Udfordringerne ved Chat GPT var på dagsordenen, da professor i filosofi Jens Christian Bjerring i slutningen af oktober måned holdt et foredrag arrangeret af Filosofisk Forening. Det foregik i Studenterhus Aarhus, og den fyldte foredragssal vidner om, at AI er et emne, som mange interesserer sig for. Bjerring introducerede kunstig intelligens som en teknologi, der både kan overtage arbejdsopgaver fra mennesker, herunder administrativt arbejde, men også frisætte os fra såkaldt kedeligt arbejde. Vi vil således opnå mere tid til kreativitet og lystbetonede aktiviteter.
På Dansk Forfatterforenings hjemmeside udtrykker de en åbenhed overfor AI som et understøttende værktøj i litterære processer, og vælger derfor at se det som en ressource frem for en trussel. Men de ser også udfordringer i det og frygter, at skønlitteratur produceret af teknologien, særligt Chat GPT (Generative Pre-trained Transformer), vil miste sin magi og blive forudsigelig. Det vil også gå ud over oversættelsesarbejdet, hvor man med Chat GPT risikerer, at sproget mister sin tilknytning til dén kultur og tid, den er skrevet i. Kunstig intelligens formulerer sætninger baseret på mønstergenkendelse og sandsynlighed frem for kulturelt kendskab, som litterær oversætter Signe Lyng fastslår på Dansk Forfatterforenings hjemmeside. På den måde afslører kunstig intelligens, at den ingen historie eller kulturel forforståelse har; den har kun sin data. Sproget vil blive mere fladet ud, som Lyng spår.
Men hvad med skønlitteraturen? Kan vi træne AI til at bestemme litteratur af høj kvalitet og genkende succesfulde litterære værker, måske endda forfatte højkvalitetstekster? Det satte to forskere fra Aarhus Universitet, professor i litteraturhistorie Mads Rosendahl og lektor ved Center for Humanities Computing Aarhus Kristoffer Laigaard Nielbo, sig for at finde ud af i 2021. Udover at undersøge om kunstig intelligens har potentiale til at blive et brugbart, kreativt værktøj ville deres resultater også kunne hjælpe forfattere med at vurdere egne tekster. Forskerne ville således sætte god litteratur på formel, og fandt tre kriterier for den gode litterære oplevelse, som de fodrede deres computer med. De så på det narrative forløb, udlån på biblioteket og anmeldelser samt befolkningens litterære præferencer baseret på alder, geografi og uddannelsesniveau. På den måde træner computeren et mønster, som den kan bruge til at genkende succesfuld litteratur.
Dansk Forfatterforening sætter spørgsmålstegn ved AIs genialitet. Den genererer sine svar på data skabt af mennesker, og derfor vil der altid være faldgruber. Her rammer vi ned i én af de centrale udfordringer, som er formuleret om Chat GPT. Som Bjerring nævnte i foredraget i Studenterhus Aarhus, er kunstig intelligens trænet til at give svar uanset hvad. Den henter derfor sine oplysninger i dét datasæt, den er udstyret med. Vi mennesker har en tendens til at tro mere på teknologien end andre mennesker, som Bjerring fastslog, og derfor er det et problem, hvis AI giver decideret forkerte oplysninger eller forudindtagede (biased) svar. Det vil den gøre, hvis dens datasæt er mangelfuldt eller unuanceret, og på dén måde vil systematiske skævvridninger reproduceres. Derfor var det essentielt for Rosendahl og Nielbo at give deres computer et bredt datasæt. De fodrede computeren med litteratur fra 1800-tallet til nu med både danske, engelske og kinesiske værker. Om datasættet var bredt nok er svært at afgøre. På den ene side kan datasættet aldrig blive bredt nok, men det kan gøre projektet overskueligt, når man afgrænser til nyere litteratur, dvs. litteratur fra 1800-tallet og op. Man kan dog stille sig kritisk overfor dét faktum, at computerens data er baseret på, hvilke litterære værker der hidtil er vurderet som succeser. Er der nogle særlige emner, nogle forfattere, samfundsgrupper som dominerer i datasættet, og som således reproduceres? Det stiller en masse spørgsmålstegn til vores litteraturkanon: om den skal revideres, og om det er en forældet forestilling af litteratur, projektet baserer sig på. Med AI risikerer de at fastholde et stereotypisk forhold til, hvad god litteratur er, fordi den spejler sig i historiske kvalitetskriterier. Således kan der opstå uretfærdige, konstruerede algoritmer, som Bjerring kalder det.
Forskerne i projektet konkluderede, at AI, i mangel på subjektiv oplevelse af verden, næppe lige nu kommer til at skrive egne litterære værker. AI kan sammensætte semantiske og velformulerede sætninger, der giver mening, men idet den ingen levet erfaring har, bliver teksterne formentlig aldrig dybere. Kommer AI nogensinde til at have noget på sinde? Eller kommer det an på, om vi er i stand til at fortolke os frem til en dybere mening? Det er dé spørgsmål, som lektor i filosofi ved Københavns Universitet Dan Zahavi knytter til projektet i en artikel fra Information, som indgår i en artikelserie fra 2021, der stiller skarpt på AI i skønlitteratur. I tråd med dette mener forlagsredaktør fra Gutkind Jacob Søndergaard, som udtaler sig på Dansk Forfatterforenings hjemmeside, at det er tilbageskuende at vurdere ny litteratur ud fra ældre værkers succeskriterier. Han ser kritisk på den datagenererende litteratur, og oplever den som reproducerende og forudsigelig. Den vil også rette sig for meget efter, hvad brugerne vil have, og på den måde kommer litteraturen ikke til at rykke ved noget i os, vi forbliver status quo. I artikelserien fra Information fremhæver den danske forfatter Merete Pryds Helle, at på trods af teknologiens manglende forståelse for, hvad det vil sige at være menneske, så kan den bruges til at spille bold op ad i den kreative proces. Hun ser muligheden for, at den kan hjælpe forfatteren videre i skrivearbejdet. Nogle oplever således AI som en ressource, et hjælpeværktøj – andre oplever det som en slags fordærvelse og affortryllelse af litteraturen.
Tillid til AI er et andet tema for Bjerring. Er en del af grunden til, at vi er bekymrede for AI ikke, at vi mistror den en smule? Hvis AI begynder at blive et medskabende værktøj til at forfatte bøger, vil det så påvirke læserens lyst til at læse eller tro på værket? Den har jo, som nævnt, ingen levet erfaring og ved ikke, hvordan det er at være menneske. I det store billede er det interessant at forestille sig fremtidens litterære strømninger med AI som medskaber af værker. Kommer det til at handle mere om, at det er AI, der har produceret det end om indholdet? Der vil blive ved med at dukke nye spørgsmål og tænkte scenarier op, når vi snakker om AI i litteraturen.
Coverbillede // Illustration af Terri Paju
