Arrangementet, Always Burning, startede med at tage de lyttende deltagere 400.000 år tilbage i tiden. Tilbage til dét tidspunkt, hvor mennesket lærte at kontrollere ild og dermed også dagens lys. Ved at sidde rundt om bålet og dele fortællinger fandt vi en måde at give mening til eksistensen på.
Oplyst mørke
Med lignende ord indledte arrangøren denne smukke, tryllebindende og bogstaveligt talt lyslevende aften. Godsbanens Vogn 1, der skulle rumme de næste to og en halv times ord og bevægelser, var sænket i et oplyst mørke. Flakkende stearinlys og lune lyskæder var spredt rundt i hele rummet, på væggenes hylder, på gulvets overflade og på små borde. Alt sammen var med til at skabe en afslappet men opmærksom atmosfære. Som om de lyttende overførte ildens beroligende og fokuserede flamme til dem selv.
Fælles om kærlighedens lys
Lys, ord men også kærlighed. Mange af fortællingerne handlede nemlig om kærlighed i en eller anden form, måtte det være direkte eller indirekte, og måtte det være kærlighedens lys såvel som mørke. Der var dén om en væverske, som, i kærlighed til væven, spandt hele sin verden frem. Solen, lyset, horisonten, maden og sågar en husbond. I sidste ende trævlede hun det hele op igen, fordi kærligheden ikke længere var ubetinget og hengiven, men i stedet grådig og sorgfuld. Eller historien om den vordende mor, som introducerede uvidende folk for kærligheden ved at fortælle om den. Eller en fortolkning af Romeo og Julie, som stillede spørgsmålet om, hvad vi er uden den smerte, kærligheden også er. “The love turns us over, the light in our hearts.” Jeg kunne blive ved.
Fortællingerne blev fremført af kunstnere fra mange steder i verden. Brasilien, Kasakhstan, Rumænien, Tjekkiet, Irland, USA og Danmark. Always Burning bevidner, at historiefortælling er universelt og samler folk på tværs af sprog og kultur. Det gør den, fordi der, på trods af forskellige sprog og kulturer, findes meget ensartede eksistentielle længsler. Og også fordi “storytelling and communication is what we are”, som en kvindelig brasiliansk fortæller pointerede. En kort sludder med et par af de andre fortællere om, hvad der får dem til at opfinde fortællinger, afslørede længsler efter at erkende og give mening til verden og sig selv i den. For et par af de lyttende folk gik arrangementets tiltrækning på det afbræk, det kunne give dem fra hverdagens pligter. Med andre ord, behovet for fantasi.
Performance
Ord forbinder folks hjerner, deres forestillinger. Men historiefortælling er ikke kun ord. Det er også bevægelse, indlevelse, teater, stemmeføring og komik. Det har en betydning, hvordan vi udtrykker, det vi fortæller. Ord og krop hænger sammen. Det var helt tydeligt, at de erfarne fortællere brugte alle deres udtryksmuligheder. På dén måde tryllebandt de publikum.
Måske der ofte skal mere og mere til at fange moderne menneskers opmærksomhed med de mange avancerede underholdningsmuligheder, vi har. Men der er håb og lys forude! Tag en aften i historiefortællingens skær, og du vil måske blive overrasket over, hvor få remedier der skal til for at blive underholdt og til at føle flammen inde i dig.
