Djævlens advokat/Litteratur-trashtalk – feat. Morten Reimar

 

Jeg møder Morten Reimar på Løves Bog og Vin Café en mandag aften. Til en lille sviner, der forhåbentlig vil udvikle sig til regulær, offentlig bitchfight (Morten er på forhånd beredt og har som aftalt medbragt hele sit trashtalk-repertoire). Morten Reimar har udgivet bøgerne “Teenage Jazz”, “Seks zoner fra City” og er aktuel med digtsamlingen “På tirsdag”. Semi-bitter københavnerpatriot, der i et år har forsøgt at slå igennem i Aarhus. Projektet er umiddelbart ikke lykkedes endnu, men som Morten siger, kan man sagtens være verdensberømt i KBH og fuldkommen ukendt alle andre steder. Under interviewet præsterer han en forfriskende flabethed (der dog til tider kammer over i galopperende storhedsvanvid). Ifølge Morten Reimar vil man om tredive år sige til unge forfatterspirer, at de minder om Morten Reimar, ligesom jeg i dag siger, at Morten Reimar minder om Dan Turèll.

Onkel Dannys erstatning i form af onkel Morten. Morten bliver nok en lidt anden type onkel end Danny, tror jeg. Skal nok blive inviteret til familiefødselsdagene (partly pga. medlidenhed), også selvom hans niecer og nevøer ikke rigtig ved, hvem han er. Ku’ dog også tænkes at Onkel Morten blev the shit. Lad os lade fremtidens copy cats bestemme!

 

– Indledelsesvis: Hvordan vil du beskrive dit forfatterskab?
– Jeg vil beskrive det som godt!

– Kan du uddybe lidt?

– Det er ikke noget særligt godt journalistisk spørgsmål. Skulle du ikke have fået nogen andre til at hjælpe dig med det her?

 

Morten synes, at han er abstrakt

– I din aktuelle samling, “På Tirsdag”, skriver du om det kulturchok, det var at flytte fra København (eller nærmere betegnet Gentofte), til Aarhus. Nu er København ikke ligefrem Berlin. Tror du, at du skriver om dét tema, fordi du ikke rigtig har andet at tale om?

– (ler) Hvis du nu havde læst min bog, ville du forstå, at der er langt mere i den end bare dét. Men jeg synes alligevel, at du skal have en eller anden respekt for dit gåpåmod til at stille dårlige spørgsmål, selvom du ikke har sat dig ind i tingene. Bogen handler jo først og fremmest om skiftet mellem København og Aarhus, men så sandelig også om mere. Det er mere en måde at beskrive noget helt andet på. Hvis det bliver for abstrakt for dig, så sig til. Den handler jo om at vokse op. Komme ud af sin comfort zone, se nogle nye ting. Jeg havde levet denne her beskyttede forstadstilværelse, havde hele tiden taget toget frem og tilbage til København for at få en bid reality-sandwich. Og der er jo flere digte, hvor København er en metafor for en kæreste eller en ven, jeg har sagt farvel til derhjemme. Aarhus er noget nyt, ubekendt, Jylland er noget nyt og ubekendt.

 

Morten skriver sig ind i danmarkshistorien

– Dan Turèll er en inspirationskilde, der konstant spøger i dine digte. Hvorfor egentlig gentage det, en anden mand allerede har sagt?

– Jeg synes ikke, jeg gentager en skid. Mit forbillede er Dan Turèll, og hans forbilleder er også mine. Problemet er, at folk ikke indser, at Dan Turèll bare er én ud af rigtig mange, som skriver i den stil. Den litterære referenceramme i DK er generelt ret snæver. Enten minder du om ham, ham, ham eller ham. De fleste kender kun fire. Dan Turéll, Tove Ditlevsen, Mikael Strunge og H. C. Andersen. Jeg ligger tættest på Turell, så derfor bliver jeg sammenlignet med ham.

– Hvorfor ikke ramme en ny åre? Èn, der ikke er fuldkommen forkalket?

