Danny Boy’sen

Danny Boy’sen

Daniel Boysen er efterhånden en genkendelig aarhusforfatter, ikke mindst fordi han arbejder meget rundt omkring på byens caféer og er god til at promovere sig selv. VINK undersøger da også, hvad han gemmer under hatten.

// Alle fotos: Rikke Vadstrup

// Alle fotos: Rikke Vadstrup

 

Vin

Han er ung, men sin alder til trods har han en tendens til at tiltrække gamle mennesker nede i byen. Han kan måske sidde på en bænk og være væk i tanker om kærligheden eller om udviklingen i en af sine noveller, og så kommer de pludseligt hen, siger goddag og eksempelvis: “Gud er sur på os, siden vi hele tiden skal have sådan et vejr (det sner)! Om sommeren pisser Han på os, og om vinteren kommer Han på os”. Daniel drak meget vin senere den dag – i læ for Guds kropsvæsker.

Whiskey

Vi mødes på Head Quarters, som er Daniels foretrukne hang out sted i Aarhus. Der er mørkt og tomt, da caféen netop har slået døren op for dagens tørstige. Vi sætter os i bløde uldvelourmøbler. Daniel er iført den klassiske jeg-er-en-forfatter-hat, store sorte briller, hvid skjorte, skinny jeans og converse sko. Han smiler meget, og har meget på hjertet, der enten finder udgang fra hans krop via tungen eller pennen. Andet, der bliver tilbage, disinficerer han med Whiskey. I hans debutroman “Forudsat at du har lyst til at fortsætte” er det også antiheltens yndede coping-metode og HQ dennes mest frekventerede bar. Det er blot ét eksempel ud af mange, der illustrerer, hvordan bog og forfatter flyder sammen i Daniels roman. Som fersk- og saltvand i en munding. Eller som Jack D. og cola i hans mund.

 

"Basically, I'm for anything that gets you trough the night - be it prayer, tranquilizers or a bottle of Jack Daniels" - Frank Sinatra

“Basically, I’m for anything that gets you trough the night – be it prayer, tranquilizers or a bottle of Jack Daniels” – Frank Sinatra

For meget tell, for lidt show 

Det var en lidt anderledes oplevelse at læse Daniels bog. Normalt når jeg læser, farer der billeder forbi under mit læsende blik. Det gjorde der næsten ikke under læsningen af “Forudsat at du har lyst til at fortsætte”. Jeg oplevede det mere som at have en fremmed stemme inde i mit hoved, der talte og talte til mig. Hvis man kan forestille sig indersiden af sit hoved, lavet om til en bar, så var han gæsten, mens jeg var bartenderen, der stod svadaen bi med en til tider anspændt opmærksomhed. Grunden til, at billederne var så få, må hænge sammen med bogens sparsomme dramaturgi. Derudover gives læseren kun få tilbageblikke i den baggrund, der har efterladt antihelten i en tilstand af eksistentiel sjusk, smerte og sult. Dramaet, der udspiller sig, er altså primært et indre drama. Jeg spørger Daniel, hvad folk skal få ud af hans roman, hvortil han svarer: “Ord på en proces, der ellers kan være svære at finde.”

Eksperiment

“Ord på en proces”, men for mig at læse, var det også filosofiske passager som denne, der gjorde romanen speciel:
“Jeg kan også klatre i træer, men jeg er gæssene (fuglene) underlegne på det punkt, at de frit kan flyve videre, mens jeg sidder fast på grenen i min højdeskræk; jeg vil kravle ned og igen være på landjorden, være bundet.”Bogens hovedperson omtaler sin proces som et eksperiment, og på mange måder er romanen det også. Den er måske en hyldest til eller et vidnesbyrd om hjertets besættelser. Den er en eksorcisme. Han skal have broden ud af kødet og ned på papir – de sårede ark; de prøvende ark; de eksperimenterende ark. Det er interessant, at bogen er dette eksperiment og at den udfordrer den klassiske læseoplevelse, men den er for meget Danny Boy og for lidt kilde til almen interesse, sådan som jeg læste den. Dermed ikke sagt, at Daniel ikke har et glødende potentiale under sin jeg-er-en-forfatter-hat. Min mening er blot, at han skal smide hatten – i overført forstand, for hatten klæder ham ret godt.

 

SAMSUNG DIGITAL CAMERA

 

Proces

Jeg spørger Daniel, hvordan han arbejder. Han forklarer, at han har det med at arbejde meget ude. Gerne et nyt sted hver dag, således at han ikke bliver låst fast i en monotoni af indtryk, f.eks. ved at se de samme mennesker hele tiden. Altid har han en notesbog med sig, hvori han griber den kreative proces lidt forskelligt an. Eksempelvis slår han op i sin notesbog og viser et kort, han har tegnet over handlingsforløbet i en novelle, han er igang med. Den “kartografiske” visualisering er en måde at overskue historien på. Ofte er det ikke skriveprocessen, der tager lang tid. Han skrev “Forudsat at du har lyst til at fortsætte” på kun otte måneder. Faktisk mener han at kunne gøre det på meget kortere tid, hvis han f.eks. trak sig væk fra det sociale byliv for at skrive sine værker i et sommerhus. Så vil han kunne gøre det på bare to uger. For når først det er i hovedet, er det bare om at få det ned. Det, der tager tid, er tankeprocessen inden det hele falder på plads.

 

Status quo

Lige nu er Daniel igang med en novellesamling, som han kalder “Efterhånden blot dages genklang”, der er planlagt til at udkomme mellem november 2013 og januar 2014. Novellerne kommer omkring nogle vidt forskellige karakterer som en bilsælger, en punker, en kunstner, en undercover jyde og “en række tvivlsomme karakterer”, som Daniel selv formulerer det. Novellerne er en slags dias, som viser os øjebliksbilleder fra deres tilværelser, der på sirlig vis kommer til at overlappe hinanden.
Udover at arbejde på novellerne, har han også en ny roman, som blunder lige ved siden af, kun afventende et lille puff, mens den endnu drømmer. Daniel er også vild med at læse op og god til det, når han altså ikke spasser ud som Ian Curtis fra Joy Division og smadrer hovedet mod mikrofonen. Du kan opleve ham live og improvisatorisk, når han den syvende august optræder sammen med Børn af Byen på Gyngen. Børn af Byen er musik og lyrik, der leger sammen helt frit og uden forbehold.

 

Hvad: Forfatter Daniel Boysen, debutromanen: “Forudsat du har lyst til at fortsætte”, novellesamlingen: “Efterhånden blot dages genklang” og fusionsprojektet: “Børn af byen”
Hvornår: Romanen er ude eller kan bestilles herBørn af Byen optræder den 7. aug kl. 21-22.30 – tilmeld dig arrangementet her, novellerne udkommer omkring jul – hold dig opdateret på Daniels officielle site her.
Hvor: Børn af Byens første optræden sker på Gyngen i Mejlgade 53, 8000 Aarhus C.
Hvorfor: Du skal læse romanen, hvis du f.eks. har oplevet et svært brud eller hvis du kan lide smukke aforismer. Tag med til Børn af Byens arrangement, fordi det er fedt at støtte op under kreative eksperimenter, hvor genrer udfordres af modige sjæle.
Andre links: Børn af Byen smagsprøver

 

 

En forfatters kuffertindhold pakket til dagens ud-af-hjemmet skrivning

En forfatters kuffertindhold pakket til dagens ud-af-hjemmet skrivning

 

 

 

Skriv en kommentar