De fleste folk forbinder måske ikke selve det at være graphic novelist eller illustrator som et farligt embede. Ikke destomindre havde alle tegnerne, som deltog i mini-seminaret Graphic Novels and Cartoons, oplevet at få alvorlige trusler rettet mod sig – præcis på grund af deres tegninger. VINK deltog, da der blev budt på personlig indsigt i det mellemøstlige klima, hvad angår censur og politiske tegneseriestreger:

 

Mini-seminaret Graphic Novels and Cartoons på ARoS, moderet af tegneserieekspert i arabisk cartoon-kunst, Jonathan Guyer, bestod af panelet Halfdan Pisket, Joseph Kai og Khalid Albaih og udspillede sig i, meget apropos det givende tema, inden for de kunstneriske murer af Aarhus’ helt eget kunstmuseum.

Bag den lille talerstol i auditoriet forklarede Jonathan Guyer, at han var i færd med at udarbejde en bog omkring dagens emne ved Harvard med blikket rettet imod spørgsmålet: “Hvorfor arabiske tegneserier? Og hvorfor tegneserier i en dansk eller endda moderne verdenskontekst?”

“Hvad kan de?”

// Alle illustrationer og fotos: Anne Sophie Parsons

 

“Få dig i problemer,” syntes et delvist svar at være fra alle paneldeltagerne. “Du bliver nødt til at tænke over, hvad du gerne vil sige på hvilken måde for ikke at få problemer i den arabiske verden,” pointerede Khalid Albaih under samtalen. Khalid er kendt for sine Khartoons på internettet, som igennem daglige illustrationer leverer sine budskaber og holdninger omkring verdenssituationer. Med hans store kontaktflade på de sociale medier har det ført til dødstrusler. Og måske helt præcis derfor blev det de utilregnelige streger fremfor det skrevne ord, som appellerede til alle mændene i deres arbejde. ”Jeg havde ingen anden mulighed, end det her medie,” lød det fra Halfdan Pisket i forhold til spørgsmålet omkring, hvorfor han endte med at blive tegneserietegner.

 

Når arabiske tegneserier ikke er barneleg

Man siger, at et billede siger mere end tusinde ord – og det kan ske, at det lige præcis er dét, som gør sig gældende som overbevisning, når tegnerne har oplevet at få deres holdninger reguleret af udefrastående.

Spørgsmålet omkring at undgå censur og dødstrusler fra regeringens side var et punkt, hvor både Joseph Kai og Khalid Albaih kunne tale ud fra direkte erfaringer: Organisationen Samandal, som tegner Joseph Kai er tilknyttet, fik lagt sag an imod sig tilbage i 2009 i Libanon samt den katolske kirke på nakken, da alvorlige beskyldninger omkring blasfemi, false news og bagtalelser blev forelagt tegnerkollektivet. Alt sammen grundet humoristiske tegninger og karikaturer i det kreative blad.

 

Samtalen kredsede også omkring, hvordan forskellige læsninger af tegneserier og billeder præcis var, hvad der kunne føre til ubehagelige følger:

Halfdan Pisket havde også oplevet det selv i en dansk kontekst i mediedækningen af sin succesfulde Dansker-trilogi. Ud af 400 sider blev den mest provokerende illustration fra Muhammedkrisen udvalgt til at cirkulere i diverse omtaler. Fravristet sin specifikke kontekst i bindet stod den som en olm fuckfinger midt i det hele mod den muslimske verden. Måden hvorpå hans værker blev dækket i pressen, førte efterfølgende som resultat til trusler af familiemedlemmers ve og vel i Tyrkiet.

 

Betænksomme streger ved tegnebrættet

At træde varsomt i forhold til hvilke valg, som bliver taget ved tegnebordet, er derfor også én af grundstenene, hver gang pen møder papir, sandede Joseph Kai. Hvad alle tre paneldeltagere afslutningsvis udtrykte, var også ønsket om at kunne starte dialoger med folk, som var direkte uenige eller vrede på deres producerede værker. Fremfor at tale ind i en kendelig (cartoon)bobbel med ligesindende folk ville de gerne skabe dialog med dem, som er uenige med deres bøger og illustrationer på internettet. Tegne en bro imellem et ’dem’ og ’os’.  Det eneste håb, man kunne have, var, at tegningerne kunne åbne en debat og måske ændre på bestemte modstridende holdninger i bedste fald.

 

Svaret i forhold til hvad tegneserier så kan, som moderator Joseph Guyer startede paneldebatten ud med, har Samandal selv en ret rammende beskrivelse af på deres hjemmeside i min egen optik: ”Samandal comics thrive between two worlds; the image and the word, entertainment and substance, the low brow and the raised brow, the experimental and the traditiona.”

Præcis i sin vekselvirkning imellem billede og ord snor tegneserien sig rundt om og uden om censur i kraft af sin tvetydighed, medmindre illustrationerne er for konkrete. Og på mange måder er det også, hvad god litteratur formår: At fremskrive et billede foran det indre øje hvor læsningen stadig efterlader nok rum til utallige fortolkninger af indholdet.