Poesi på Skrå // Godsbanen

Poesi på Skrå // Godsbanen

I forbindelse med Aarhus Festuge havde Godsbanen endnu engang inviteret til Poesi på Skrå i deres hyggelige baggård. Et udendørsarrangement hvor digterne Pia Juul, Harald Voetmann og Noa Kjærsgaard Hansen var blevet sat i stævne for at læse op af deres digtsamlinger.

 

Det er september, regnen vælter ned, og den danske sensommer viser sig endnu engang fra sin mest genkendelige side. Alligevel stimler folk til Godsbanens Gårdsplads, hvor store parasoller hurtigt bliver sat op for at skærme for regnen. De tre forfattere sidder klar på den lille scene, alt imens publikum rykker tættere og tættere sammen og spændt venter på ordene, der skal komme.

 

Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling // Noa Kjærsgaard Hansen

Publikum venter spændt. Noa Kjærsgaard Hansen er den første til at læse op. En lokal, ung digter, der i foråret udgav sin anden digtsamling Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling (2018)En digtsamling, der river læseren ind i en ung mands tanker, hvor følelser som ensomhed, utilstrækkelighed og angst fylder i dagligdagen. Store og små hverdagssituationer bliver skildret, hvilket på godt og ondt indkapsler det at være til stede i et moderne samfund. I digtsamlingen skildres et jeg over for et vi – et vi der repræsenterer den verden, som jeget befinder sig i. En verden, der kan være svær at være til stede i, men som er ens for os alle. Hverdagsberetningerne har en genkendelig klang, og det er netop det, Noa Kjærsgaard Hansen forsøger at tydeliggøre i sin seneste digtsamling.

 

”Måske er det netop det, bogen prøver at sige; at ingen er alene om at spekulere over, hvordan man er til stede i verden, i sociale relationer, i supermarkedet, på internettet, i sin egen seng en søndag morgen. Og det, tænker jeg, egentlig kan være meget rart at vide” (Noa Kjærsgaard Hansen).

 

At finde genkendelighed i det banale

Inden Poesi på Skrå-arrangementet talte vi med Noa Kjærsgaard Hansen om vigtigheden af at italesætte hverdagens mange banaliteter, som han sagde således om: ”Hvis de bliver gjort tilgængelige, inficeret med sprog, kan det måske være brugbart for andre.” Digtsamlingen skal altså ikke opfattes som autobiografisk læsning men nærmere som en række erfaringsrefleksioner, der i sammentræf med Noas eget liv repræsenterer det at være til stede. Han drager sine egne erfaringer og skriver om dem i sine digtsamlinger – til gavn for ham selv og forhåbentlig også for læseren. ”Det er det, der har været mit håb med bogen – både at det har været terapeutisk for mig selv, men også at andre kunne læse den og tænke, at de har fået sat ord på noget af den hvirvelvind af overrefleksion, der jo trods alt foregår i de flestes hoveder.”

 

Noa Kjærsgaard Hansen er så småt ved at være færdig med at læse uddrag fra sin digtsamling op. Inden han forlader scenen, kan han dog lige nå at læse lidt op fra sine nyeste skrifter, som endnu ikke er udgivet. Også disse tekster handler om livets banaliteter – men nu med fokus på at finde ro i det banale. Noget der måske kommer med tiden, hvis vi bliver ved med at italesætte dem.

 

Om ikke at fryse blandt de døde // Harald Voetmann

Harald Voetmann er det næste levende billede på scenen. Eller de næste levende ord. Han læser op fra sin digtsamling Amduat – en iltmaskine (2018), der er en sammenskrivning af to fortællinger. Den ene omhandler en gammel ægyptisk myte, mens den anden beskriver farens dødsleje på Holbæk Sygehus. En melodramatisk og hypnotiserende oplæsning, der giver en lyst til at høre mere.

 

Jeg rettede på din maske.

Dit hoved var faldet ned fra puden.

Så afpillet og ødelagt at se på.

Mor viste mig, at man kunne dø ung.

Du viste mig, hvor gammel man kan blive.

I mit ansigt ser jeg jeres.

I jeres ser jeg mine børn.

 

Som noget ganske særligt er Harald Voetmanns digtsamling skrevet i hånden med hans egen håndskrift. Det skaber en autenticitet og en forbundenhed til Voetmann, der blot er en anbefaling værd. De håndskrevne digte er dermed med til at forvandle det uskønne til noget smukt – præcis som digtene.

 

Alvor og kulsort humor // Pia Juul

Pia Juul er sidste kvinde på scenen. Hun læser op fra sin digtsamling Forbi (2018), der skildrer de øjeblikke, som jeget bevæger sig igennem på både godt og ondt. Et forsøg på at bringe os ned i livets alvor, der kan være svært at forholde sig til. Særligt tilværelsens mange fortielser er i fokus i digtsamlingen, der ender med at blive et paradoksalt modsætningsforhold. Det kan umiddelbart lyde som en barsk og trist fornøjelse, men det er det så langt fra. Med en humoristisk stemme, sproglige genialiteter og kulsort humor bringer Pia Juul livets alvor frem i lyset.

Efter de sidste ord er blevet læst op, rejser publikum sig op i en stående applaus for alle tre oplæsere. Regnen er mirakuløst holdt op, og det er igen blevet tid til at vende tilbage til den virkelige verden uden for skriften.

 

Lignende arrangementer:

Theis Ørntoft & Silja E.K. Henderson: Dokk1

9. oktober. Begge forfattere skriver om klimaforandringer og fremtidsudsigter. Arrangementet består af oplæsning og samtale mellem forfatterne. Billetpris: 50 kr.

Litterær Lounge i Stuen // Noa Kjærsgaard Hansen & Ida Monrad Graunbøl.

8. november. Kom til et spændende forfattermøde i en privat stue. Som ramme for aftenen vil forfatterne læse op fra og samtale om deres værker. Billetpris: 30 kr.

 

Skriv en kommentar