Forfattergudstjeneste med Merete Pryds Helle

Forfattergudstjeneste med Merete Pryds Helle

For en uge siden blev årets sidste forfattergudstjeneste afholdt i Skt. Lukas Kirken med den eksperimenterende forfatter Merete Pryds Helle som dagens medarrangør. VINK-skribent Caroline Stadsbjerg begav sig derfor ind i kirken med salmebog og vinterfrakke for at undersøge, hvad sådan et arrangement går ud på.

 

En sjælden kirkegænger

Det føles formelt, det at gå ind i en kirke. Følelsen kommer muligvis af, at det ikke er særlig tit, jeg befinder mig sådan et sted.  Jeg har aldrig været inde i Skt. Lukas Kirken før, og det tog mig et par forsøg at finde ud af, hvor man gik ind (det var den store dør op ad trappen, som jeg ikke turde nærme mig først).

Samtalerne under dette høje loft kastes rundt og skaber genklang, så hverdagens kommunikation bliver anderledes. Den lyder smukkere, mere poleret.

Det er ikke noget nyt det med forfattergudstjenester, siger præst Vibeke Houmøller. De afholder det cirka fire gange om året, og sådan har det været i en del år nu. Essensen med denne form for gudstjeneste er at give forfatteren mulighed for at reagere og tolke på kirkens tekster. Forfatteren prædiker over søndagens bibeltekst, hun vælger bønner og salmer og planlægger gudstjenesten. Religionen fungerer som inspiration, en kilde, hvorfra resten udspringer.

 

Installationskunst

Det er det, Merete Pryds Helle gør i dag. Hun starter med at læse en bøn op, der er skrevet af Simon Gotrian, fra bønnebogen Citroner til Vorherre. Hendes behagelige stemme i mikrofonen, de fine ord og kirkens fantastiske rumklang gør, at begrebet installationskunst dukker op i mit hoved. Det er ikke bare bønnen, men hele situationen og rummet, der skaber en synergi af ord og lyd, som jeg ikke har hørt andre steder.

Vi synger første salme; Se nu stiger solen op af havets skød. Den synger en af Merete Pryds Helles karakterer i en af hendes romaner, fortæller hun. Karakteren synger den godt nok forkert, siger hun, men det er der også noget i – at man hver især husker kirkens tekster, som de lander i en.

 

Faderen og Sønnen

Så bliver dagens bibeltekst læst op, og Merete Pryds Helle afholder sin prædiken. Hun starter med at sige, at hun ikke helt forstår bibelteksten, og jeg smiler fra min placering på bænken i den forreste del af kirken – jeg forstod den absolut heller ikke. Forfatteren tager fat i en af trådene fra teksten og følger den: “Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen”. Hun taler familie på godt og ondt og læser et stykke op fra sin roman Folkets skønhed og senere fra Vi kunne alt. Begge foregår i julen, begge er omgivet af familie, og det får mig til at kigge rundt. Mange af kirkens gæster sidder som familier og venner.

Jeg selv sidder der alene. Men i kirken under forfattergudstjenesten skabes en samhørighed mellem de deltagende. Vi lytter sammen, synger sammen, beder sammen. Vi kender ikke hinanden som faderen og sønnen, men måske har vi dem til fælles – hvis man da tror på den slags. Jeg ved ikke, hvad jeg tror, men jeg kan godt lide at være en del af det.

Og sådan skete det, at jeg smeltede sammen med kirken og præsten og forfatteren og de resterende kirkegængere i en times tid på Ingerslevs Boulevard en søndag eftermiddag.


Den næste forfattergudstjeneste afholdes d. 3. februar 2019 med forfatter Thomas Korsgaard. Indtil da er det muligt at læse de forskellige forfatteres program og prædikener lige her.

// Foto: Caroline Stadsbjerg

Skriv en kommentar