Hvad er forholdet mellem litteraturen og scenekunsten? Det undersøges i tre arrangementer under titlen ”Spændingsfeltet – samtaler om litteratur og scenekunst” i samarbejde mellem Litteraturen på Scenen (LIPs) og Aarhus Teater. VINK har mødt Rebekka Boyding fra LIPs til en samtale om projektet. 

Jeg møder Rebekka Boyding en formiddag på Emmerys i Guldsmedgade. Der er proppet med småbørnsfamilier og venindegrupper, der spiser brunch og catcher op på hinandens liv. Vi er der imidlertid (ikke kun!) for hyggen. Anledningen er en række af tre arrangementer under titlen ”Spændingsfeltet – samtaler om litteratur og scenekunst”. Litteraturen på Scenen, som Rebekka er en del af, og Aarhus Teater er arrangørerne. De tre arrangementer er individuelle, men bygget op med progression fra værket skrives, til det iscenesættes og opleves. Til arrangementerne vil man kunne opleve forfattere, dramatikere og forskere i samtale.

Det var afgørende for LIPs og Aarhus Teater at skabe dialog mellem litteraturen og scenekunsten: ”Der er stor sammenhæng mellem litteraturen og scenekunsten. På trods af det, er det min opfattelse, at der ikke er stor udveksling mellem de to miljøer: Folk i scenekunstmiljøet læser ikke skønlitteratur, ligesom de litterært interesserede ikke går i teatret. I ”Spændingsfeltet” sætter vi de to over for hinanden og skaber kontakt miljøerne,” siger Rebekka Boyding.

Skellet mellem litteratur og drama er kunstigt

Rebekka Boyding mener, det er oplagt at undersøge litteraturen og scenekunsten i sammenhæng mellem hinanden: ”For kunstnerne er der ingen modstilling mellem litteraturen og scenekunsten. De opererer i begge felter” påpeger hun. Som eksempel nævner hun dramatiseringerne af Goethes brevroman Den unge Werthers Lidelser og Svend Åge Madsens roman Se Dagens Lys.

Skellet mellem litteraturen og scenekunsten er, ifølge Rebekka, tilfældigt. Hvor dramaer af Holberg og Shakespeare læses som litteratur på litteraturstudiet, er det samme ikke tilfældet med nyere dramatikere som Line Knutzon og Nanna Cecilie Bang – heller ikke selvom der er sproglige og tematiske ligheder imellem de to. Til tider er lighederne så store, at man da også kan blive i tvivl om forskellen: ”Digtoplæsningen befinder sig et sted imellem drama og litteratur. Særligt Madame Nielsen, en af forfatteren Nielsens mange identiteter, kan være svær at definere som enten eller. Samtidig medvirker hun i teaterstykket Black Madonna, som trækker på den karakter, vi kender fra oplæsningerne.”

Teateropsætningen skal altid være aktuel

Selvom der er tilfælde, hvor scenekunst og litteratur er svære at skelne fra hinanden, findes der også væsentlige forskelle mellem de to.

Når et teater genopsætter en ældre roman eller drama genaktualiseres den. Og selvom læseren af en bog også læser den med udgangspunkt i sin egen kontekst, er der en større grad af reaktualisering i et teaterstykke. Hvor bogens indhold og udformning forbliver det samme, er det muligt for dramatikeren at tilføje nutidige elementer til genopsætningen. Rebekka nævner Christian Lollikes opsætning af Oehlenschlägers Aladdin på Det Kongelige Teater. Denne indeholdt både blackfacing og henvisninger til Muhammad-tegningerne. Særligt Muhammad-tegningerne havde en stor effekt: ”Fortællerstemmen, som Lollike havde tilføjet, lagde på et tidspunkt op til, at man ville vise Muhammad-tegningerne. Jeg fik hjertebanken, og en anden i salen råbte ”fuuuuck”. Det er vildt, hvordan det kan gøre én så bange. Den fornemmelse ville man ikke kunne opnå på samme måde i en bog. Det var en engangsoplevelse betinget af den opsætning på det tidspunkt og sted.”

”Spændingsfeltet – samtaler om litteratur og scenekunst” er arrangeret af Litteraturen på Scenen og Aarhus Teater kan opleves af tre omgange, hhv. 27. november 2019, 5. februar og 1. april 2020, på Aarhus Teater.

// Coverbillede: Anne Sophie Parsons.