DIGTERPORTRÆT: Christian Dalgas bor på internettet. På deltid, i hvert fald. En virtuel lille digter-husalf, der stilfærdigt fangirler sig igennem dagene. Men han er gået live, political og all femi-queer. Du har måske spottet en oplæser iført leggings og pink kasket på de små litterære scener i Aarhus. Du er blevet forbløffet over den absurd high pitched stemme. I dag møder jeg den.


jeg hader mænd generelt fordi de ikke vil være
alt det de er,
det er så åndsvagt at alle medlemmerne af et køn
skal bo i samme hus.
der er mange dumme regler.
jeg breder mine arme ud til et stort hvorfor.

– fra Youtubedigt nr. 2 af Christian Dalgas. Forfatter og dagens lille queer*mus.

Alle billeder // Christian Dalgas og Webcam

Christians fnis er måske det sødeste, man kan forestille sig. Nervøst, næsten som et lille angstanfald. Eller et nys. Han er et menneske, man ikke kan forestille sig råbe (har også alt for luftig stemme). Men hans måde at sige LOL på er sommetider overraskende hånlig. Ellers er der mange små melankolske LOLs i Christians ordforråd. Men aller oftest er det det kærlige LOL, han bruger.

Jeg møder ham på Café Paradis på en dag, hvor han er lidt bekymret for sine nerveender. Siger, at de er forvirrede. Og at hans krop blævrer så underligt. Han har medbragt en masse bøger, som han placerer på bordet i en sirlig ring omkring sig. Asta Olivia Nordenhorf og Bjørn Rasmussen indenfor tryg rækkevidde. Jeg tror, at Christian har et lidt seperationsangst-præget forhold til de to.

Jeg har altid bøger på mig, siger han. Det er en lidt nervøs handling. I dag tænkte jeg, at jeg skulle forklare min måde at skrive på ud fra de her bøger.

Den vemodige selfie.

En less boxy alternativ virkelighed

 

De berører os alle sammen, kønsrollemønstrene. Boys, girls, straights, gays. I dag taler Christian og jeg om det trygge og det farlige ved at putte mennesker i kasser og opfinde kategorier (like the rest of the world right now), vi taler om hvordan folk som Tailor Shift, Beyoncé, Emma Watson, DU og Christian kan skabe en lille, less boxy, alternativ virkelighed.

Christian vil gerne være et eksempel. Et lille stilfærdigt ét med tynde ben og en ekstremt følelsesladet digterstemme, der åbner for en verden, hvor det bedste er at stå ved, at man er et lille fucked kønshybrid – eller bare et menneske.

 

– Generelt synes jeg, at det er svært at formulere sig følsomt, når man skriver som mand. Jeg har ikke stødt på mange mandlige digterstemmer, som oplever verden på en skrøbelig og måske lidt rodet måde. De har typisk mere kontrol over den virkelighed, de oplever.

Når jeg skriver, prøver jeg at kombinere de klassiske feminine og maskuline stemmenormer for at skabe et krydsfelt mellem den måde, en mand taler på, og den måde, en kvinde taler.

Jeg benytter det meget barnlige og enkle sprog. Hverdagssproget. Jeg prøver lidt at være en pop-sang sommetider. For det er ret sjovt at poppen, der er et meget forenklet sted i verden, er begyndt at udtale sig om noget så kompliceret som kønsroller. Det var jo så vildt, da Beyoncé sprang ud som feminist på sit seneste album.

Jeg bruger meget ordene “sød” og “lille”. Det nuttede. Måske kan en formindskelse faktisk blive en forstørrelse.

 

Underliggørelse og omfavnelser

 

Christian undrer sig over, at mænd med barnevogne bliver betragtet som helte – basicly fordi de gør præcis det samme som deres koner. Hvorfor man kalder homofobi for homofobi – og det pisser ham virkelig af (“LOL, du hader jo bare homoer. Ordet “fobi” er bare en lille trøst for folk, der er bange for nye ting. Så kalder man det en fobi og så er det helt okay. Men det er det bare ikke”). Han synes også, det er fucked hvorfor man altid spørger et homo-par: Hvem er så kvinden og hvem er manden i jeres forhold? DE ER BEGGE TO KVINDER SLASH MÆND. Det er pointen med et homoseksuelt forhold, siger han. Med det lille nervøse fnis.

