I LIPs nye koncept undersøges forholdet mellem litteratur og scenekunst. Arrangementrækken er bygget progressivt op: Hele processen, fra et stykke skrives til det læses og opleves, bliver taget op. VINK deltog til andet arrangement, hvor dramatiker og instruktør Christian Lollike, skuespiller Mathias Flint og forfatter og anmelder Martin Bastkjær gæstede Aarhus Teater til en spændende samtale om sammenhængen mellem læsning, skrivning, skuespil og dramatisering. Samtalen blev modereret af Rebekka Boyding fra LIPs, som VINK interviewede om projektet i november. 

Samtalen indledes naturligt nok med et basalt spørgsmål: Hvordan læser de tre gæster skønlitteratur?

Mathias Flint læser mest manuskripter i kraft af sit virke som skuespiller. Her læser han særligt efter den følelsesmæssige rejse, hans karakter gennemgår i løbet af en tekst. At spille skuespil er at give krop til en anden persons tankegang. Det starter og slutter med læsningen. Men læsninger er individuelle. Nogle gange sker der noget med ens læsning, når man får input fra en instruktør. Måske denne har oplevet teksten på en anden måde, end man selv har. Arbejdet med et manus er en proces. Man er hele tiden i dialog omkring det – også i spilleperioden.

Martin Bastkjær bruger aktivt læsningen i sine tekster. Han har skrevet essays baseret på læsninger af værker, ligesom læsningen er central i hans skønlitterære udgivelser. Derudover arbejder han som litteraturanmelder på Information. Litteraturen har et fordybelsespotentiale. Ligesom samtalen er den en henvendelse. Men hvor samtalen bevæger sig i sit eget tempo, styrer man selv læsningens hastighed. Man kan stoppe op eller gå tilbage, hvis der er noget man ikke har forstået. Det handler om at kunne lytte til en andens stemme.

Christian Lollike beretter om at læse manisk. Han har altid gang i mindst ti forskellige bøger på en gang. Han læser dem sjældent færdigt. I stedet leder han efter noget, han kan bruge i sine forestillinger. For ham handler skrivning om at læse. Man imiterer forfatterens teknikker og skrivestil. Sådan er det også for Martin Bastkjær. Når han læser, får han lyst til at skrive. Han forholder sig til teksten ved at skrive ny tekst.

Læsningen er en god indgang til at forstå sin virkelighed

For Christian Lollike er vores virkelighedsopfattelse funderet i sproget. Sproget skaber virkeligheden. Derfor er det vigtigt at være en god læser. Så kan man bedre afkode nye kulturelle og politiske tendenser. Hvordan vi taler om noget er afgørende for, hvordan det opleves. Som Raskolnikov i Dostojevskijs Forbrydelse og Straf kan man sprogligt omskrive et drab, så udåden kan accepteres.

Der hersker en bred enighed om litteraturens potentiale til at give stemme til bestemte erfaringer. Christian Lollike nævner sin forestilling Manifest 2083, som er baseret på Anders Breiviks manifest. I teaterforestillingen er det muligt at undersøge, hvem Breivik er. Skuespilleren undersøger hans karakter og leverer andre svar end nyhedsmedierne.

Hvor teateropsætningen kan give stemme til personer og erfaringer, kan den også genoplive stemmer. Christian Lollike har over de seneste år genopsat kanonværkerne Erasmus Montanus og Aladdin. Når man arbejder med gamle tekster, er det vigtigt at finde steder heri, som kan gøres relevante for et nutidigt publikum, og som skaber tvivl i deres bevidstheder. Det kan man gøre med større eller mindre omskrivninger. I Erasmus Montanus diskuterer karaktererne, om dansk kultur bygger på oplysningstidens idealer eller kristendommen. Her vil Lollike så tvivl om, hvorvidt passagen stammede fra Holberg eller ej. Med Aladdin skulle der en større omskrivning til. Oehlenschlägers tekst var kedelig. Den hørte i højere grad til på et loftkammer end på scenen. Men når han vælger at sætte den op, skyldes det, at man med kanontekster kan skrive sig ind i et større rum, end hvad der ellers er muligt.

Er der grænser for, hvad man må udtrykke i kunsten?

I lyset af de identitetspolitiske strømninger som præger den offentlige samtale i disse år, falder samtalen ganske naturligt på læsningens etik. For hvilket ansvar har man, når man læser og opsætter en tekst? Og hvilket ansvar har man for det, der vises på scenen?

For Martin Bastkjær er åbenhed central i læsningen, også når en tekst byder en imod. Det gælder særligt for anmelderen. Den dårlige anmeldelse er forudindtaget. Anmelderen griber fat i en mindre detalje fra bogens begyndelse og lader det være afgørende for, hvordan teksten læses. Gode anmeldelser og stjerner er imidlertid ikke så vigtige for Mathias Flint. Det handler ikke om at få stjerner, men om at lave en forestilling som deler anmelderne. De skal være i tvivl om opsætningens kvaliteter. Når man laver en forestilling, giver man stemme til nogen eller noget. Det er ikke alle, der nødvendigvis er enige i det stemmen siger.

Samtalen falder også på, hvad man etisk kan tillade sig at sige i en forestilling. Christian Lollike er interesseret i spørgsmålet om ansvar. For hvem har egentlig ansvaret for et dramas udsagn? Er det skuespilleren eller instruktøren? Han oplever en ny generation, som vil skabe politisk korrekt teater. Men med det er der en risiko for, at dramaet bliver for pænt. Opgøret med pænheden har været en drivkraft i Lollikes karriere, siden den begyndte. Hans første forestilling handlede om en gruppevoldtægt. Publikum skulle bringes i tvivl. De fik ikke lov til at holde med dem, man normalt ville holde med. Den type forestillinger er, ifølge Lollike, under pres i dag.

Christian Lollike mener, at det er “røvsygt”, hvis kunstneren skal fælde moralsk dom på publikums vegne. For ham er det nødvendigt, at man har tillid til, at kunsten er større end vores personlige meninger. Desuden er det problematisk at begrænse det kunstneriske udtryk. For hvem bedømmer, om et værk som Black Madonna er racistisk eller ej? Og hvad betyder det for værket? Må det da ikke eksistere, fordi det er racistisk? Er der nogen, der skal redigere det? I så fald, hvem?

Kom med til sidste runde af “Spændingsfeltet”

Sidste omgang af “Spændingsfeltet – samtaler om litteratur og scenekunst” med emnet oplevelsen af et teaterstykke kan opleves på Aarhus Teater senere i år. For mere information se her.

//Coverbillede: Kio Jørgensen Ng.