På Instagram er der opstået et kæmpe fællesskab af bogelskere, eller #bibliofile #bookstagrammere, som de kalder sig. Bogbloggere indgår samarbejder med forlag, og deres anmeldelser tæller lige så meget, når du køber en bog på fx Saxo som en anmeldelse i landets største dagblade. I denne serie interviewer VINK tre aarhusianske bogbloggere Nina Johanne, Camilla og Sif om bogbloggens potentiale til at formidle litteraturen. I tredje del af serien er det Sif Friis Scherrebeck (enbibliofilsbekendelser), som har været aktiv på Instagram, Facebook og blog siden juli 2018.
Hvorfor startede du din bogblog?
“Fordi jeg oplevede, at alt for meget vigtig litteratur blev overset, blandt andet fordi det ikke blev ligeså bredt promoveret eller anmeldt. Jeg undersøgte de allerede eksisterende bogblogs lidt og opdagede til min overraskelse, at det var de samme titler ca. 85 % af bogbloggerne anmeldte. Jeg ville gerne bringe noget andet til læserne, samtidig med, at jeg også anmelder mere gængse udgivelser, hvis jeg finder dem relevante og velskrevne.”
Hvilke overvejelser har du gjort dig om din bogblogs profil og indhold?
“Min blog er kendetegnet ved en kærlighed til litteraturen. Det gælder også den smalle og oversete litteratur. Min anmelderprofil er derfor relativt bred. Det vigtige er ikke, om den bog jeg anmelder er en bestseller, men om den rører mig. Det kan den på mange måder. En udgivelse må gerne overraske med sin form og indhold, men det er ikke et must. Det vigtigste for mig er at kunne stå inde for det, jeg skriver. Det gælder anmeldelserne, men også i andre opslag som reportager fra litteraturevents, og festivaler. Jeg giver ikke alle bøger toppoint. Til gengæld er anmeldelserne ærlige. Jeg ser det som mit ansvar at anmelde sagligt og sobert. Bloggen fokuserer på bøger, jeg finder kvalitet i. Det drejer sig blandt andet om sproglig finesse, som er en af mine evige kæpheste. En historie kan være nok så god, men hvis den ikke er velskrevet falder den igennem hos mig, må jeg indrømme.”
I hvor høj grad går du op i det æstetiske (pæne billeder, skrifttyper mv.)?
“Jeg har selvfølgelig et vis fokus på æstetikken i mine billeder og min blogs opbygning. Jeg holder i udgangspunktet æstetikken simpel. Der kommer nemt for meget fikumdik, som fjerner fokus fra bøgerne og læseoplevelsen. Bøgerne skal være i fokus, selvom blikfang selvfølgelig også kan skabe trafik. Jeg arbejder med billedtekniske midler såsom det gyldne snit, men jeg er ikke i besiddelse af et lækkert spejlreflekskamera eller fotoredigeringsprogrammer som Photoshop eller lignende. Det har jeg ikke økonomien til. Jeg tjener ikke noget på min blog, fordi jeg har taget et meget aktivt valg om ikke at ville have reklamer på den. Jeg omtaler og anbefaler kun det, jeg har lyst til at dele med mine læsere. Det eneste jeg modtager er anmeldereksemplarer fra de forskellige forlag. I den situation forpligter man sig ikke til at give en rosende anmeldelse.”
Hvad er det, du gerne vil formidle til dine læsere i forhold til litteraturen?
“Læserne skal følge mig, hvis de leder efter gode læseoplevelser fra store og små forlag. Jeg opfordrer læserne til at træde lidt ud af deres comfortzone og læse noget, de ikke ville være faldet over i deres lokale Bog & Ide. Hos mig kan læserne forvente anmeldelser af bøger, der er grundigt gennemlæst. Jeg læser altid bøgerne to gange inden, jeg anmelder. En gang for flowet og historien og en gang med “anmelderbrillerne” på. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ødelagde min egen læseoplevelse, hvis jeg læste og anmeldte simultant. I forhold til formidling gør jeg meget ud af at lægge op til debat på min Instagram. Det handler om de bøger, jeg anmelder og om litteraturrelaterede emner og begivenheder. Jeg vil gerne formidle en god blanding af alt fra klassikere til håndsyede smalle udgivelser. Det eneste jeg faktisk ikke anmelder ret ofte er krimier. Der er i forvejen et bredt kendskab til genren. Jeg håber min blog kan pirre danskernes læselyst. Både hos dem der ikke læser så meget i forvejen, og dem der trænger til lidt kærlig opfordring til at læse noget andet end boghandlerens top ti.”