– Man kan beslutte sig for at se tingene så åbne som muligt. I mine digte forsøger jeg at gøre det. Jeg er fx inspireret af den russiske formalisme, hvor man taler om en aktiv underliggørelse af verden. Hvor man kan blive fascineret af, hvordan kastanjer fungerer. Eller hvordan et menneskes ansigt er et ansigt. Jeg synes, det hænger ret godt sammen med den måde, queerfeminismen opfordrer til, at man udfordrer tingene hver dag. Være så åben i sit syn på, hvordan mennesker er. Jeg forsøger at overføre den åbenhed til hele verden. Mange kalder det barnligt. Det er underligt, at man ser det som en svag position, at hele tiden være lidt ustabil i den måde, man ser verden på. Jeg synes, der ligger helt vildt meget energi i det åbne.

– Jeg prøver altid at skrive udfra udsatte positioner i verden. Om det så er nørder, transkønnede, arbejdsløse eller psykisk syge. Jeg forsøger ikke at give mig selv en stemme, men at give andre en stemme. En eller anden form for pleje til verden, en kærlighedsudøvelse til alle mennesker. For man kommer i tvivl om, om der overhovedet eksisterer almindelige personer. Der er noget blødt og usikkert og skræmt i enhver person, jeg tror bare, man skal lede efter det. Jeg vil gerne vise, at sproget kan bruges til noget godt, som noget, der kan give glæde. Være omsorgsfuldt.

 Et queer/trans-kys fra den vidunderligt livsbekræftende serie, Transparent. Video: Youtube.


Et lille måske. JA?

 

Christian er ikke et smadremenneske. I stedet for at forsøge at destruere alt det heteronormative, forsøger han at vise et hvad nu hvis, en lille drøm for fremtiden. Hvis vi bare tager os sammen, er det noget, vi sagtens kan skabe, siger han.

– Hvis vi er de personer, vi er, kan vi udvide verden. Man starter et meget lille sted, som er ens egen lille krop, ens personlighed, måden man klæder sig på, hvordan man taler og hvordan man behandler andre. Derigennem ligger frygtelig meget magt i forhold til den måde, vi påvirker verden. For hele verden er konstrueret af små bitte personer, der indgår i et fællesskab. Hvis det fællesskab begynder at bestå af søde og gode personer, så tror jeg, at verden bliver et bedre sted. Min tanke er, at man hele tiden skal prøve at rette sin personlighed ud mod andre.

Jeg kunne sige det helt enkelt og meget lollet. Man skal give nogle fucks til det, man tror, at folk forventer af én. Føle hvem man er, og hvad man har lyst til at være. Hvordan man har lyst til at performe sig selv.

 

MAN’S GUILT

 

Christian er altid – som i altid – i en tilstand af man’s guilt. Når man spørger ham, hvad han mener om abort eller prostitution, spreder panikken sig i hans krop.

– Jeg forsøger hele tiden at træde med meget forsigtige små fødder. Mænd siger så meget om ting, der ikke berører dem. Sådan nogle hvide mænd over halvtreds, der udtaler sig om emner, de ikke ved noget om. Det vil jeg ikke gentage. Man skal virkelig være bevidst om hvor meget magt, man er blevet tillagt som mand gennem normerne. Man har nemmere adgang til ting, man bliver ikke automatisk formindsket. Alt er mere åbent for én. Jeg har ikke lyst til at bruge den magt så aktivt.

Jeg siger til ham, at han ikke kan gøre for, at han er født som en hvid mand, der forhåbentlig fylder halvtreds på et tidspunkt. Christian ser tvivlende ud. Som en person, der overvejer, om han egentlig selv var skyld i sit y-kromosom. Verdens sødeste freak, tænker jeg.

– Når jeg endelig udtaler mig, prøver jeg at udtale mig som et menneske fremfor som en mand. Jeg er blevet stor tilhænger af den nye feminisme, der tager udgangspunkt i kønsroller. Queerfeminismens fokus er alt det, der begrænser alle – ligemeget om man er mand eller kvinde. Det handler om at give mere frihed. Det er egentlig det, jeg søger. Både i min digtning og i mit daglige liv.