– Jeg synes, jeg har mit helt eget udtryk. Det kan godt være, at Dan Turèll kom før mig, men der kommer fandeme også nogle efter mig. Om 30 år kan du sikkert sige til en fyr, at han minder om Morten Reimar.

 

Morten tror, at KBH er en verden, der er svær at komme ind i.

Men bare rolig: Morten har en guide til jyder

 

– Jeg var til ét af arrangementerne på din udgivelsesturné, hvor din oplæsning var ledsaget af et jazzorkester. Kom bagefter til at sige til ét af bandmedlemmerne, at København egentlig bare er en klump provinsielle småbyer, der har slået sig sammen. Og der blev dødsens stille, virkelig tense. Men jeg står ved mit udsagn. Hvad siger du til det?

– (ler) Jeg tror du har fået den samme reaktion, som da jeg lige var flyttet hertil og formastede mig til at sige, at Aarhus er en lille pis-by uden ambitioner. Hvilket jeg er holdt op med, dog. København er verdens mindste storby. Men den er jo en institution, en hel verden i sig selv med eget sprog, egne regler, egen valuta. Og man har ikke lyst til at forlade København. Man er pisseligeglad med, at der kunne ske noget vildt i Aarhus. Jeg tror, København er en verden, der er svær at komme ind i. Det er også derfor, at jeg er så bekymret for, at I to bønder (min kæreste og jeg, red.) på et tidspunkt flytter til København. Der kan ske to ting: enten bliver I nogle af de der hipstersmarte typer, der sidder nede på den samme jydecafé hver eneste pis-dag. Ellers knækker I simpelthen.

– Wow. Har du en guide til en jyde i København?

– Tag hjem (ler). Jeg stod nede i Løvbjerg her den anden dag, ik’, og i køen står to piger og snakker om, hvor svært det er at finde bolig her i Aarhus på grund af de mange københavnere. Og jeg tænker, “fuck mand, jeg er kommet til Omvendt-land”, for derhjemme er det ikke til at finde en lejlighed, fordi der er så mange jyder. Der er jo forskellige jyde-enklaver. Du ved, nede ad Istedgade omkring Halmtorvet og de små gader, Victoriagade. Det er Lilleaarhus. Sankt Hans Torv bliver kaldt Thomas Helmig Plads. Der findes jydesteder, et lidt populært begreb, der dækker over sådan nogle cafeer, der virkelig gerne vil signalere: “Nu er vi ikke ude i Nørre Bøvling mere, nu er vi kommet ind til byen, det skal være spændende og “Uh, kan du holde til det?”-agtigt.” Der er ofte grønne borde, røde stole og en nummerplade på væggen. Jeg synes, at det er mærkeligt – og det er jo ikke fordi jeg har noget imod jyder som sådan – at man lige pludselig skal være en helt anden person, fordi man er flyttet et andet sted hen. Og gå rundt og sige: “Jamen, jeg hørte slet ik’ til i Ebeltoft, jeg følte mig ikke hjemme, det var ik’ mig. Jeg er meget mere Berlintypen, derfor flyttede jeg til København.” Jeg synes, man skal bevare en stolthed overfor det sted, man kommer fra.

Morten er the shit i KBH

– Du har engang sagt det her i et interview: “Jeg føler ikke, at min genre er repræsenteret blandt de, der slår igennem og får litterær anerkendelse. Det er dem, der skriver om livet og døden og visnende roser i vinduet, der får den anerkendelse”. Stakkels dig, Morten. Eller sådan.
– Ha. Det er sgu meget sjovt.

