Skribentstafet #3: Der er så mange ting, jeg ikke forstår

Skribentstafet #3: Der er så mange ting, jeg ikke forstår

Vi på VINK vil gerne give jer læsere et indblik i, hvem vi er. Det vil vi gøre ved at lade hver skribent på redaktionen lave en artikel på baggrund af tre benspænd, som en af de andre skribenter har bestemt.

 

Jeg hedder Jakob Clausen, og det, du skal til at læse nu, er en artikel, jeg har skrevet til skribentstafetten på baggrund af følgende 3 benspænd:

 

  •        Skriv om noget, du ikke forstår
  •        Sammensæt et soundtrack til artiklen på mindst 3 tracks
  •        Du må ikke skrive ordet “jeg”

 

Dire Straits – Money For Nothing

Det er svært at forstå Åboulevarden. Den mest intense gade i byen, fyldt med cafeer og de dertilhørende mennesker. Stedet hvor alle tilsyneladende gerne vil være. Hvor mændene sidder og holder øje med kvinderne – om sommeren i lårkorte kjoler, om vinteren i pelsfrakker. Om sommeren kæmper kunderne sig op til Cross for netop at nå den sidste solstråle, der falder igennem Frederiksgade. Det er et udstillingsvindue for selskabssøgende studenter og forretningsfolk. Kvinderne har taget en læbestift på, der er ekstra rød, fordi de skal signalere til den unge bejler, at de ikke er optaget. På den front spiller tangenterne i takt. Det uforståelige for mig er, hvorfor det netop er her, de befinder sig.

 

Money for nothin’ and chicks for free

Now that ain’t workin’ that’s the way you do it

Lemme tell ya them guys ain’t dumb

Maybe get a blister on your little finger

Maybe get a blister on your thumb

 

Prisen er skyhøj, ligesom humøret, når en kande øl endelig falder til 100 kr. efter klokken 22. Hvis man kigger på menuen, er det de samme retter hele vejen igennem, bortset fra en enkelt italiensk og en fransk restaurant. Servicen er, hvad man kan forvente af en håndfuld studenter, der kun arbejder der, fordi de har brugt deres SU på smøger og dødsdruk. De varter ikke op om gæsterne, men virker bare til at gå i deres egen verden og venter på, at de får fri. Hvis man bevæger sig væk fra åen, mister man rigtigt nok en stemning, der er nærtstående med Nyhavns, men samtidig får man også kvalitetsrig service, bedre mad og acceptable priser. Det er ikke et forurettet had på de restauranter og cafeer, der ligger langs Åboulevarden, for øllen er god, selvom den koster dyrt, og lokalerne er altid fyldte med glade mennesker. Det er kvaliteten af maden og servicen, der ikke er til at forstå. Det burde være en guldgruppe af gastronomiske oplevelser, i stedet er det en legeplads for dem, der ikke ønsker andet end en kold pilsner og et blink fra sidemanden. 

 

Now that ain’t workin’ that’s the way you do it

You play the guitar on the MTV

That ain’t workin’ that’s the way you do it

Money for nothin’ and your chicks for free

Money for nothin’ and chicks for free

 

Flobots – Handlebars

Det store spørgsmål, der rammer mig, når min bil holder langs Skovvejen i en kø af røde lys, er: Hvilken levebrødspolitiker har nu ført sig frem med den latterlige ide, at det ville være smart med en sporvogn fra 70’erne i stedet for en tosporet vognbane? Billisterne bander og svovler, fordi Molslinjen netop har lagt sig til kajs, og en stor streg af biler angriber vejen. Mit vindue ruller ned og røgen fra min cigaret forsvinder ud af bilen, og der er igen udsyn gennem forruden. Der skabes et billede i mine tanker af de forretninger, der ligger langs det nye fortov, hvis omsætning ruller ned i takt med mit vindue. Det har kostet for mange penge. Ikke kun for kommunen, men også for de erhvervsdrivende, der bliver ramt af den ringe infrastruktur.

