Aarhus Litteraturcenter byder velkommen til en eftermiddag i moderskabets tegn. Moderskikkelsen synes ofte at blive malet som et billede på ren idyl og meningsfuldhed. Hvordan mon billedet også kan se ud, når vi ridser lidt i lakken? Litteraturcenteret gør klar til at ridse torsdag d. 27. februar i Teateret Svalegangen, hvor den mentale og fysiske oplevelse af at være mor vil blive diskuteret.

Seminaret byder på et program, hvor fem forskellige oplægsholdere med baggrund i henholdsvis forfatterskab, journalistik og illustration i eller en kombination kommer og fortæller om moderskikkelsen, som den er afspejlet i litteraturen og kunsten. Se programmet her.

Et af tidens temaer

For et år tilbage fik en af hovedarrangørerne, Camilla Engkjær Laursen, ideen til ’mor eller menneske’. Ideen opstod fra at have observeret et stigende fokus på rollen som mor i flere af dens afskygninger end tidligere inden for kunst, film og ikke mindst litteratur. Lige siden er interessen for temaet kun steget, fortæller hun. Litteraturcenteret har faktisk for nyligt besluttet at flytte til en anden og større sal i Svalegangen på grund af det store billetsalg, så flere nysgerrige kan få muligheden for at deltage. Så hvad er det, der gør, at temaet har denne tiltrækningskraft?

// Illustration: Amanda Aviaja.

Konceptet

Som mange andre af tidens temaer og strømninger går ’mor eller menneske’ ikke på kompromis med populære prædiker og vanedannende illusioner. Konceptet er netop at aftabuisere oplevelsen af at være mor ved at sætte fokus på, at moderrollen indebærer frustrationer såvel som glæder. Camilla mener, at det at sætte ord på svære og skamfulde ting er i harmoni med tiden. Det ses bl.a. i kønsdebatten og i et øget fokus på psykisk sygdom. Aftabuisering skaber en større accept for forskelligheder. Det er rart for alle og enhver at være i fora, hvor man har nemmere ved ikke at føle sig forkert.

Hvordan er man mor?

Forhåbentligt vil deltagerne gå ud af Svalegangen med det indtryk, at man netop ikke er mor på én måde. Camilla beskriver, at før i tiden var tendensen, at man stræbte efter at være på mor på supermor-måden. Man klarede det hele på forældrefronten. Og der var ikke plads til morens øvrige identitet. I dag synes forventningerne at være på speed. Mor er ikke kun mor. Hun er også designer, jurist eller bankdame og har måske tilmed en hobby som zen yogi. På den måde står mange nutidige mødre stadig over for et identitetsdilemma. For hvordan bevarer man sin identitet med de mange facetter samtidig med at excellere som mor? Og hvad nu hvis man ikke har behov for at excellere som mor? Er det overhovedet okay?

Mens identiteten før blev tysset stille, synes den nu at blive kaldt på fra alle hjørner. Hvordan navigerer og prioriterer man? Og vigtigst af alt – hvordan gør man det i overensstemmelse med ens hjerte?

Kom med til seminaret og blev inspireret! Hvis det lyder som noget for dig, kan du købe billet til en halvtreller her.

Litteraturcenteret

’Mor eller menneske’ er blot en af mange oplevelser, som Litteraturcenteret står bag. De brygger løs på bl.a. oplæsninger, kunst- og kulturprojekter og ikke mindst er de blandt arrangørerne af litteraturfestivalen  LiteraturXchange. Og sideløbende kører de skrivetilbud og kurser. Så hvis man har en forfatter gemt i hjertet og gerne vil have vedkommende ud i fingrene, står Aarhus Litteraturcenter klar til at hjælpe dig igang. De er et talerør for litteraturen, et rør for dit og mit litterære ekko.

//Coverfoto: Aarhus Litteraturcenter