– Tror du, at der er en grund til, at det er de andre, der løber med anerkendelsen?
– Anerkendelsen hos hvem? Det, du taler om, er dem der høster anerkendelse i det finlitterære miljø. Oppe på universitetet og på forfatterskolen. Du kommer sommetider til det der Ordcafé, ik? Rigtig mange af dem er fra universitetet, og det skal altid være en meget monoton stemme, der taler om vinduer og roser, noget om vinduer, ja, og på et tidspunkt, hvor man venter det mindst, siger de: Kussehår!, på en lidt hård måde, så folk kan tænke: What, sagde han lige kussehår? For det er jo meget stødende at sige kussehår, men hør her, det er fuldstændig fucking ligegyldigt, der er ingen, der gider at høre på det, eller forstår en skid af det. “Jeg ser mit liv gennem vinduet, visne roser i vinduet, der er ølflasker over alt, jeg skærer mig i benet og tænker på Tintin, pludselig finder jeg et kussehår i min kam”. Det er det samme hver evig eneste fucking gang. Og de eneste, der synes det er fedt, er dem selv og de professorer på universitetet, der har givet dem en Sean Paul Satre med hjem og læse på. Til gengæld kommer der folk og ser mine optrædener. Folk ringer og siger: “Hey Morten, det der jeg hørte dig læse op nede på Café Cope, det var fedt, hvor fanden kan jeg købe de bøger henne? Det er ærligt, det er personligt, du prøver ikke, Morten. Du prøver ikke at få det til at lyde intellektuelt.
– Så du mener, du har folkelig appel?
– Jeg mener, at jeg har en ægthed i mine digte, som jeg tror, folk kan forstå og som jeg tror, bliver værdsat.
– Men Morten. Der var højst tyve mennesker til den der optræden den anden dag.
– (Lang pause. Morten grubler). Det er Aarhus.
– Det er Aarhus?
– Du kan godt være verdensberømt i København, uden at nogen udenfor tre s-zoner nogensinde har hørt om dig. Da jeg kom med udgivelsestournéen hjem til København, læste jeg højt på Operaen på Christiania. Der kan være 250 mennesker. Næsten helt fuldt.
– Så du skyder skylden på byen?
– Nej, men jeg tror da, det tager tid at opbygge et publikum, uanset hvad man laver. Efter lang tid i København med rigtig mange lorteoplæsninger – jeg har været til næsten alle, hvis der var folk, der ville have mig til at komme, plus et par stykker mere – kan jeg mærke, at folk begynder at komme for at se mig. Så det skal jeg også til i Aarhus, selvfølgelig. Men jeg synes, at jeg får rigtig god respons i Aarhus, det må jeg sige.

Mindre kan også gøre det. Bare rolig, Morten

– Jeg har læst en anmeldelse af din første bog “Teenage Jazz”. Faktisk overvejende positiv. Men på et tidspunkt (og jeg citerer direkte), dukker det her op: “Morten Reimar er hverken original, avantgarde eller genial, men mindre kan også gøre det, og faktisk er det meget rart at læse noget, som smitter med sin lyst og entusiasme for at skrive og for at få noget ud af livet. “Men mindre kan også gøre det.” Siger anmelderen. Men er det nok for dig?
– Det med, at jeg ikke er avantgarde, det tager jeg som et æresmærke. Jeg vil hellere være komplet idiot, end jeg vil være avantgarde.
– Så er du også cool med ikke at være original eller genial?
– Jeg vil hellere være dén jeg er og stå foran tyve mennesker end at skrive noget, jeg ikke synes er godt. Hvis jeg ikke synes, at det, jeg skrev, var helt fantastisk, så havde jeg aldrig udgivet. Jeg har i hvert fald indfriet mine egne forventninger; at levere noget, der er det ærligste, jeg kan byde på.
Well.
Hvis du var én af dem, der ringede til ærlige Morten efter Café Cope (hæhæhæ) og sagde: Morten, det er for fedt, for fanden kan jeg købe de bøger?, så kan du købe dem her – (på eget ansvar).
En sidste hilsen til Morten Reimar. Om et sted, han tydeligvis aldrig har været:
Er aldrig blevet mødt med andet end en venlighed, åbenhed og spontan omsorg i København. Har endda et par gange oplevet, at en hel bus via en meget entusiastisk, kollektiv indsats fik hjulpet mig ud ved det rigtige stoppested et sted i Nordvest. Så hermed en fredserklæring, direkte fra en aarhusianer, der glæder sig til at flytte til KBH på et tidspunkt. Vi ku blive så gode venner, jer i KBH og os i Aarhus.