Portræt: Vild med TOVE

Portræt: Vild med TOVE

Fredag den 23. februar tog Vild med ORD hul på deres tiende litteraturfestival i år på Godsbanen. På programmet var der åbningstaler, litteraturquiz og ikke mindst Tove Ditlevsen, som sidste år kunne have rundet de 100 år. Forfatterinden med de mange personligheder blev hyldet med oplæsning, foredag og ikke mindst musik. 

Blide toner fra et keyboard fylder lokalet, mens sangeren og musikeren, Jeanett Albeck, synger en af de mange sange fra teaterstykket Tove, Tove, Tove!: ”I barndommens dunkle nat vandrer små blinkende lygter, som spor af erindringen efterladt, mens hjertet fryser og flygter”.

Et sammensat menneske

Stemningen bliver sat, og forfatterinden Dy Plambeck åbner op for en verden fyldt med ensomhed, smerte og ærlighed, men også for humor og kærlighed til ord. Tove Ditlevsen formåede at udgive over 30 værker i forskellige genrer: digte, noveller, essays, klummer, børnebøger og meget mere. Hendes liv og værker smeltede sammen, da hun ofte skrev med udgangspunkt i sit eget liv. Det var emner som barndom og de mange problematiske forhold, hun havde til blandt andre sin mor, mænd og børn. Hun var en berømthed for hendes tid, fordi hun lod sig fotografere til mange dameblade, som mange andre forfattere ikke ville. Ofte var det i nogle meget husmor-lignende situationer, trods det at hun ikke var en specielt god husmor. Hun var et sammensat menneske med mange personligheder og ansigter.

Den ubehagelige barndom

Hun havde en klassisk arbejderbarndom i København, hvor hendes mor var hjemmegående, og faren arbejdede. Men barndommen var svær for Tove Ditlevsen, og hun var et meget sårbart barn. Forfatterinden Dy Plambeck læser et stykke op fra Tove Ditlevsens erindringsbog Barndom:

”Mørk er barndommen, og den vånder sig altid som et lille dyr, der er spærret inde i en kælder og glemt. Den står ud ad halsen som frostånde, og sommetider er den for lille, andre gange for stor. Den passer aldrig nøjagtigt, først når den engang er skudt af som en hamp, kan man i ro betragte den og tale om den som en overstået sygdom.”

Et pigesind debuterer

Tove Ditlevsen slutter sin skole og får, som mange andre arbejderpiger, en plads, hvor hun skal passe børn og gøre rent. Men det ender med, at hun får prøvet mange pladser af og sjældent er særlig lang tid hvert sted. I 1939 debuterer hun med digtsamlingen Pigesind, hvor tematikken er længslen efter destruktion og samtidig en længsel efter lykke. Den tematik kommer til at præge hele hendes forfatterskab.

Sangeren og musikeren Jeanett Albeck, der spillede med i teaterstykket Tove, Tove, Tove!, lægger an til en fortolkning af Tove Ditlevsens tekst “Mit hjerte hamre” med akustisk guitarspil: ”Mit hjerte hamrer og hamrer, som ville det aldrig standse. Det gør ondt at høre din latter og ondt at se dig danse, alligevel går jeg ikke for lidelsen er en lænke”.

En splittet voksen kvinde

Forfatterinden Dy Plambeck fortæller videre om en splittet, voksen kvinde, for Tove Ditlevsens digte handler ofte om et misforhold, mellem det man synes at skulle være, og det man gerne vil have. Hun stifter familie, men i stedet for at det bliver en form for samlet enhed for hende, så spaltes hun i to: den unge pige, som lever og ikke kan dø og den voksne kvinde. Og drømmen om en kernefamilie kommer hun til at jagte, som også tydeligt kommer til syne i mange af hendes digte.

De fire ægteskaber

I den sidste del af hendes forfatterskab bryder hun med den traditionelle form med rim inden for digtningen. Hun laver digte uden rim og gør dem mere opremsende. Det kommer til udtryk som en form for træthed, og det er tydeligt, at drømmen om kernefamilie er forsvundet. Her begynder der at opstå flere skilsmissedigte, da Tove Ditlevsen går de fire skilsmisser igennem.

Da Tove Ditlevsen er 22 år, bliver hun gift med den 52-årige redaktør, Viggo F. Møller, i håbet om at kunne komme videre med hendes litteratur gennem ham. Andet ægteskab er til den studerende Ebbe Munk, hvor hun igen har en drøm om borgerlig lykke. Dog bliver hun hurtigt gravid, og møder lægen Carl Ryberg, der skal fjerne barnet. Tove Ditlevsen bliver med det samme forelsket i det stof, petidin, Carl Ryberg beroliger hende med, og flytter ind hos ham. Herefter lever hun som narkoman, og skriver næsten ikke i fem år. Hendes sidste ægteskab bliver 22 år med redaktøren Victor Andreasen, som er hendes store kærlighed.

Ordene slipper op

Digtsamlingen Kvindesind udkommer i 1955, og i 1956 modtager hun De Gyldne Laurbær. Herfra går det ned ad bakke, hvor illusionen om en mulig kernefamilie forsvinder fra digtene. I stedet handler det om at finde en kortvarig ro i at skrive, alkohol, drømme om barndommen og i døden. I 1973 bliver hun skilt fra Victor Andreasen, og i 1976 begår Tove Ditlevsen selvmord. Forfatterinden Dy Plambeck beskriver det således: ”Da skriften glider ud, er det også der, at livet nødvendigvis må slutte.”

Jeanett Albeck sætter sig på en stol og bøjer sig ind over det hvide cafébord, hvor hendes keyboard er placeret på. Stille toner og gribende tekst skaber total stilhed i lokalet: ”Så tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt, og tag det blidt. Det røde hjerte nu er det dit. Det slår så roligt, det slår så dæmpet, for det har elsket, og det har lidt”.

Musikken skaber ro i lokalet, få sekunder efter den sidste tone er spillet, og publikum vender tilbage til virkeligheden i en klapsalve. Et portræt er tegnet af en kvinde, der var noget helt specielt for sin tid, og som stadig kan berøre sit publikum i dag.

 

 

Skriv en kommentar