Hvorfor tror du bogblogging er blevet så populært, som det er?
“Mit indtryk er, at dem der følger bogblogs godt kan lide den personlige bogformidling. Jeg deler ud af mig selv, når jeg anmelder. Det er også det, jeg nyder ved at følge andre bogbloggere. Måske har det også noget at sige, at læserne har mulighed for at indgå i dialog med os som anmeldere, på en anden måde end de har med avisanmelderne og litteraturkritikerne i dagbladene. Samtidig vægter jeg højt at lave formidling i øjenhøjde uden for mange fagtermer og buzzwords.”
Kan bogbloggernes anmeldelser noget andet end fx anmeldelser af bibliotekarer og litteraturanmeldere på de større dagblade?
“Jeg synes, at de forskellige typer af anmeldere supplerer hinanden godt, men når det så er sagt, har vi som bogbloggere mulighed for at byde ind med mere personlige anmeldelser, baseret på præferencer og interesseområder. Den luksus har dagbladenes anmeldere ikke på samme måde. Jeg føler mig dog stadig forpligtet til at skrive sagligt og ordentligt om alle bøger, jeg anmelder. Det er uanset, om de falder i min smag eller ej.”
Hvad læser du lige nu?
“Jeg har altid gang i flere bøger på en gang. Lige nu læser jeg:
Tabita af Iben Mondrup og Ash-shaheed [Vidnet] af Jamal Bendahman (for anden gang). Det er to meget forskellige bøger, men med hver deres kvaliteter. Tabita er en klassisk beskrivelse af forråelsen i Grønland, folkets styrke og traditioner. Den går lige i hjertekulen fra første side. Den beskriver tragedier med en henslængthed, der virkelig rammer mig, og får mig til at sluge side efter side for at finde ud af, hvordan det hele ender. Samtidig med at jeg ikke ønsker, at bogen skal slutte og lukke mig ude af det univers, Iben Mondrup har opbygget.
Ash-shaheed [Vidnet]er meget mere eksperimenterende både i form og indhold, og rusker virkelig op i sin læser. Derfor er den også rigtig interessant at genlæse. Prosaen er til tider så hektisk, at man næsten automatisk misser ting i første gennemlæsning for at følge det til tider grænsende til maniske tempo.”
Hvilken bog vil du anbefale til VINKs læsere?
“Der bliver jeg nødt til at snyde lidt og anbefale to:
Drengene Fra Nickel af Colson Whitehead. Det meste af handlingen foregår på opdragelsesanstalten Nickel Academy i Tallahassee, hvor raceadskillelsen er under fuldt flor ligesom i resten af de amerikanske sydstater i 1960’erne. Modstanden flammer dog så småt op blandt de sorte borgere. Bogens hovedperson Elwood prøver at holde modet oppe ved at huske sit store forbillede Dr. Martin Luther Kings ord fra pladen, han plejede at høre hjemme ved sin bedstemor. Ind i mellem bobler temperamenterne dog over i lejren. Drengene står altid for skud. Bogen ulmer af had og vold, men vidner også om forløsning og håb. Det er en velskrevet bog med et vigtigt budskab i en tid, hvor racismen vinder mere og mere indpas.
Et Lille Liv af Hanya Yanagihara var en af mine absolut stærkeste læseoplevelser i 2019. Den beviser med knugende tydelighed, hvor meget et menneske kan nedbrydes, og så har den også et ret interessant plottwist jeg ikke havde set komme, da jeg læste beskrivelsen af bogen. Jude brændte sig fast i mig på en måde, jeg sjældent har oplevet før. Hans forhistorie bliver langsomt pakket ud undervejs gennem bogen, som en skrøbelig porcelænsvase pakket ind i tusinde lag af silke. Selve sproget er velformuleret og flyder med en lethed. Det kan kun de allerbedste forfattere frembringe. Samtidig er det historien om fire unge mænd, der møder hinanden på college og udvikler dybe venskabsbånd, der udfordres, som sandheden begynder at gå op for dem. Sjældent har jeg grædt så meget over en bog.
Der er anmeldelser på vej af begge bøger på bloggen.”
// Coverbillede: Amanda Aviaja.
