er samtalen, ordet, en afgørende del af vores måde at være sociale på. Således også til Vild med Ord. Her er det netop ordet, der er i centrum, og lokalet er animeret af elektrisk summen af forventningsfulde fremmødte. I år er overskriften for festivalen ”Ny Strøm”, hvorunder bogaktuelle forfattere mødes til samtale om nye litterære strømninger.

 

Lars Bukdahl og Jens Blendstrup guider din læsning af moderne autofiktion. //Alle fotos: Erica Wyrdling

 

Blendstrup og Bukdahl i litterært hypnoseshow om ”Dyr og Dommedag”

Jens Blendstrup og Lars Bukdahls litterære hypnoseshow er et populært foretagende. Teater Katapult er stuvende fuldt. Et litterært Zirkus Nemo præsenteres de som i programmet. Seancen er bygget op omkring flere elementer, herunder tekstoplæsning, ‘skuespil’, trylleshow, litterære guides og dukketeater.

I ”En dag i en økopoets liv” følger vi to økopoeter fra morgen til aften. Der ironiseres over økodigterens konstante angst for massedød og solens udbrænding, og der grædes over spildt mandelmælk. Henimod dagens afslutning finder de to poeter hinanden, og dagen afsluttes med, at de i forening planter poesi på en mark. Miljødigterens dag er ”kort men katastrofal”.

I Lars Bukdahls læseguide er Jens Blendstrup læseren, der guides. Læsningen kan inddeles i fem faser, der måske, måske ikke, er anvendelige næste gang, du læser en selvbiografisk roman:

  1. ”Mit livs eventyr”-fasen: Læseren tror, at alt, hvad de læser, er virkeligt
  2. Hærværksfasen: Læseren forstår, at der er tale om fiktion
  3. ”Den kriminelle dobbeltkontrakt”-fasen: Læseren bevæger sig frem og tilbage mellem virkelighed og fiktion
  4. ”Kokkens datter”-fasen: Man opfatter verden, som om den er indrettet for ens egen skyld
  5. ”Amok”-fasen: Virkelighed og fiktion går i karambolage med hinanden, og bogen bider os i haserne

Blendstrup og Bukdahl er gakkede og hylende sjove, og de har publikum i deres hule hånd. Undervejs kan jeg dog ikke lade være at overveje, hvem det er, der er under hypnose? Er det Blendstrup, som gør englehop, flasher mave og løfter Bukdahl op på sine skuldre? Er det Lars Bukdahl, som rokker frem og tilbage på stedet, mens han læser op? Er det det litterært indviede publikum, som griner og klapper, mens Blendstrup og Bukdahl satiriserer over samtidslitteraturen? Dette er ikke nødvendigvis altid klart – men fanget, det er vi.

 

Thomas Korsgaard samtaler med Stefan Kjerkegaard om forholdet mellem litteratur og virkelighed.

 

Nødvendighedens poetik – Thomas Korsgaard taler om sine romaner

Sammenlignet med hypnoseshowet er Thomas Korsgaard og lektor i nordisk sprog og litteratur, Stefan Kjerkegaards, samtale om Korsgaards romaner Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det anderledes konventionel. Udgangspunktet for samtalen er forholdet mellem virkelighed og fiktion, som Korsgaards romaner om Tue leger med.

På trods af den knappe tid får de hurtigt talt sig ind på en art nødvendighedens poetik. Korsgaards projekt er muligvis ikke politisk, men klart er det, at han bedriver samfundskritik i sine bøger. Således kritiseres både det langsommelige liv på landet, socialt og økonomisk armod samt social kontrol i provinsen. Den sociale kontrol drejer sig i særdeleshed om en tavshedskultur med uskrevne regler for, hvad der må siges og ikke siges. Korsgaard bryder med denne tavshedskultur, når han skriver en bog. Det er der nemlig ingen, der skal give ham lov til. Og det er nødvendige bøger at skrive, fordi alternativet er at forholde sig tavst. Det er ikke alle, der kan det – og særligt ikke Thomas Korsgaard.

Romanformatet er i den sammenhæng brugbart, fordi fiktionsgenren giver en række friheder, man ikke har i journalistiske genrer. Dette gælder retten til at omskrive og gengive scener, som man selv erindrer dem uden at tage stilling til, hvorvidt dette stemmer med virkeligheden. På samme måde hedder hovedkarakteren Tue og ikke Thomas, fordi det ville være for grænseoverskridende at dele navn med sin hovedperson, ligesom det ville føles som om, der var større krav til, at teksten skulle stemme med virkeligheden. Og det er ikke Korsgaards ambition at skrive den type bøger – de vil være for uinteressante.

 

Charlotte Weitze, Rasmus Lund og Lars Skinnebach taler om klimalitteratur. Gregers Andersen er moderator.

 

Litteratur som aktivisme – Charlotte Weitze, Lars Skinnebach og Rasmus Lund om klimafiktion

Ligesom i samtalen med Korsgaard præges diskussionen om klimafiktion af idéen om nødvendighed. Her diskuterer Charlotte Weitze, Lars Skinnebach og Rasmus Lund litteraturens rolle i klimadebatten. Fælles for de tre er deres klimabekymringer, men deres udgangspunkt både litterært og samfundsmæssigt er forskelligt.

Der blev også diskuteret individuelt og kollektivt ansvar. Weitze diskuterer individets ansvar, mens Lund kritiserer vækstbehovet. Særligt Skinnebach er interessant, fordi han repræsenterer en bølge af klimaengagerede, som interesserer sig for menneskets plads i verden. Han er radikal og omtaler blandt andet mennesket som en voksende kræftcelle. Menneskets tilstedeværelse på jorden behøver dog ikke være skadelig. Skinnebach kobler klimaet med en række erkendelsesmæssige problematikker, som påvirker, hvordan vi er i verden: Anskuer vi eksempelvis planterne som en del af os eller adskilte fra os? Det er umuligt at skille politik og litteratur fra hinanden, og jeg kan ikke lade være at tænke, at det er en ensidig venstrefløjsdebat. Skinnebachs pointer er nemme at genfinde i visse kredse. Måske skyldes det, at ingen højrefløjsforfatter skriver om klimaet, og at det tætteste vi kommer på et modsvar er Bukdahls og Blendstrups ironiseren over klimadigternes dommedagsprofetier.

 

Vild med ord vender tilbage

Har du netop læst denne artikel, og er du ærgerlig over ikke at have været med? Fortvivl ej! Vild med Ord vender tilbage næste år.
Hold øje med programmet på: http://vildmedord.dk/ eller på Facebook https://www.facebook.com/VMOfestival

Skriv en kommentar