 

 

Boys and girls and break ups

Manual til piger: how to feel when you break up a la Céline Dion. Video: Youtube


– Der er nok en tryghed, en enkelhed og en nemhed i at kunne kalde mennesker enkle ting. At sige, “hun er pige, så derfor er hun…” – og så kommer der en lang remse af ting, man har lært fra barnsben. Eller: “han er en mand, så derfor må han kunne lide det og det, han burde gå klædt sådan her, han burde have dét her følelsesliv. Det bliver et kasettebånd, der afspilles på repeat. Man gør personer i verden til små ting, man kan berøre. I stedet for, at de er meget sky-agtige og dampede – men det er stadigvæk en vold overfor de mennesker, som falder udenfor. Til sidst kan de ikke finde en genkendelse i de normer, de bliver mødt med.

 

Vi bliver kvalt i de små bitte rum. Der er fx en forestilling om, at kvinder helst skal ligge i tre måneder eller et halvt år og være totalt smadret efter et break up. Og spise Ben and Jerrys og græde. Mænd skal i byen og have noget fisse, når de har slået op med nogen. Hvis en kvinde knalder mange efter et break up, bliver det opfattet som virkelig usundt. Som sådan: hun må jo fylde et tomt rum ud. Kvinder og mænd er blevet opdraget til at deale med break ups på forskellige måder. Underlige stereotyper. Der er så mange holdninger til, hvordan man skal performe sorg. Man får en lille manual. Jeg tror, det var Olga Ravn, der skrev et digt, hvor hun sagde, at hun følte, at hun spillede filmens sorg. At det ikke var hendes egen sorg, men at det var én, hun havde fået fortalt gennem bøger og film.

Hvis man ikke er opmærksom på kønskategorierne, virker det som det almindelige. Der er mange, der bruger ordet naturlig om den måde, kvinder og mænd er konstrueret på i samfundet. Det er en slags illusion, en lille søvn, der har lagt sig ovenpå os allesammen.

– Jeg er bange for mennesker, der ikke udviser respekt overfor folk. Det gør mig virkelig bange, hvis folk træder på nogen, som om de var en tomat.
De holdninger, der er hensynsløse, har ofte de bedste argumenter. Det er underligt, at alle de bløde værdier som, for eksempel, hensyn taber. Dét, der følt eller dét, der menneskeligt. Det andet kan køre på retorik eller ideologi eller politik, der allerede har et fundament formuleret. Følelser er mere svævende.

 

De små bange mænd/boys don’t cry

 

– Jeg kan godt se, at de små bange mænd er i en udsat position. Manfo appellerer meget til mænd, der ikke har noget arbejde og har set kvinder få arbejde før dem. Maskuliniteten begynder at være bange for en verden, der ikke matcher det, de har fået fortalt.

Man har hele tiden fået at vide, at man skal være stærk. At man ikke må græde. Så er man en tudeprins eller tøsedreng. Det følelsesladede bliver noget negativt, og så snart mændene så begynder at føle usikkerhed, bliver de fremmede overfor sig selv. Overfor hvem de er. De bliver bange og forsøger hele tiden at opbygge en ny magt ved at føle had. Igennem hadet skaber de en slags tryghed. Mit håb er, at alle mennesker, der har det mandlige køn kan finde et nyt sted at føle sig trygge.

Hvilket sted? Spørger jeg.

I at prøve at være kærlig, siger han. Jeg prøver at skabe et hjem ved, at hele tiden føle gode ting overfor andre. En form for varme. At kramme verden, for når man omfavner nogen, er man også selv i det kram. Jeg vil gerne skabe et lille hjem, hvor alle kan være.

Lad os sende et kys til alle de andre små freaks derude. For normalitet er et lille teknobeat, der ligger over dagene, siger Christian. Og opfordrer i stedet til free jazz.

En sidste lille randomness/mød Christian på www, sandsynligvis her!

Christian: Jeg føler, der er ligeså meget værdi i at se nogle hjorte i Japan, der ligger på en vej og spærrer alt trafikken som i life-samtaler. Uanset hvor fjernt det er og bare foregår på en lille skærm, hvor man trykker play. Video: Youtube.