  

Look at me, look at me

Driving and I won’t stop

And it feels so good to be alive and on top

 

Det tager mig en halv time at nå Bruuns Galleri fra Skovvejen. Den første tanke er, at det aldrig skal ske igen. Næste gang bliver bilen parkeret i Storcenter Nord, langt væk fra trafikkens centrum. En gang i mellem lukker de også havnen af, så man ikke kan komme ned på Fiskerivejen, og fisken må vente til ugen efter. Der er ikke tid til at holde i kø, selvom fiskehandleren nu altid er så høflig og smilende. Måske det var på tide at finde cyklen frem. Det var vist det, der var ideen med den sporvogn. Enten parkere langt væk eller cykle. Det grønne initiativ. Miljøvenligt. Men det giver jo ingen mening. Hvad så når det sner? Er det meningen, at man skal skøjte af sted med en kulmule og en nykøbt strikskjorte i cykelkurven? Hvor lang tid kan det tage? Næste gang man skal handle på havnen, kan butikkerne være lukket på grund af manglende kundestrøm. Det er da ikke rimeligt. Og så for en skide sporvogn – eller en letbane som de så fint kalder det. Det er ikke til at forstå.

 

I can ride my bike with no handlebars

No handlebars

No handlebars

 

R. Kelly – I’m The World’s Greatest

Ingen sangtitel passer bedre til at beskrive min uforståelighed over for den danske ”mig, mig, mig”- tankegang. Min generation er stemplet for at være et selfie-tagende, egenrådig segment, der kun fokuserer på deres eget egotrip, mens verden suser forbi ørerne på dem. Det er skræmmende at se, hvor mange piger, der blogger om deres egne interesser og fremviser deres intetsigende klædeskab i håb om, at folk farer op og køber den samme kjole eller de samme sko, som de har set på en gratis blogspot-hjemmeside. Folk har sig selv i fokus hele tiden, og det ligger langt fra min forståelse. Det er ikke for at helliggøre mig selv, men det er da trist, at man har så stor en søgen efter at blive vist frem, at man ikke kan finde på noget bedre. Der er minimalt indhold i de tusinder af Youtube-kanaler og blogs, hvor folk ihærdigt prøver at gøre sig selv bedre end andre. Det havde været okay, hvis de havde opfundet et nyt atom, eller fundet en måde hvorpå man kan skabe verdensfred, men det er da sørgeligt, at de ikke kan finde på andet at skrive om end sig selv.

 

I’m that star up in the sky

I’m that mountain peak up high

Hey, I made it

I’m the world’s greatest

  

På samme måde er min forståelse lagt på hylden, når folk kan finde på at skrive mit navn med c, når de lykønsker mig på Facebook. Det kan da ikke være så svært at se, at det staves med k. De har jo for fanden selv søgt på mit navn for at komme ind på min profil. Det bunder nok i, at det er så nemt nu til dags at fremstå som om, at man har interesse i andre. Det tager et klik med musen, og så kan man skrive tillykke til personer, som man måske har mødt en enkelt gang i en brandert på Faust. Det hænger ikke sammen, og det er en tendens, der ofte viser sig. I søgen efter vores egen lykke har vi lagt forholdet til andre på hylden. Det er ikke en hyldest til mangfoldigheden længere, det er en hyldest til én selv. Når man skriver tillykke, er det ikke for at personen skal se, at man enerådigt viser interesse – nej, det er i frygt for, at man ikke er blandt de andre, der af samme grund fremtvinger ordene på tastaturet. Det er egoismens fremmarch, og det er ikke til at forstå. Vi tror, vi er verdens centrum, men vi er ikke engang et komma i en sætning.

 

And I’m that little bit of hope

When my back’s against the ropes

I can feel it

I’m the world’s greates

 

Jeg beklager hvis ovenstående virker lidt ekstremt, men ligesom med spillet Domino, så er det først sjovt, når man vælter den første brik.  

 

Og stafetten sendes videre til…

Næste (modige!) skribent, som har taget udfordringen op, er Caroline Borring. I kan således glæde jer til at læse hendes artikel, som vil blive skrevet på baggrund af følgende 3 benspænd:

 

  •        Artiklen skal skrives som et Breaking News indslag
  •        Skribenten skal tage udgangspunkt i den seneste film, hun har set
  •        Sproget skal skifte mellem formelt og uformelt

Skriv en kommentar