Tove viser os en ærlig kvindelig erfaring: “At skrive er at udlevere sig selv. Ellers er det ikke kunst”

Tove viser os en ærlig kvindelig erfaring: “At skrive er at udlevere sig selv. Ellers er det ikke kunst”

Tove Ditlevsen har de sidste par år haft en strålende renæssance: den såkaldte Tovefeber har været i udbrud. Men hvad er det ved netop Tove Ditlevsen, der rammer så mange læsere i dag og i stor stil inspirerer nutidens forfattere?

På Folkeuniversitetet kan man bruge sin lørdag formiddag på at (gen)snuse til uni-livet og ikke mindst blive klogere på emner af enhver art. I lørdags kunne man dykke ned i Tovefeberen og blive klogere på Tove Ditlevsens blomstrende genkomst blandt både de moderne forfattere og læsere. Oplægsholderen var cand.mag. i nordisk sprog og litteratur, Lisa Emilie Jørgensen. Hun er til daglig underviser på VID Gymnasier og skrev i 2016 speciale om netop Tovefeberen. Så hvad er det helt nøjagtigt, Tove Ditlevsen har ramt i dagens Danmark, der har gjort hende så uhyre relevant igen?

De sidste år har Tovefeberen raset og genudgivelser, teaterforestillinger og oversættelser har ingen ende ville tage. Derudover er hendes litteratur, i de senere år, blevet fremhævet som en stor inspirationskilde for blandt andet en række prominente yngre forfatterinder – heriblandt Olga Ravn, Mette Moestrup, Stine Pilgaard, Lone Hørslev og Josefine Klougart. Men det er ikke kun Tove Ditlevsens litteratur, de inspireres af. Hun havde en særlig måde at være forfatter og menneske på.

De personlige oplevelser som litterær drivkraft

Tove Ditlevsen var en kvinde, der ikke var bange for at udstille sig selv og sit liv. Det var en central del af hendes forfatterskab, som hun var meget åben om: “At skrive er at udlevere sig selv. Ellers er det ikke kunst. Man kan camouflere, men det er altid sig selv, man skriver om.” Det inspirerer en forfatter som Josefine Klougart, der stilistisk er langt fra Tove Ditlevsen, men finder inspiration i Ditlevsens insisteren på selvudlevering som en del af det kunstneriske udtryk. Lignende har Klougart selv udtalt: “Man må være ødsel med sig selv.” De har altså begge (som et utal af forfattere) de personlige oplevelser, erfaringer og sansninger som litterær drivkraft. De dyrker det interessante i at lege med deres forfatteridentiteter og sløre skellet mellem fiktion og virkelighed.

“En pige kan ikke blive digter”

En anden forfatter, der står helt centralt i Tove-renæssancen, er Olga Ravn. Hun har, udover at stå for udvalg og forord i flere af Gyldendals Tove Ditlevsens genudgivelser, arbejdet meget direkte med inspirationen fra Tove Ditlevsen. Ravns debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng har undertitlen Pigesind – samme titel som Ditlevsens debutdigtsamling. De to værker deler mange tematikker, primært selvfølgelig overgangen fra pige til kvinde. Og beskrivelsen af den kvindelige erfaring er en af de elementer, der inspirerer Olga Ravn særligt ved Tove Ditlevsen. Den kvindelige erfaring som ellers ikke kan italesættes. Tove Ditlevsen skildrer en ufrihed i kvindeligheden og kvinderollen som et korset.

For selvom Tove Ditlevsen var en kendt og udgivet forfatter i sin samtid, blev hendes værker stadig ikke betragtet som stor litteratur. En af årsagerne var, at hverken det kvindelige eller det selvbiografiske blev anerkendt i de litterære kredse. Tove Ditlevsen kæmpede hele sit liv for den anerkendelse og prøvede at modbevise ordene “en pige kan ikke blive digter”. Hun beskrev, udførligt, den spændetrøje, hun følte kvindeligheden var. Tove Ditlevsen tog altid selv afstand fra kvindebevægelsen. Alligevel er hun altså blevet en vigtig forfatter i sin skildring af den kvindelige erfaring. Det er hun stadig i dag, blandt andet fordi den kvindelige, mere eller mindre selvbiografiske litteratur, endnu kæmper for anerkendelse og ikke helt sjældent beskyldes for at være “navlepillende”.

En leg mellem forfatter og værk

Nutidens forfatteres fascination af Tove Ditlevsen bunder, ifølge Lisa Emilie Jørgensen, også i hendes leg med den litterære selvfremstilling. For Tove Ditlevsen brugte allerede dengang sin egen person i en medieleg mellem fiktion og virkelighed, forfatter og menneske. Det kunne hun blandt fordi, hun, i sin samtid, var en stærkt medialiseret kendis, der ofte optrådte i ugebladene og samtidig over to årtier besvarede brevkassen i Familie Journal. Store dele af hendes privatliv var offentligt kendt, og det benyttede hun til at skabe en myte omkring sin person. Olga Ravn beskriver, at “Ditlevsen har brugt sin samtids medier til at vende og dreje sig selv som figur”. Hun leger med sin forfatteridentitet og med forholdet mellem forfatter og værk. På den måde var hun forud for sin tid, da hun havde en mediebevidsthed, der spejles i nutidens forfatteres selviscenesættelse.

På mange måder var Tove Ditlevsen langt mere fremsynet og modernistisk, end hun nogensinde fik kredit for. Blandt andet arbejder hun i sin sidste roman Vilhelms værelse med et modernistisk greb i sløring af skel mellem fortæller og forfatter. Her fletter hun fortælleren, Lise, og sin egen person sammen og bytter rundt på navne og pronominer. Ikke mindst fletter hun sin egen faktiske kontaktannonce og artikel ind i romanen som værende Lises. En nytænkende og moderne tilgang til litteratur og forfatterrollen, som hun altså aldrig bliver anerkendt for. Dette ses blandt andet i de nyere udgaver af romanen, hvori man fejlagtigt har rettet flere af de små greb.

Litteratur og levet liv

I følge Lisa Emilie Jørgensen er det svært at adskille Tove Ditlevsens liv og hendes litteratur. “Både fordi det er enormt sammenfiltret og fordi hun selv insisterer på den forbindelse. Hendes liv er en nøgle til værkerne, men samtidig handler det ikke om at lede efter sammenfald eller inkonsistens. Man skal se det som både litteratur og levet liv”, siger Lisa Emilie Jørgensen.

Og der er meget at dykke ned i i Tove Ditlevsens omfangsrige forfatterskab: digtsamlinger, romaner, erindringer, breve og brevkassesvar. Det bør man gøre i følge Lisa Emilie Jørgensen, der anbefaler, at man begynder med erindringerne. “Hvis man kun har læst Barndommens gade, så kender man hende ikke godt nok. Hvis man vil forstå, hvor ærlig og kompromisløs hun egentlig er, så skal man læse mere end det,” uddyber hun.

På Folkeuniversitetet kan man få et indblik i den nyeste forskning fra filosofi til arkæologi og alt derimellem og derudover. Ikke mindst kan man få stimuleret sit videbegær og sin nysgerrighed. Lisa Emilie Jørgensen håber da også, at tilhørerne, udover at være blevet klogere på Tove Ditlevsen, også har fået stof til eftertanke og nye perspektiver med denne lørdag formiddag. “Også håber jeg, de får inspiration til selv at dykke videre ned i forfatterskabet,” siger hun.

Coverbillede: Maria Munch Luckow

Skriv en kommentar