SKRIBENTSTAFET: Vi på VINK vil gerne give jer læsere et indblik i, hvem vi er. Det vil vi gøre ved at lade hver skribent på redaktionen lave en artikel på baggrund af tre benspænd, som en af de andre skribenter har bestemt.
Jeg hedder Kristoffer Roland Poulsen, og det, du skal til at læse nu, er en artikel, jeg har skevet til skribentstafetten på baggrund af følgende benspænd:
- Lad dig inspirere af et kunstværk
- Farven blå skal indgå som tema i artiklen
- Artiklen må ikke skrives i ædru tilstand
Bad Man
Tom Kristensen, Michael Strunge, Herman Hesse, Kim Leine, William Burroughs og Charles Bukowski. Listen er lang, når man først begynder at tælle mænd, der har berettet om og selv er gået i forfaldets fodspor. Det følgende er en småstiv skribents lommefilosofiske refleksioner over hankønnets fordærv og forfald.
Boys will be boys
I det Lille Hus på Prærien bygger Charles Ingalls på egen hånd et hus til sin familie i en verden, hvor solen skinner, og himlen altid er blå. I Charles Bukowskis autofiktive roman, Ekstrabudene, dør hovedpersonens kæreste af druk. Han forlader sit job i postvæsnet til fordel for et liv i hundene og evig beruselse på afvekslende bodegaer.
Farligt farvand
Bænket ved en bardisk på et aarhusiansk værtshus sidder jeg med min laptop. Worddokumentet på min computerskærm ryster klynkende i det kolde, blå lys, som den blanke side kaster fra sig. Jeg er, som så mange andre mænd gennem tiderne, blevet inspireret af populærkulturens portrættering af smøger, stoffer og sprut, som den ultimative mening med livet. Livet der bringer de store oplevelser, fantastiske fortællinger og forfaldet med sig som følgesvend.
Jeg er en mand, der frivilligt har valgt at tilbringe en hverdagsaften i alkoholens farvand.
Vi sidder bare her
Jeg sidder i en gråblå tobakståge side om side med stive og højtråbende mænd. Jævnaldrende mænd i læderjakker og trenchcoats, der som jeg selv har læst for meget litteratur og set for mange tv-produktioner omhandlende mænd i forfald. Beretninger om mænd, der aldrig rigtigt har taget sig sammen og aldrig rigtig har kunne magte tilværelsen i dagligdagens cementerede rammer. Mænd der smutter i kiosken efter cigaretter og går i hundene eller på dødsdruk og alligevel sidder og piller adspredt med en negl i et ølflaskemærkat fra en Ale No. 16, fordi tanken om morgendagens arbejde og gøremål punkterer en glorificeret forestilling om forfaldet. En bajer i baren og en indsmigrende indre dæmon formår at drive den dårlige samvittighed på afstand. Flugten fra forpligtelser og hverdagstrivialiteter er sammen med en kold øl atter inde for rækkevidde.
Druk og drugs med døden til følge
Charles Ingalls var en mand, der ligesom Moses havde forpligtelser og retningslinjer hugget i tung granit og aldrig afveg fra dem. Charles Bukowski var en mand, der lod livet sejle og i stedet lod sig påvirke og beruse. En mand der tog på rejse gennem undergrunden med sin bedste ven – en flaske whisky.
Forfester, morgenfester, gadefester, spontane fester og efterfester. Hank Moody-typerne, der ikke går hjem, når den sidste bar lukker, er altid at finde i bybilledet med en håndbajer og et kompas, der kun viser vejen til den næste fest. Og sker det, at man selv har ageret Hank Moody for en nat, er konfrontationen med badeværelsesspejlet dagen derpå bare aldrig helt så sexet, som man havde gået og forestillet sig.
Bagsiden af guldmedaljen
Fortællingen om et mandligt individ i stiv modvind i konstant stiv tilstand er i populærkulturens film og bøger altid spundet ind i glamour og humor. Når en familiefar på fyrre eller en fyr i tyverne alligevel giver afkald på selvkontrollen for at leve livet i sus og rus, er det oftest uden at overveje bagsiden af guldmedaljen. En side der i det fiktive univers kun fremstår fascinerende og humoristisk. For i det virkelige liv kender vi mænd vel os selv godt nok til at vide, at vi aldrig vil ende som Charles Bukowski – eller gør vi?
Baren lukker. Jeg tømmer glasset, slentrer ud på vejen i vintervejret i håbet om at finde et sted at fejre forfaldet, inden morgendagen igen viser sine rødvinsblå bisser.
Og stafetten sendes videre til…
Næste (modige!) skribent, som har taget udfordringen op, er Pernille Nielsen. I kan således glæde jer til at læse hendes artikel, som vil blive skrevet på baggrund af følgende tre benspænd:
- Artiklen skal udfærdiges i offentlige transportmidler (fx tog, bus etc.)
- Tag udgangspunkt i en bekendt, der har gjort indtryk på dig
- Der skal indgå to forskellige synsvinkler i artiklen
Coverfoto: Amalie Patricia Mortensen
