Planterne er det grønne hylster der omgiver alle ordene // Oplæsning på Plantecaféen

Planterne er det grønne hylster der omgiver alle ordene // Oplæsning på Plantecaféen

Onsdag den 5. september dannede Plantecaféen rammerne for et oplæsningsevent med de tre forfattere Hanne Højgaard Viemose, Mads Mygind og Bjørn Rasmussen. Tilsammen udgør de en del af den aarhusianske skrivegruppe, Mama Natural, som læser hinandens tekster igennem under skriveprocessen. Denne aften delte de en lille del af deres kommende bøger, inden udgivelsen af dem.

 

Planterne vælter ned over vores hoveder og kravler op af væggene på Plantecaféen, Plukk, hvor oplæsningen foregår. Der er uendeligt mange grønne nuancer, blade og udformninger. De er unikke hver for sig, men samlet set komplimenterer de hinanden godt – lidt lige som forfatterne. Hanne Højgaard Viemose, Mads Mygind og Bjørn Rasmussen skal læse op i de grønne omgivelser, hvor publikum sidder tæt sammen for at være en del af det intime rum med planter og ord.

Der er allerede flere bøger herinde, placeret sporadisk rundt omkring i lokalet; de omhandler alle sammen det grønne, som vi sidder i lige nu, i dette rum. Naturen herinde er mere fortryllende end den udenfor, ligesom de talte ord i rummet er mere magiske end dem på den anden side af døren.

 

// Alle fotos: Nynne Koefoed Wagner

 

Kaotisk fortælling, rolig stemme

Hanne starter. Hun har en blomsterkjole på, og samtidig med at hun passer godt ind i det organiske, skiller hun sig også ud – hun blomstrer foran os. Hypnotiserende læser hun op fra sin kommende bog, som hun fortæller endnu ikke er kommet i trykken, men som forhåbentligt udkommer til januar. Kontrasten mellem den rolige stemme og den kaotiske fortælling rammer plet. Det dysfunktionelle forhold, der fortælles om, skaber en sårbarhed, der fylder lokalet. Hannes tidligere bøger indeholder selvbiografiske træk, og med denne hovedperson, dette jeg, som også hedder Hanne, drages man igen mod fællestrækkene mellem forfatteren og bogen. Faren til jegets børn er uden for rækkevidde, og selv med politiet på slæb er han ikke til at nå. Vi ved ikke om han bliver nået, og vi ved ikke om jegets savn bliver mættet, men savnet mærkes, da Hanne går af scenen.

 

Hanne Højgaard Viemose blomstrer i det grønne. 

 

En selvbiografisk historie der trækker i mundvigene

Mads Mygind er det næste levende billede. De næste levende ord.  Efter en kort pause, hvor vi har ladet Hannes ord forplante sig i vores sind, er vi klar igen. Mads italesætter det selvbiografiske fra start. Teksten omhandler en trediveårig militærnægter, der arbejder på Skrivekunstskolen på Godsbanen. Kort inde i oplæsningen gør Mads opmærksom på, at teksten er så frisk, at han ikke engang har ændret navnene endnu. Den er heller ikke i trykken, men forventes at udkomme i starten af næste år. Det læste handler blandt andet om at være ”imødekommende på en professionel måde”, når man skal give tekstkritik til andre. Humoren sætter sig hurtigt i folks mundvige, når jeget er usikker på sine egne evner og gemmer sig på toilettet, da en angstrotte ankommer til hans første tekstkritik. Lige så forskellig stemningen er fra Hannes til Mads’ oplæsning, lige så stor er fascinationen over endnu en oplevelse.

 

Mads Mygind læser smil frem i lokalet.

 

Koreografi, hvisken og sang

Bjørn Rasmussen slutter aftenen af. Hans bog Jeg er gråhvid udkommer den 13. september, og han står som den eneste med en bog i hånden. Der er en koreografi over måden, han bevæger bogen fra den ene til den anden side af mikrofonen på, over hans fødder, der går på stedet, over hovedet, der bevæger sig i takt til ordene. De selvbiografiske træk binder i aften de tre forfattere sammen, hvor jeget i denne historie er en homoseksuel forfatter, der som ung befinder sig på en rideskole. Det masochistiske, selvdestruktive flyder ud i ordene, når jeget ønsker at straffes, og senere sidder fast i skunk og hash. Teksten er eksperimenterende på samme måde som oplæsningen er, hvor der både hviskes og synges, imens publikum sidder tryllebundet.

 

Aftenen slutter af efter Bjørns sidste sætning, for hvad skal der komme efter det? Et kort “tak for i aften” er de sidste ord, inden publikum langsomt strømmer ud af det parallelunivers, der er blevet skabt – i sammensmeltningen mellem forfatter og fortæller-jeget og i den grønne jungle af planter og ord, som omgiver os alle.

 

 

Skriv en kommentar